Kina er stærkt repræsenteret i finalerne

af | okt 23, 2022

Der er blandt andet to rene kinesiske finaler og en ren indonesisk finale ved DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR.

 

Dette års DENMARK OPEN presented by VICTOR lakker mod enden. Kun fem kampe mangler at blive spillet, før der kan sættes flueben ved Super 750-turneringen, som for første gang i 14 år afholdes i Jyske Bank Arena i Odense.

Den første finale, der bliver spillet søndag, er rent kinesisk. Det er mixeddoublefinalen mellem Feng Yanzhe/Huang Dongping og de forsvarende verdensmestre, Zheng Siwei/Huang Yaqiong. Selvom parrene ikke har mødt hinanden før, kender tre af spillerne hinanden særdeles godt. For Huang Dongping er med sin normale makker, Wang Yilyu, regerende OL-guldvindere, og sammen har de mange gange mødt Zheng Siwei og Huang Yaqiong.

Læs også: Her er finalisterne til DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR

Finale nummer to bliver mellem de dobbelte verdensmestre, Chen Qingchen/Jia Yifan, og den sydkoreanske overraskelse i turneringen Baek Ha-na/Lee So-hee, som ligger nummer 18 i verden. Det er også parrenes første indbyrdes møde.

Den eneste kategori, der ikke har kinesisk finaledeltagelse, er herredouble. Her er det udelukkende indonesisk. På den ene side af nettet står andenseedede Marcus Gideon og Kevin Sukamuljo, som skal spille imod femteseedede Fajar Alfian og Muhammad Rian Ardianto. De har mødt hinanden ni gange før, hvor Gideon og Sukamuljo er løbet med seks af sejrene.

De to damesinglefinalister har til gengæld mødt hinanden 11 gange. Kampen står imellem kineserne He Bingjiao og Chen Yufei. Sidstnævnte er regerende OL-guldvinder, men i den indbyrdes historik med He Bingjiao er hun bagud 5-6. Deres seneste møde var ved Indonesia Masters i år, hvor Chen Yufei vandt i to sæt.

Herresinglerne Lee Zii Jia og Shi Yuqi runder DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR af. Shi Yuqi er useedet i turneringen men har blandt andre slået femteseedede Chou Tien Chen ud. Han fører også den indbyrdes statistik mod Lee Zii Jia med 2-1. Det seneste opgør ligger dog tilbage i 2020 ved Malaysia Masters. Lee Zii Jia, som er fjerdeseedet i turneringen, har blandt andre slået Jonatan Christie og Loh Kean Yew ud af DENMARK OPEN presented by VICTOR.

 

Sådan ser søndagens finaler ud:

  1. Zheng Siwei/Huang Yaqiong (3. seedet) – Feng Yanzhe/Huang Dongping
  2. Chen Qingchen/Jia Yifan (1. seedet) – Baek Ha-na/Lee So-hee
  3. Fajar Alfian/Muhammad Rian Ardianto (5. seedet) – Marcus Gideon/Kevin Sukamuljo (2. seedet)
  4. He Bingjiao (8. seedet) – Chen Yufei (3. seedet)
  5. Lee Zii Jia (4. seedet) – Shi Yuqi

Søndagens finaler begynder klokken 12.

 

TV 2 SPORT-sendeplan

Har du ikke mulighed for at være på plads i hallen, så kan du følge med på TV 2 SPORT alle dage under turneringen fra start til slut.

  • Søndag: Start klokken 12

Du kan løbende holde øje med TV 2 SPORTs sendeplan her. 

 

Livescore

Har du heller ikke mulighed for at se kampene i tv, så kan du kan følge med på livescore her

 

Sociale medier

Du kan også følge med på Badminton Danmarks sociale medier:
Facebook
Instagram
Twitter
Youtube
LinkedIn

 

Under DENMARK OPEN presented by VICTOR begynder det fysiske billetsalg til næste års individuelle VM i København. Har du ikke mulighed for at komme til Odense og købe VM-billet, kan du fra 1. november sikre dig billetter via denmark2023.dk.

 

Fakta

Super 750-turneringen DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR spilles fra den 18.-23. oktober 2022. For første gang siden 2008 i Jyske Bank Arena i Odense efter 13 år i Odense Idrætshal.

Læs også: VICTOR DENMARK OPEN bliver i Odense og flytter til større arena fra næste år

Besøg venligst eventhjemmesiden www.denmarkopen.dk for mere information.

Efter 13 succesfulde år i Odense Idrætshal flytter verdens anden ældste turnering i år ind under det større og mere fleksible tag i Jyske Bank Arena.

Siden 1936 har turneringen i Danmark været en del af den internationale badmintonscene, hvilket gør det til verdens næstældste badmintonturnering.

Turneringen har været afholdt i 11 forskellige danske byer. Fra 1936-1989 blev turneringen spillet i København, og sidenhen har den været spillet i Aalborg, Middelfart, Farum, Solrød, Højbjerg, Vejle og Aarhus, før den røg til Odense i 2007.

Danmark er med 141 titler den nation med flest titler ved turneringen efterfulgt af Kina med 63.

Sammen med vores sponsorer og partnere, VICTOR (presented by sponsor), HSBC (World Tour sponsor), Scandic, Jyske Bank Arena, Destination Fyn, Visit Odense, Smag & Smil, Odense Sport & Event, Odense Congress Center, Hotel Odeon, Royal Unibrew, H.J. Hansen Vin og TV 2 SPORT glæder vi os til at byde jer velkommen til DENMARK OPEN presented by VICTOR fra den 18.-23. oktober i Jyske Bank Arena.