Optakt til Uber Cup-kvartfinalen mod Korea

May 11, 2022 16:51 Skrevet af

Onsdag morgen var der lodtrækning til kvartfinalerne ved Uber Cup i Thailand, og de danske damespillere skal op mod Korea i kvartfinalen, der spilles torsdag. Bliv klogere på modstanderen her.

 

Kvartfinalen ved Uber Cup står for døren, og der er svære kampe på menuen for de danske damespillere.

Korea har flere højt placerede spillere på verdensranglisten, og koreanerne vandt også deres gruppe ved Uber Cup suverænt med kun et enkelt nederlag i 15 kampe.

Det er samtidigt også bronzevinderne fra Uber Cup 2020, som Danmark møder i kvartfinalen. Og det var netop Sydkorea, der sendte Danmark ud af VM for damehold i 2020 i selvsamme kvartfinale. Der er derfor mulighed for dansk revanche.

Læs også: Danmarks Uber Cup-hold møder Korea i kvartfinalen

Sydkorea er uden tvivl et stærkt hold, der har været repræsenteret på medaljepodiet ved Uber Cup ved hver eneste turnering siden 1984. Med tre spillere i top 20 i damesingle og fire par i damedouble er det verdensklassespillere, der står på den anden side af nettet mod danskerne.

Den 20-årige damesinglespiller An Se Young er verdens nummer fire, og hun har vundet begge sine kampe ved dette års Uber Cup indtil videre. Sydkoreas anden singlespiller er Kim Ga Eun, der befinder sig på en 19. plads på verdensranglisten.

I damedouble har Sydkorea også tunge skyts. Lee So Hee/Shin Seung Chan er i øjeblikket verdens andet bedste damedoublepar. Lige i hælene på dem er Kim So Yeong/Kong Hee Yong, der befinder sig fjerdepladsen på verdensranglisten.

Klik her og få overblik over alle kommende kampe til Thomas- og Uber Cup

Koreas historik ved Uber Cup:

Seneste opgør mellem Danmark og Korea: 2020* (Korea vandt 3-0 i kvartfinalen)

Antal opgør mellem Danmark og Korea: 6 (Korea fører 4-2)

Antal Uber Cup-titler: 1

Koreas bedste placering ved Uber Cup: Guld (2010)

Seneste resultater ved Uber Cup: Bronze (2020*), Bronze (2018), Sølv (2016)

*Officielt er seneste Thomas- og Uber Cup beskrevet som spillet i 2020, selvom turneringen først blev afviklet i 2o21.

Læs også: Danmarks Uber Cup-hold med knusende sejr: – En god koncentreret indsats

Fremhævede spillere/par hos Korea:

An Se Young

An Se Young er Koreas første singlespiller, og med en placering som nummer fire i verden en skarp spiller. Ved Uber Cup-kvartfinalen mellem Danmark og Korea i 2020 stod Mia Blichfeldt over for An Se Young, hvilket trak ud i tre sæt. Koreaneren har ved de seneste turneringer opnået en 3.plads ved de asiatiske mesterskaber og Korea Masters, samt vundet Korea Open. Hun nåede også en finaleplads ved dette års All England.

Lee So Hee/Shin Seung Chan

Verdens næstbedste damedouble stiller til start for Korea, og de har vundet deres kampe ved Uber Cup komfortabelt. 2022 har dog indtil videre ikke været en succes for parret, hvis bedste turneringsresultater er kvartfinalepladser ved de asiatiske mesterskaber og All England. Ved Uber Cup 2020 vandt koreanerne over Fruergaard/Thygesen i to tætte sæt med 21-17, 21-18.

Kim So Yeong/Kong Hee Yong

Koreas anden stærke damedouble er verdens nummer fire. Ved dette års Uber Cup har parret spillet to kampe, der begge endte i sejr. Dog havde koreanerne problemer mod Canada, hvor Kim So Yeong/Kong Hee Yong var tæt på at tabe i andet sæt. Damedoublen har i år vundet Korea Masters som det bedste resultat. Ellers er det blevet til en kvartfinaleplads ved All England.

Læs også: Bliv klogere på Danmarks Uber Cup-profiler

Fakta om turneringen:

Thomas & Uber Cup, VM for herre- og damelandshold, spilles i Impact Arena, Bangkok, Thailand, den 8.-15. maj.

Det er samme arena, der var vært ved Thomas & Uber Cup i 2018 samt Thailand Open I, Thailand Open II og World Tour-finalerne i januar 2021. Det er tredje gang, at Thailand afholder Thomas Cup (VM for herrelandshold), mens det er anden gang, de afholder Uber Cup (VM for damelandshold).

Indonesien er forsvarende Thomas Cup-vinder, og med 14 titler er det også den nation, der har vundet mesterskabet flest gange.

Hos kvinderne er Kina forsvarende Uber Cup-vinder, og de er også den mest vindende nation med 15 titler.

De danske herrer tabte 1-3 i semifinalen til Indonesien ved det seneste Thomas Cup i Aarhus. De danske damer røg ud i kvartfinalen til Korea med 0-3.

Resultater og kommende kvartfinale for de danske herrespillere:

  • Gruppespil: Danmark vs. Algeriet: 5-0
  • Gruppespil: Danmark vs. Frankrig: 5-0
  • Gruppespil: Danmark vs. Kina (onsdag 11. maj kl. 14)
  • Kvartfinale: Danmark vs. ?

Resultater og kommende kvartfinale for de danske damespillere:

  • Gruppespil: Danmark vs. Malaysia: 3-2
  • Gruppespil: Danmark vs. Egypten: 5-0
  • Gruppespil: Danmark vs. Thailand: 0-5
  • Kvartfinale: Danmark vs. Korea (torsdag 12. maj kl. 14)

Danmark var i oktober 2021 det første land i Europa som var værter for Thomas & Uber Cup.

Oprindeligt skulle de seneste mesterskaberne have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev de først flyttet til august 2020, senere så oktober 2020, før de til sidst blev skubbet til oktober 2021.

Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.

Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016.

Det danske Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.



Tags: , , ,
Kategori: , , , , ,