25-årige Anders Antonsen leverede et stort comeback i andet sæt i sin semifinale, men det var ikke nok til at sikre karrierens første All England-finale.
Finaledagen ved All England bliver uden danske spillere. Lørdag aften tæt på midnat lokal tid tabte Anders Antonsen en yderst spændende semifinale til verdens nummer 14, Li Shi Feng, med cifrene 11-21, 21-19, 18-21. En kamp, der først fandt en vinder efter 1 time og 35 minutters spil.
Læs også: Så er det nu: Billetsalget til DENMARK OPEN 2023 presented by VICTOR er i gang
Antonsen var i store problemer i midten af andet sæt, hvor han var nede 12-17 og havde tabt første sæt. Han formåede dog at komme tilbage via en storoffensiv og vinde sættet. Momentum fortsatte i dansk favør i tredje sæt frem til 16-12. Derfra fik kineseren kæmpet sig tilbage og snuppede en plads i All England-finalen på bekostning af danskeren.
– Den (kampen, red.) var sindssyg fed at spille. En vanvittig oplevelse. Jeg var ved at få kæmpe tæsk af en vanvittig god spiller, men jeg får kæmpet mig tilbage og er millimeter fra at nappe sejren. Jeg er både stolt over mit comeback og niveau, men jeg er ærgerlig over, jeg ikke vandt, siger Antonsen.
Læs også: H.K.H. Kronprinsen bliver protektor for VM i badminton 2023
Med nederlaget har Anders Antonsen dermed fortsat sin første All England-finale til gode, efter han har været i tre semifinaler. Han glæder sig dog over det spil, han har vist i denne uge, hvor det er blevet til sejre over Rasmus Gemke, Lakshya Sen og tredjeseedede Anthony Ginting.
– Det var en fed oplevelse. Jeg har længtes efter de her typer af oplevelser og de kampe. Jeg ved, den kommer til at gøre ondt at have tabt, men jeg er også sindssygt glad for de fire kampe, jeg har spillet, og det niveau, jeg har vist i løbet af hele ugen. Så det er det mærkelige stadie lige nu af en masse blandede følelser, siger Antonsen.
Herresinglefinalen bliver et rent kinesisk opgør mellem Li Shi Feng og Shi Yu Qi.