Badmintonphoto

Skader forhindrer Antonsen og Søgaard i Sudirman Cup-deltagelse

May 9, 2023 14:00 Skrevet af

Lasse Mølhede træder ind i Danmarks Sudirman Cup-trup, som rejser af sted til Kina på onsdag.

 

Danmark må desværre undvære Anders Antonsen og Frederik Søgaard ved dette års Sudirman Cup – VM for blandede hold.

Begge spillere døjer med småskader, og dermed er de ikke klar til at kunne deltage ved mesterskabet, som begynder i slutningen af denne uge i den kinesiske by Suzhou.

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

Det ærgrer cheflandstræner Kenneth Jonassen, som sammen med landstræner Jesper Hovgaard udgør Danmarks landstrænerteam ved mesterskabet.

– Vi havde selvfølgelig håbet, at Frederik (Søgaard, red.) og Anders (Antonsen, red.) var blevet klar, men de har nogle småskavanker, som de ikke er blevet helt kvit. Vi skal som udgangspunkt kunne bruge alle spillere 100 procent, og derfor vurderer vi, at de ikke er konkurrencedygtige nok til at tage af sted. Samtidig ønsker vi heller ikke at forværre deres skadessituation. Det er vi selvfølgelig super ærgerlige over både på deres og vores vegne, siger Kenneth Jonassen.

I stedet for Søgaard og Antonsen har Badminton Danmarks sportslige ledelse udtaget Lasse Mølhede. Han var første omgang listet som non-travelling.

Læs også: 16 spillere udtaget til VM på hjemmebane

Skulle Lasse Mølhede komme på banen ved Sudirman Cup den 14.-21. maj, vil han debutere på Sudirman Cup-landsholdet.

Han har tidligere repræsenteret Danmarks herrelandshold ved Thomas Cup i 2022, hvor han hjalp Danmark frem til bronzemedalje.

Danmarks bedste badminton resultater ved Sudirman Cup er bronzemedaljer. De seneste kom i 2013.

 

Danmarks Sudirman Cup-trup består nu af følgende 13 spillere:

Herrer

Viktor Axelsen
Rasmus Gemke (kan få Sudirman Cup-debut)
Kim Astrup
Anders Skaarup
Lasse Mølhede (kan få Sudirman Cup-debut)
Mathias Christiansen
Mathias Thyrri

 

Damer

Mia Blichfeldt
Line Christophersen
Sara Thygesen
Maiken Fruergaard
Alexandra Bøje
Amalie Magelund

Non travelling: Line Kjærsfeldt

 

Stab

Kenneth Jonassen, cheflandstræner
Jesper Hovgaard, landstræner
Marlene Søby, fysioterapeut (Team Danmark)
Mads Brink, fysisk træner (Team Danmark)
Benjamin Jensen, præstationsanalytiker (Team Danmark)
Jens Meibom, team manager
Jonas Kildegaard, presse og kommunikation

Danmark spiller sin første kamp ved Sudirman Cup 2023 søndag den 14. maj klokken 11.00 dansk tid mod Singapore. Herefter venter Egypten tirsdag 16. maj klkken 11.00, før de forsvarende mestre fra Kina venter torsdag den 18. maj klokken 11.00.

Læs også: Danmark taber Sudirman Cup-kvartfinale til Kina: – Stor ære til spillerne

 

Fakta:

Sudirman Cup 2023 spilles i Kina den 14.-21. maj i Suzhou Olympic Sports Centre. Det er kun 50 km fra Kunshan Sports Centre, hvor det danske herrelandshold vandt Thomas Cup i 2016.

Danmark vandt senest en Sudirman Cup-medalje i 2013. Her blev det til bronze efter et semifinalenederlag til Kina på 1-3. Danmark har aldrig vundet Sudirman Cup.

 

De fire grupper til Sudirman Cup 2023:

Gruppe A: Kina, Danmark, Singapore, Egypten

Gruppe B: Indonesien, Thailand, Tyskland, Canada

Gruppe C: Malaysia, Taiwan, Indien, Australien

Gruppe D: Japan, Korea, Frankrig, England

Det bliver første gang nogensinde ved et Sudirman Cup, at Danmark møder Egypten. Det bliver samtidig blot anden gang, at danskerne skal op imod Singapore ved VM for blandede hold. Det eneste indbyrdes opgør går tilbage til 2013, hvor Danmark vandt 4-1.

Omvendt har Danmark mødt Kina otte gange og aldrig formået at slå den mest vindende Sudirman Cup-nation.

Klik her for at se Danmarks tidligere resultater ved Sudirman Cup

Danmarks spilleplan ved Sudirman Cup 2023:

Søndag den 14. maj klokken 11.00 dansk tid: Danmark-Singapore

Tirsdag den 16. maj klokken 11.00 dansk tid: Danmark-Egypten

Torsdag den 18. maj klokken 11.00 dansk tid: Danmark-Kina



Tags: , , , ,
Kategori: , , , ,