Kim Astrup - Anders Skaarup - World Tour Finals 2022 - Badmintonphoto
Badmintonphoto

Astrup/Skaarup slutter World Tour Finals af med sejr – Axelsen klar til semifinale trods nederlag

December 9, 2022 13:41 Skrevet af

Kim Astrup/Anders Skaarup tilkæmpede sig en flot sejr over verdensmestrene Chia/Soh i to sæt, mens Viktor Axelsen måtte lide et nederlag i tre sæt til H.S. Prannoy.

 

Tingene var vendt på hovedet i dag for Danmark ved World Tour Finals. Kim Astrup/Anders Skaarup vandt, mens Viktor Axelsen tabte. For Astrup/Skaarup skete det på baggrund af en stærk sejr over verdensmestrene Aaron Chia/Wooi Yik Soh fra Malaysia med 21-19, 23-21.

Hverken danskerne eller malajerne havde noget at spille for i forhold til at komme videre fra Gruppe B. Begge havde tabt de to første gruppekampe, og der var dermed kun tredjepladsen at spille for. Men den var også 63.640 danske kroner og flere point til verdensranglisten mere værd end fjerdepladsen, og dermed økonomisk såvel som sportslig attraktiv at ende på.

Vil du se World Tour Finals-stjernerne på dansk grund? Så klik her for at sikre dig den ultimative badmintonjulegaveidé: Billetter til VM i Royal Arena i august 2023

Glædeligt virkede det til at være danskerne, som lod sig motivere af det, da de gennem et tæt sæt spillede forfriskende i forhold til de to tidligere gruppekampe. Det resulterede også i en fed duel på matchbolden, hvor begge danskere gik fra banen med armene over hovedet, da de vandt 21-19.

Andet sæt var mindst lige så spændende, og Chia/Soh havde endda to sætbolde. Men danskerne tog to point i træk, før de med hjælp fra en challenge kunne afgøre kampen 23-21.

– Det var rigtig, rigtig vigtigt for os at komme ind og spille god badminton. At vi så får en sejr, det er perfekt. Det var cool, at drengene holdt fast i andet sæt, selvom de kom bagud. Der kan komme mange tanker: ”Åh nej, nu taber vi også den her.” Men de hang stadig i, og det synes jeg virkelig var sejt. Det var virkelig fedt at se, siger assisterende landstræner Thomas Stavngaard.

Læs også: Axelsen videre ved World Tour Finals, mens Astrup/Skaarups skæbne hænger i en tynd tråd

Spillemæssigt glædede det Thomas Stavngaard, at Astrup/Skaarup beviste, at de kunne spille i de meget svære forhold, som der er i hallen.

– Nederlagene har taget hårdt på dem, og det var fedt, at de beviste, at de kan håndtere forholdene i hallen overfor et asiatisk par. Det var så svært at styre den herinde, så du kunne ikke bare gå op og slå den ned. Boldene kunne jo ryge voldsomt langt ud. Men vores mellembane lykkedes. Vi stod tættere sammen, og fik bolden prikket ned. Men det der lykkedes allermest var, at de fik lidt glæde på. De spillede for point og penge, men de spillede først og fremmest for en god kamp for at få vasket de to tidligere kampe af sig. Så vi skulle ind og spille god badminton, siger Stavngaard.

De to herredoublekonstellationer havde mødt hinanden seks gange før dagens opgør. To af opgørene havde danskerne vundet, ligesom de kom positivt ud af det seneste opgør mod verdensmestrene tilbage i 2020 ved Spain Masters med 21-16, 24-22.

Det er tredje gang i deres karriere, at Astrup/Skaarup kommer fra World Tour Finalerne med en sejr i gruppespillet. I 2021 var det nok til at nå semifinalen, og 2018 gik de ikke videre fra gruppen.

Klik her for at se flere detaljer fra de sidste gruppekampe ved World Tour Finals

Tidligere på dagen skulle Viktor Axelsen møde H.S. Prannoy fra Indien. Kampen var for danskeren ligegyldig. Han havde på forhånd kvalificeret sig til semifinalen som nummer et i gruppen. På den anden side havde Prannoy udspillet sin chance for videre avancement, men han stod stadig med muligheden for at slå verdensranglistens nummer et for anden gang i træk.

I begyndelsen af kampen virkede det til at blive en ny dag på det berømte kontor for Viktor Axelsen. Han udbyggede stille og roligt sit forspring i løbet af sættet. Han var henholdsvis foran 10-5 og 18-12, før han sikrede sig første sæt 21-14.

Første duel i andet sæt blev et varsel på, hvad der ventede verdensmesteren. Her skød inderen Axelsen lige i panden. Godt nok fuldstændig utilsigtet, og danskeren kom da også flot tilbage og foran 10-6. Men efter opholdet var det som om, at Viktor Axelsen mistede følingen og timingen i hallen. Han tabte seks point i træk og kom bagud 12-16, før han tabte sættet 17-21.

Læs også: Dansk sejr og nederlag på World Tour-finalernes første dag

Hermed skulle Axelsen ud i sin første tresætter siden juli, hvor han vandt over Jonatan Christie ved Malaysia Open (som han vandt), og den første tresætter i 17 kampe.

Det blev et rigtig tæt sæt, men Prannoy satte sig på forbanen og styrede derfra i højere grad spillet. Det gjorde, at han fik en række løft, hvor han kunne bruge sin kraftfulde arm til at smashe bolden ned og igennem Axelsens defensiv.

Årets herrespiller 2022 var lige ved at lave et comeback fra at have været bagud 13-18, men sådan gik det desværre ikke. Axelsen måtte derfor desværre se sig slået for anden gang i træk til BWF Galamiddagens Bedst Klædte Herre, H.S. Prannoy, med samlet 21-14, 17-21, 18-21.

Det var den danske verdensstjernes blot tredje nederlag i sæsonen, og han har mulighed for at rejse sig igen allerede i morgen i semifinalen ved World Tour Finals. Hvem han møder kommer an på lodtrækningen, hvor der trækkes lod blandt andenpladserne i de to grupper: Jonatan Christie og Kodai Naraoka.

 



Tags: , , ,
Kategori: , ,