Line Christophersen - Skovshoved - VICTOR Final 4 - Bronzekamp - Glæde - Jubel - næve
Allan Høgholm, Badminton Danmark

Skovshoved genvinder bronze ved VICTOR Final 4

April 23, 2023 15:19 Skrevet af

Skovshoved besejrede Højbjerg/Via Biler med 5-1 i bronzekampen ved VICTOR Final 4 2023.

 

Sidste års finalister fra Højbjerg/Via Biler mødte sidste års bronzevindere fra Skovshoved i dagens bronzekamp ved VICTOR Final 4.

Det blev en overbevisende sejr på 5-1 til ’skovserne’, som kunne forsvare deres bronzemedaljer fra sidste år, efter Line Christophersen afgjorde holdkampen ved at besejre sin landsholdskollega og navnesøster Line Kjærsfeldt med 16-21, 29-27, 21-10.

– Jeg er mega glad og stolt over, at jeg får den hevet hjem til sidst, og det var mega fedt at være den sidste kamp. Det er mega fedt, at vi kan rejse os efter nederlaget i går, sagde Line Christophersen efter sin kamp.

Læs også: Vendsyssel og Team Skælskør-Slagelse spiller sig i VICTOR Final 4-finalen

Foran 4-1 kunne Line Christophersen afgøre bronzekampen ved at besejre Line Kjærsfeldt. Det var en nervepirrende kamp, og Christophersen måtte grave dybt i andet sæt for at tvinge kampen ud i et tredje og afgørende, da hun med hiv og sving vandt andet sæt med 29-27.

– Det var første gang, at jeg stod i sådan en situation, hvor jeg kunne afgøre en bronzekamp, og det var fedt at prøve. Jeg ved ikke, hvordan jeg holdt roen i andet sæt, men vi var foran 4-1, så jeg slappede lidt mere af, og så måtte jeg bare kæmpe til sidst, sagde Christophersen efter bronzekampen.

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

Hos cheftræner Kristoffer Knudsen var der også lettelse at spore, da medaljerne var i hus.

– Jeg er virkelig glad. Jeg havde lige en tur op og ned ad trapperne herovre for at få lidt adrenalin ud af kroppen. Men jeg er vildt glad på holdets vegne. Spillerne gjorde det så godt i dag, sagde cheftræner Kristoffer Knudsen efter kampen, og fortsætter.

– Vi havde en forfærdelig oplevelse i går i semifinalen, hvor vi ikke ramte den. I dag viste spillerne ild i øjnene og noget trodsighed. Daniel Lundgaard og Mette Poulsens sejr var virkelig flot, og så er det super flot, at Benedicte Sillassen i så ung en alder kan komme ind og håndtere det hele og få en sejr. Vi sagde inden sæsonen, at vi ville op og have metal, og det har vi fået. I Skovshoved kigger vi altid efter guldet, men efter vores øv-kamp mod Vendsyssel i går, er jeg meget tilfreds med bronzemedaljerne i dag.

Klik her for at se flere detaljer fra bronzekampen

I den modsatte lejr er cheftræner Michael Kjeldsen naturligt ærgerlig over, at grundspilsvinderne fra Højbjerg/Via Biler ikke fik medaljer med fra VICTOR Final 4.

– Vi er alle sammen meget skuffet over hele weekenden, og at vi ikke får metal med hjem. Vi var ikke gode nok i den her weekend. Vi havde mange tætte kampe, og de faldt ikke ud til vores fordel. Så selvom vi vinder grundspillet, så må vi sige, at det er en skuffende sæson. Det er Final 4, der er vigtigt, så vi går herfra med en skuffelse i blodet, sagde Michael Kjeldsen efter kampen.

Bronzekampen lagde ud med begge mixeddoubler. Først vandt Kim Astrup/Selena Piek 21-18, 13-21, 21-17 over Lasse Mølhede/Sara Lundgaard, før Daniel Lundgaard/Mette Poulsen fik Joachim Fischer flyvende op af trænerstolen med deres sejr på 21-19, 19-21, 21-17 over Anders Skaarup/Rikke Søby.

Mads Christophersen og Rasmus Gemke gjorde begge forholdsvis kort proces mod henholdsvis Karan Rajan Rajarajan med 21-15, 21-16 og Ygor Coelho med 21-12, 21-13, og så var Skovshoved foran 3-1.

Klik her for at se resultaterne i grundspillet af Badmintonligaen

De to herresingler blev fulgt op med to nervepirrende damesingler.

18-årige Benedicte Sillassen og 21-årige Amalie Schulz stod over for hinanden i anden damesingle, og de to unge talenter gav tilskuerne et drama i tre sæt. Det blev afgjort i det tredje sæt med 22-20 til Sillassen, efter Schulz havde haft en matchbold.

Til sidst var det så Line Christophersen, som kunne afgøre det.

 

Bronzekampen: Højbjerg/Via Biler vs. Skovshoved: 1-5

  1. MD

Kim Astrup/Selena Piek vs. Lasse Mølhede/Sara Lundgaard: 21-18, 13-21, 21-17

  1. MD

Anders Skaarup/Rikke Søby vs. Daniel Lundgaard/Mette Poulsen: 19-21, 21-19, 17-21

  1. HS

Karan Rajan Rajaran vs. Mads Christophersen: 15-21, 16-21

  1. DS

Line Kjærsfeldt vs. Line Christophersen: 21-16, 27-29, 10-21

  1. DS

Amalie Schulz vs. Benedicte Sillassen: 19-21, 12-21, 20-22

  1. HS

Ygor Coelho vs. Rasmus Gemke: 12-21, 13-21

  1. HD

Kim Astrup/Anders Skaarup vs. Carsten Mogensen/Lasse Mølhede: Blev afbrudt

  1. HD

Mads Vestergaard/Karan Rajan Rajarajan vs. Daniel Lundgaard/Mads Christophersen: Blev afbrudt

  1. DD

Amalie Schulz/Selena Piek vs. Sara Lundgaard/Mette Poulsen: Blev ikke sat i gang



Tags: , , , , ,
Kategori: , , , , ,