Badmintonphoto

Sidste danskere ude af UVM: – De spillede i perioder rigtig godt

October 28, 2022 13:54 Skrevet af

Kvartfinalen blev endestationen for mixeddoubleparret Hjalte Johansen og Emma Irring Braüner ved ungdomsverdensmesterskabet.

 

Det blev lige nøjagtig ikke til en dansk medalje ved UVM.

I fredagens kvartfinale tabte Hjalte Johansen og Emma Irring Braüner med 21-18, 13-21, 15-21 til kineserne Yu Hao og Qin Hui Zhi.

Med en sejr kunne Danmark have vundet den første UVM-medalje siden 2018 med Line Christophersen og den første UVM-medalje i mixeddouble siden 1992, hvor Jim Laugesen og Rikke Olsen vandt guld.

Klik her for at se alle dagens resultater ved UVM 2022

Ifølge den danske U19-landstræner Rune Ulsing har Johansen og Braüner trods nederlaget grund til at være stolte af deres præstation.

– De skal være tilfredse. De spiller i perioder rigtig godt og modigt. Så er der desværre også nogle perioder, hvor de mangler lidt mod og spiller uden omtanke. Det bølgede lidt frem og tilbage, siger Ulsing.

Den danske mixeddouble fik en rigtig god start på kampen, hvor de spillede klogt og gik fra 5-7 til 13-7.

– Jeg var overrasket over, hvor godt de håndterede det fra start. Jeg synes også, mulighederne var der, for kineserne virkede stressede. Men danskerne var ikke spillemæssigt stabile nok, og det afgørende blev nok, at de lavede for mange uprovokerede fejl i forhold til kineserne, pointerer U19-landstræneren.

Læs også: Dansk mixeddouble klar til UVM-kvartfinale

Med nederlaget til Johansen og Braüner er der ikke længere flere danskere med ved ungdomsverdensmesterskabet. Generelt er Rune Ulsing tilfreds med, hvad han har set fra de danske spillere i løbet af ugen.

– De har virkelig været klar og forberedte til kampene, så den del var rigtig god, og jeg synes, de generelt har præsteret godt. Der har været svære kampe, og hvor topniveauet ikke er ramt, men man skal huske på, det er første gang, de er ude og konkurrere i noget stort, og hvor de møder asiatere. Der skal håndteres mange ting, og det har de gjort godt. Så jeg er egentlig ret positiv, fortæller han.

Siden 2006 har ungdomsverdensmesterskabet været afholdt hvert år, men i 2020 og 2021 blev mesterskabet aflyst på grund af covid-19.



Tags: , , , ,
Kategori: , , , ,