Danmark får sin første semiprofessionelle internationale dommer

af | jul 14, 2023

Den danske BWF-dommer Jacob Syndberg har fået jobbet som semiprofessionel dommer fra januar 2024 til og med december 2026. Det er en titel, der byder på flere turneringer, flere rejser og endnu mere badminton.

 

BWF har de seneste tre år afprøvet et nyt koncept, hvor de har samlet et hold af de bedste dommere i verden, som skal være til rådighed til mindst otte turneringer på World Tour’en om året, og som samtidig skal være ambassadører for dommergerningen.

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

Jacob Syndberg er nu, sammen med seks andre internationale dommere, blevet valgt til at skulle udgøre det nyeste hold af BWF semiprofessionelle dommere. For den danske badmintondommer med 32 års erfaring er det en god mulighed for at få endnu et step op ad trappen i sin dommerkarriere.

– Jeg har længe dømt på BWF-niveau og været med til alt, hvad der overhovedet kan dømmes, og jeg kan virkelig godt lide det. Jeg kan godt lide at sidde i de der svære situationer og arbejde med dem samtidig med at kunne håndtere det personlige i det. Nu bød muligheden sig for at få endnu mere af det og komme rundt i verden og dømme alle de spændende turneringer, så det takkede jeg ja til med det samme.

Klik her for at høre vores Badminton Danmark Podcast med Jacob Syndberg

 – Jeg ser det også som et kvalitetsstempel, at BWF har udvalgt en, der er selvfølgelig også en faktor, der hedder om man kan rent praktisk, men også at man er en vellidt dommer, som de gerne vil bruge. Så jeg tager det som ros og et rygklap, at de kan bruge det arbejde, man sidder og laver, fortæller Syndberg.

Læs også: Danske dommere klar til VM i Royal Arena

 Det er ikke kun dommergerningen i sig selv, der trækker hos Syndberg. Jacobs mange bekendtskaber og store fællesskab blandt dommerne, vægter han også højt.

– Jeg glæder mig til at være sammen med min badmintonfamilie. Jeg har både kendskab til spillere, referees og andre dommere. Jeg har venskaber rundt på hele kloden på baggrund af det og at få lov til at pleje det sociale aspekt, men bestemt også sporten og dommergerningen, det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg skal have vredet så meget ud af det, som jeg kan.

Jacob Syndberg har tidligere dømt ved blandt andet OL, VM, Denmark Open og All England. Han skal også dømme til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august.

Foruden de otte turneringer skal man som semiprofessionel dommer også være med til at assistere ved Super 100- og 300-turneringer samt lave udviklingsarbejde for andre dommere og støtte op om sporten. At være semiprofessionel dommer er et lønnet deltidsarbejde.

Stort tillykke til Jacob Syndberg med jobbet.