Første runde afsluttet: Mange tætte danske kampe

af | okt 19, 2022

Første runde af DENMARK OPEN presented by VICTOR er færdigspillet, og på turneringens andendag var der igen syv kampe med dansk deltagelse. Desværre måtte fire danske spillere/par se sig slået ud. 

 

Alle spillere har nu været på banen, og således er den indledende runde af DENMARK OPEN presented by VICTOR nu slut. Torsdag skal de spillere, der klarede sig videre fra den første runde, igen kæmpe for videre avancement i turneringen.

I går lykkedes det kun for to danskere at spille sig videre til torsdagens kampe. Desværre måtte Anders Antonsen trække sig fra turneringen onsdag morgen, og derfor blev antallet af danske kampe reduceret til syv.

Vil du se verdens bedste badmintonspillere i aktion? Så klik her og køb billet til DENMARK OPEN presented by VICTOR i efterårsferien

 

Maiken Fruergaard/Sara Thygesen – Chicharu Shida/Nami Matsuyama: 10-21, 21-16, 17-21

Damedoublen med Fruergaard og Thygesen var første danskere i hallen onsdag, hvor turneringens tredje seedede par, Shida og Matsuyama, ventede. Trods en god dansk start på første sæt, får det japanske par en stime på 10 point, som danskerne aldrig får indhentet. Andet sæt blev dansk, og også i tredje sæt viste pigerne flot spil, selvom det ikke var nok til sejr.

– Vi er ærgerlige over, at vi ikke kan tage den derinde, men vi står stadig med et smil på læben, da vi får vendt det til vores fordel i store dele af andet og tredje sæt. Vi går ind og viser, at vi godt kan være med, siger Maiken Fruergaard.

Lakshya Sen – Anthony Ginting: 21-16, 21-12

Verdens nummer 6 og 8 bragede sammen i første runde af DENMARK OPEN presented by VICTOR. Sen og Ginting mødte hinanden for blot fem måneder siden i finalen ved Thomas Cup-finalen i 2022, hvor kampen måtte afgøres i tre sæt.

Nu stod Indien og Indonesiens bedste herresinglespillere igen over for hinanden. En hårdfør Ginting smashede ellers flere bolde ned langs linjerne, men den indiske modstander var tålmodig og vedholden, og derfor er det endnu engang Lakshya Sen, der trækker sig sejrrigt ud af et opgør mod den indonesiske herresinglespiller.

Klik her og få overblik over resultaterne fra andendagen ved DENMARK OPEN presented by VICTOR

 

Mathias Christiansen/Alexandra Bøje – Tan Kian Meng/Lai Pei Jing: 21-23, 13-21

Christiansen og Bøje er i øjeblikket verdens niende bedste mixeddouble, og på den anden side af nettet stod verdens nummer ti, Tan Kian Meng og Lai Pei Jing. Første sæt fik en dramatisk afslutning, hvor Christiansen/Bøje havde flere sætbolde, men desværre lykkedes det Tan/Lai at overhale danskerne. Andet sæt dominerede malaysierne, og derfor er de videre i turneringen.

– Vi bliver udfordrede i servesituationen, som vi godt vidste, at vi ville blive. Forholdene er hurtige, og det drejer sig meget om de første bolde. Vi løser det egentligt meget fint. Begge par spiller rigtig godt i første sæt, hvor der bliver kæmpet meget om det. Vi har sætboldene til at lukke det, men det lykkedes ikke og så finder de mere ro, og så smuldrer det til sidst for os.

– Det er selvfølgeligt ærgerligt, at det er den måde, vi ryger ud på, men vi kan ikke være for hårde ved os selv, for der var noget rigtig godt indimellem, siger Mathias Christiansen.

Mikkel Mikkelsen/Rikke Søby – Yang Po-Hsuan/Hu Ling Fang: 21-19, 22-20

Mixeddoublen med Mikkelsen og Søby gik i første runde på banen til en kamp mod ottende seedede Yang og Hu. Til stor glæde for tilskuerne i hallen var det et spændende opgør i to sæt, som danskerne omsatte til sejr og flere kampe ved DENMARK OPEN presented by VICTOR. Derfor var smilene også ekstra store hos Mikkelsen og Søby efter kampen.

– Vi er sindssygt glade. Jeg havde ikke regnet med, at den sidste bold var ude. Jeg prøvede at holde det lidt nede, så det var en kæmpe forløsning, da den så var ude. Det var bare mega fedt, siger Rikke Søby.

