Sudirman Cup - Landshold - VICTOR - Danisa - fællesskab - hold
Badminton Danmark

Sudirman Cup-landsholdet er på plads

April 13, 2023 08:59 Skrevet af

Der er blevet plads til 14 spillere i den danske landsholdstrup til VM for blandede hold, Sudirman Cup, i Kina. – Målsætningen er at spille os i kvartfinalen, og derefter går jagten ind på en medalje, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.

 

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

Onsdag den 10. maj flyver det danske landshold til VM for blandede hold 2023, Sudirman Cup, og i dag har Badminton Danmarks sportslige ledelse udtaget de spillere, der skal med på flyveren og repræsentere Danmark ved verdensmesterskabet.

Der var mulighed for at udtage henholdsvis 10 herre- og 10 damespillere, men det har været vigtigt for den sportslige ledelse at udtage spillere, som kan komme i spil på konkurrencedygtig vis, og dermed ikke kun sidde på bænken og snuse til mesterskabserfaring.

– Vi har udtaget et smalt, men et meget konkurrencedygtigt landshold. Vi har udtaget spillere, som vi forventer kommer i kamp eller som kan gå ind og spille en vigtig rolle på holdet. Der er rutinerede spillere, men vi har også givet plads til potentielt at give endnu mere mesterskabserfaring til de yngre kræfter, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.

Klik her for at tilgå billetsalget til DENMARK OPEN 2023 presented by VICTOR

Danmark er i Gruppe A med værtsnationen Kina samt Egypten og Singapore, og ambitionen er klar. Danmark skal videre fra gruppen.

– Målsætningen er at spille os i kvartfinalen, og derefter går jagten ind på en medalje. Så må vi se, om vi spiller os videre som nummer et eller to fra gruppen, da det har betydning for, hvem vi kan trække i lodtrækningen til knockout-fasen, siger Jonassen.

Læs også: Knald eller fald kamp venter Danmark i Sudirman Cup-gruppen

Der er en debutant blandt de 14 danske spillere i form af Rasmus Gemke. 26-årige Gemke var også udtaget til det seneste Sudirman Cup i 2021, men måtte grundet en skade melde afbud.

Lasse Mølhede, Jeppe Bay og Line Kjærsfeldt er registreret som ’Non travelling’. Det betyder, at spillerne er nomineret til BWF, så skulle der ske uforudsete hændelser såsom sygdom eller skader blandt de udtaget spillere, kan de tre ’Non travelling’-spillere tildeles pladsen/pladserne på holdet. Det vil være en sportslig vurdering af landstrænerne om, hvilke spillere der skal erstatte hvem.

Kunne du tænkte dig at begynde til badminton? Så find en klub nær dig her

Det danske landshold til Sudirman Cup 2023 er:

Herrer

Viktor Axelsen
Anders Antonsen
Rasmus Gemke (kan få Sudirman Cup-debut)
Kim Astrup
Anders Skaarup
Frederik Søgaard
Mathias Christiansen
Mathias Thyrri

Non travelling: Lasse Mølhede og Jeppe Bay

 

Damer

Mia Blichfeldt
Line Christophersen
Sara Thygesen
Maiken Fruergaard
Alexandra Bøje
Amalie Magelund

Non travelling: Line Kjærsfeldt

 

Stab

Kenneth Jonassen, cheflandstræner
Jesper Hovgaard, landstræner
Marlene Søby, fysioterapeut (Team Danmark)
Mads Brink, fysisk træner (Team Danmark)
Benjamin Jensen, præstationsanalytiker (Team Danmark)
Jens Meibom, team manager
Jonas Kildegaard, presse og kommunikation

Danmark spiller sin første kamp ved Sudirman Cup 2023 søndag den 14. maj klokken 11.00 dansk tid mod Singapore. Herefter venter Egypten, før de forsvarende mestre fra Kina venter torsdag den 18. maj klokken 11.00.

Læs også: Danmark taber Sudirman Cup-kvartfinale til Kina: – Stor ære til spillerne

 

Fakta:

Sudirman Cup 2023 spilles i Kina den 14.-21. maj i Suzhou Olympic Sports Centre. Det er kun 50 km fra Kunshan Sports Centre, hvor det danske herrelandshold vandt Thomas Cup i 2016.

Danmark vandt senest en Sudirman Cup-medalje i 2013. Her blev det til bronze efter et semifinalenederlag til Kina på 1-3. Danmark har aldrig vundet Sudirman Cup.

De fire grupper til Sudirman Cup 2023:

Gruppe A: Kina, Danmark, Singapore, Egypten

Gruppe B: Indonesien, Thailand, Tyskland, Canada

Gruppe C: Malaysia, Taiwan, Indien, Australien

Gruppe D: Japan, Korea, Frankrig, England

Det bliver første gang nogensinde ved et Sudirman Cup, at Danmark møder Egypten. Det bliver samtidig blot anden gang, at danskerne skal op imod Singapore ved VM for blandede hold. Det eneste indbyrdes opgør går tilbage til 2013, hvor Danmark vandt 4-1.

Omvendt har Danmark mødt Kina otte gange og aldrig formået at slå den mest vindende Sudirman Cup-nation.

Klik her for at se Danmarks tidligere resultater ved Sudirman Cup

Danmarks spilleplan ved Sudirman Cup 2023:

Søndag den 14. maj klokken 11.00 dansk tid: Danmark-Singapore

Tirsdag den 16. maj klokken 11.00 dansk tid: Danmark-Egypten

Torsdag den 18. maj klokken 11.00 dansk tid: Danmark-Kina



Tags: , ,
Kategori: , , , ,