Fuld fokus på strategisporet ’Levedygtige klubber’

af | sep 29, 2022

Michael Kjeldsen, som blandet andet er eliteansvarlig i Badminton Danmarks Hovedbestyrelse, opfordrer særligt trænere fra mindre klubber til at deltage ved arbejdsgruppens første møde 19. oktober.

 

I foråret fastsatte Badminton Danmarks hovedbestyrelse tre nye strategispor: ’Dyrk den gode fortælling’, ’Glæde og trivsel hos børn og unge’ samt ’Levedygtige klubber’.

For at lykkes bedst muligt og prioritere kræfterne har hovedbestyrelsen besluttet, at alle kræfter sættes ind på sporet omhandlende ’Levedygtige klubber’. De to andre spor er fortsat i mindsettet og vil have stor indflydelse på fremtidige strategiske beslutninger – herunder i samarbejdet med DGI. Men en arbejdsgruppe skal nu arbejde videre med strategisporet ’Levedygtige klubber’.

Læs også: Her er Badminton Danmarks tre nye strategispor

Med levedygtige klubber skal der forstås, at klubberne bliver mere selvforsynende i forhold til at kunne rekruttere trænere, frivillige ledere og dommere. Ambitionen er, at arbejdsgruppen skal udarbejde muligheder og hjælp til klubberne, hvad der kan gøres. Det kan for eksempel være et ídékatalog eller en central database, hvor der kan udveksles gode idéer mellem klubberne. Arbejdsgruppen vil præsentere de nye tiltag på hovedbestyrelsens årsmøde til april 2023. Planen er så, at det kan komme ud og leve i både de små og store klubber fra næste sommer.

Det forklarer Michael Kjeldsen, som er eliteansvarlig i Badminton Danmarks hovedbestyrelse og medlem af arbejdsgruppen.

– Det er et emne, der har været talt om i mange år både fra DGI’s og Badminton Danmarks side. Men vi har stadig kæmpe udfordringer med det. I mindre klubber er det frivillige arbejde ofte hængt op på én person, og det er især her, at problemet er størst med at kunne rekruttere frivillige folk. Men det er ikke en klandring af klubberne. Vi skal i arbejdsgruppen forsøge at komme op med noget alternativt for at rykke på flere af de faktorer, end vi tidligere har gjort. Vi går all-in. Det er et meget vigtigt arbejde, der skal laves her, siger Michael Kjeldsen.

Læs også: Michael Kjeldsen valgt ind i Badminton Danmarks hovedbestyrelse

Indtil videre sidder følgende i arbejdsgruppen:

  • Formand: Jakob Kyndesen
  • Medarbejder fra administration: Ulrik Jansen
  • Medlemmer fra Hovedbestyrelsen: Michael Kjeldsen (Eliteansvarlig), Christian Fischer (Kredsansvarlig Vest) og Bo Wendel (Bredde- og Udviklingsansvarlig)
  • Gitte Paulsen, formand i Badminton Nordjylland
  • Kenneth Højlund, formand i Solrød Strand Badmintonklub

Læs også: Ny bredde- og udviklingsansvarlig i hovedbestyrelsen

Første møde for arbejdsgruppen bliver 19. oktober ved DENMARK OPEN presented by VICTOR, og Michael Kjeldsen håber, at der er flere interesserede, som har lyst til at byde sig til.

– Vi er stadig på jagt efter folk, som gerne vil være med i gruppens arbejde. Vi har ikke selv løsningen, men vi håber især på deltagelse fra mindre klubber, som kan være med at bringe løsninger til bordet. Folk skal være velkomne, for der er bestemt ikke tale om en lukket arbejdsgruppe, slår Kjeldsen fast.

Har du lyst til at deltage, så kan du skrive til Michael Kjeldsen på michaelkjeldsen@gmail.com.