For andet år i træk: Vendsyssel vinder VICTOR Final 4

af | apr 23, 2023

Vendsyssel kan for andet år i træk kalde sig danske mestre, efter de i dag besejrede Team Skælskør-Slagelse med 5-4 i finalen ved VICTOR Final 4.

 

Det var første gang i klubbens historie, at Vendsyssel vandt Badmintonligaen sidste år, men nu virker det til, at nordjyderne har fået smag for guldmedaljer. De formåede nemlig i dag at genvinde danmarksmesterskabet med en sejr på 5-4 over TSS.

Vi skulle helt frem til den niende og sidste kamp ved VICTOR Final 4, før finalen blev afgjort. Her stod Victor Svendsen/Robin Tabeling over for Ruben Jille/Ties van der Lecq, og det var førstnævnte der med en sejr på 21-13, 21-17 kunne sende guldet til Nordjylland.

– Det føles virkelig fantastisk. Det har været en op og ned sæson for mig og Vendsyssel i den her sæson så at få lov til at afgøre det i dag, det er stort og en god historie. Det er de kampe, vi brænder for at spille, og vi aftalte, at vi skulle ind og nyde det og spille noget god badminton, og det synes jeg virkelig, at vi gjorde, sagde Victor Svendsen efter finalen.

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

Cheftræner for Vendsyssel Allan Kolbro Nielsen havde også store roser til holdet og ikke mindst Victor Svendsen efter finalen.

– Jeg er super stolt af holdet, og at vi formår at gøre det igen. Det er ikke nemt at vinde de her holdmesterskaber, så jeg er mega stolt. Vi stoler meget på det, vi gør, og vi formår gang på gang at samle holdet og arbejde for hinanden, og det virker. Men vi vidste, at det ville blive tæt i dag, og jeg var super nervøs, da det stod 4-4, men så må jeg bare tage hatten af for Victor Svendsen, som spiller fuldstændig fantastisk i herredoublen, sagde Allan Kolbro Nielsen.

Læs også: Skovshoved genvinder bronze ved VICTOR Final 4

Selvom Steen Schleicher Pedersen og Team Skælskør-Slagelse måtte nøjes med sølv, har cheftræneren også kun roser tilovers for sit mandskab.

– Vendsyssel havde det bedste hold i dag, og de vinder guld og står for presset, så tillykke til dem. Jeg er rigtig stolt af vores hold, som skaber en rigtig god DM-finale. Vi leverer en mental stærk præstation i dag, hvor vi bliver ramt af en alvorlig skade (til Frederik Søgaard, red.), som gør vores vinderchancer mindre, men vi går ud og giver den alt, hvad den kan trække. Vi ville rigtig gerne have vundet guld, men når vi vågner i morgen, tror jeg, at vi er glade og stolte for sølvmedaljerne og præstationen, sagde Steen Pedersen efter kampen.

Klik her for at se flere detaljer fra finalen ved VICTOR Final 4

Klubberne delte lige over i mixeddoublerne, som åbnede finalen. Team Skælskør-Slagelse vandt første mixeddouble med 21-15, 21-16, og Vendsyssels Mathias Christiansen/Cheryl Seinen vandt 21-12, 21-10 over Ties van der Lecq/Alyssa Tirtosentono.

I første damesingle var der et britisk opgør mellem skotske Kirsty Gilmour og irske Rachael Darragh. Her sørgede Gilmour for nordjysk føring på 2-1 med en sejr på 21-18, 21-7.

TSS kom dog stærkt igen og udlignede efter en slidende sejr til Mark Caljouw over Victor Svendsen på 16-21, 21-14, 21-13.

Vendsyssel formåede også at vinde anden damesingle ved Beiwen Zhang, ligesom Kalle Koljonen sørgede for, at begge herresingler gik til Team Skælskør-Slagelse, da han besejrede Magnus Johannesen med 21-11, 14-21, 21-12.

Klik her for at se resultaterne fra Badmintonligaens grundspil

Amalie Magelund/Alyssa Tirtosentono sørgede for TSS-sejr i damedouble med en 21-18, 21-19-sejr over Cheryl Seinen/Debora Jille, og så var danmarksmestrene fra 2019 foran 4-3.

Team Skælskør-Slagelse måtte undvære Frederik Søgaard grundet rygproblemer, og det var måske også medvirkende til, at sjællænderne ikke vandt en af de to herredoubler. Først vandt Zvonimir Durkinjak/Mathias Christiansen 21-16, 21-17 over Felix Burestedt/Mark Caljouw, før Svendsen/Tabeling sidenhen afgjorde finalen.

Inden Vendsyssel vandt VICTOR Final 4 sidste år, havde der ikke været en vinder af Danmarks bedste holdturnering fra Jylland siden 1988, hvor Badmintonklubben Triton, Aalborg vandt. Men nu skal guldmedaljerne og pokalen over Lillebæltsbroen for andet år i træk.

Finalen: Vendsyssel vs. Team Skælskør-Slagelse: 5-4

  1. MD

Robin Tabeling/Debora Jille vs. Ruben Jille/Amalie Magelund: 15-21, 16-21

  1. MD

Mathias Christiansen/Cheryl Seinen vs. Ties van der Lecq/Alyssa Tirtosentono: 21-12, 21-10

  1. DS

Beiwen Zhang vs. Yvonne Li: 21-12, 21-10

  1. DS

Kirsty Gilmour vs. Rachael Darragh: 21-18, 21-7

  1. HS

Victor Svendsen vs. Mark Caljouw: 21-16, 14-21, 13-21

  1. DD

Cheryl Seinen/Debora Jille vs. Alyssa Tirtosentono/Amalie Magelund: 18-21, 19-21

  1. HD

Zvonimir Durkinjak/Mathias Christiansen vs. Felix Burested/Mark Caljouw: 21-16, 21-17

  1. HS

Magnus Johannesen vs. Kalle Koljonen: 11-21, 21-14, 12-21

  1. HD

Victor Svendsen/Robin Tabeling vs. Ruben Jille/Ties van der Lecq: 21-13, 21-17