Klik her og læs det officielle DENMARK OPEN 2022 presented BY VICTOR

 

Viktor Axelsen – Kunlavut Vitidsarn: 21-16, 21-8

Den danske verdensetter trådte ind i hallen i fødebyen Odense som forsvarende mester ved DENMARK OPEN presented by VICTOR. Til dette års første runde ventede en gentagelse af VM-finalen i august, da Kunlavut var modstanderen. Her kunne Axelsen gentage succesen med en solid sejr i andet sæt.

– Jeg er super glad for min præstation. Det var på et højt niveau, og jeg bevægede mig godt. Jeg spillede på et højt plan, så jeg er rigtig glad for min sejr i dag, siger Axelsen.

Julie Dawall Jakobsen – Yvonne Li: 18-21, 20-22

Det var langtfra første gang, at Julie Dawall og Yvonne Li mødes. Ti tidligere indbyrdes opgør er domineret af Dawall, der har vundet syv af dem. Desværre blev den statistik ikke udbygget, da Yvonne Li tog sejren i to tætte sæt.

– Jeg er virkeligt skuffet og ærgerlig over at tabe den her kamp. Vi har mødt hinanden en masse gange, og det er en spiller, jeg ved, at jeg godt kan slå. Målet var at komme ind og spille noget af det spil, jeg ved at jeg kan, og det synes jeg også, at jeg gør, selvom mit spil ikke bliver det allerbedste, siger Julie Dawall.

Læs også: Sensationssejr og danske exits på åbningsdagen ved DENMARK OPEN presented by VICTOR

 

Kim Astrup/Anders Skaarup – Leo Rolly Carnando/Daniel Marthin: 19-21, 21-17, 16-21

Verdens sjette bedste herredoublepar med Astrup og Skaarup gik ind til en et spændende opgør mod indonesiske Carnando og Marthin. De to herredoubles havde fra tidligere opgør for vane at spille tætte kampe i tre sæt, og dagens kamp blev ingen undtagelse. Indoneserne holdte dog skansen trods stor opbakning til danskerne fra publikum.

Daniel Lundgaard/Mathias Thyrri – Christo Popov/Toma Junior Popov: 21-19, 22-20

Ved French Open sidste år var Lundgaard og Thyrri på en svær opgave mod Popov-brødrene, men denne gang var det danskerne, der havde hjemmebane til kampen. Både første og andet sæt var tæt helt til slut, men Lundgaard og Thyrri fik reduceret deres indbyrdes opgør mod franskmændene til 1-1, og er for første gang videre til anden runde ved DENMARK OPEN presented by VICTOR.

– Det føles fuldstændig sindssygt. Det var en fed kamp, og måske også lidt for tæt til sidst, de skal faktisk ikke have lov til at komme så tæt på, men vi er virkelig glade for at kunne få lov til at spille igen i morgen, siger Daniel Lundgaard.

Her kan du se programmet for anden runde af DENMARK OPEN presented by VICTOR

 

Fakta

Super 750-turneringen DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR spilles fra den 18.-23. oktober 2022. For første gang siden 2008 i Jyske Bank Arena i Odense efter 13 år i Odense Idrætshal.

Besøg venligst eventhjemmesiden www.denmarkopen.dk for mere information.

Efter 13 succesfulde år i Odense Idrætshal flytter verdens anden ældste turnering i år ind under det større og mere fleksible tag i Jyske Bank Arena.

Siden 1936 har turneringen i Danmark været en del af den internationale badmintonscene, hvilket gør det til verdens næstældste badmintonturnering.

Turneringen har været afholdt i 11 forskellige danske byer. Fra 1936-1989 blev turneringen spillet i København, og sidenhen har den været spillet i Aalborg, Middelfart, Farum, Solrød, Højbjerg, Vejle og Aarhus, før den røg til Odense i 2007.

Danmark er med 141 titler den nation med flest titler ved turneringen efterfulgt af Kina med 63.

Sammen med vores sponsorer og partnere, VICTOR (presented by sponsor), HSBC (World Tour sponsor), Scandic, Jyske Bank Arena, Destination Fyn, Visit Odense, Smag & Smil, Odense Sport & Event, Odense Congress Center, Hotel Odeon, Royal Unibrew, H.J. Hansen Vin og TV 2 SPORT glæder vi os til at byde jer velkommen til DENMARK OPEN presented by VICTOR fra den 18.-23. oktober i Jyske Bank Arena.