To danske sejre kom i hus i 4. runde ved ungdomsverdensmesterskabet i Spokane, USA. Begge sejre kom i mixeddouble fra Mike Vestergaard/Sofie Røjkjær og Otto Reiler/Amanda Aarrebro Petersen, der nu står overfor en kvartfinale.
Torsdag aften/natten til fredag dansk tid spillede danske talenter 4. runde ved UVM. Ud af seks kampe blev to af dem til sejre. Det er transitionstræner Jonas Lyduch godt tilfreds med, selvom der er plads til forbedring.
– Overordnet får vi to med i kvartfinalerne, som vi er tilfredse med. Man kunne godt have ønsket, vi var lidt tættere på i nogle af de andre kampe, selvom jeg syntes alle ydede en god indsats, fortæller Lyduch.
Vil du se verdensstjerner? Køb din billet til VICTOR DENMARK OPEN lige her
I de to sejre var de danske mixeddouble konstellationer småfavoritter, hvor begge par fik ros for, hvordan de håndterede netop det.
– Otto og Amanda skulle møde et engelsk par, hvor de var favoritter, men ikke storfavoritter, så det kan være lidt svært at håndtere. Det var det mentale, der var i højsædet. Men vi trak os heldigvis sejrrigt ud af kampen, siger Lyduch.
Samme situation befandt Mike Vestergaard/Sofie Røjkjær sig i, da de stod overfor et canadisk par.
– Vi kendte ikke canadierne super godt, men i tredje sæt får vi godt styr på dem og vinder 21-13. Der var nerver i spil, men jeg synes også, vi fortjente at vinde kampen, siger Lyduch.
Følg de danske kampe via livescore her
I kvartfinalen venter det førsteseedede kinesiske par for Otto Reiler/Amanda Aarrebro Petersen, hvor Mike Vestergaard/Sofie Røjkjær står overfor det tredjeseedede par. Begge par er oppe imod hård modstand og kan spille frit, lyder det fra Lyduch.
– Otto og Amanda står overfor en stor mundfuld mod de førsteseedede kinesere. Men de kan spille helt frit og tage en masse chancer. De har ikke rigtig noget at tabe. De har gjort det over al forventning, men opstår der en chance i kampen, skal vi tage den.
– Mike og Sofie har slået kineserne i Dutch Junior. Men vi skal være rigtig dygtige for at slå dem. Måske den kamp, hvor vi har de største chancer. Jeg håber, at begge par giver slip og giver den gas i kampe, vi ikke er favoritter i, afslutter Lyduch.
Danske resultater fra 4. runde
- Alexander Ringbæk – Muhammad Faiq (11.), Malaysia: 18-21, 7-21
- Mads Emil Monke – Wang Zi Jun (6.), Kina: 21-14, 11-21, 16-21
- Kajsa van Dalm – Gianna Stiglich (5.), Italien: 12-21, 21-17, 8-21
- Sofie Røjkjær/Maria Højlund Tommerup – Francesca Corbett/Allison Lee (3.), USA: 11-21, 8-21
- Mike Vestergaard/Sofie Røjkjær (13.) – Timothy Lock/Chloe Choi, Canada: 27-25, 15-21, 21-13
- Otto Reiler/Amanda Aarrebro Petersen – Oliver Butler/Chloe Dennis, England: 21-18, 21-19
Sværere skulle det gå de resterende fire kampe. Kajsa van Dalm og Mads Emil Monke var begge ude i tre sæt mod deres modstandere, hvor Alexander Ringbæk og Sofie Røjkjær/Maria Tommerup tabte i to sæt. Alle tabte til seedede spillere, hvilket også er med i forklaringen.
– Mads Emil Monke spiller et rigtig godt første sæt mod en kineser, hvor der bliver mere tro på tingene, men modstanderen er for god. Han var vanvittig hurtig. Overordnet en super indsats mod en rigtig, rigtig god spiller.
– Alexander spiller en udmærket kamp, hvor han er godt med i første sæt. Men er ikke rigtigt med i andet sæt. Der er ikke noget at være skuffet over, da han møder en rigtig god modstander, påpeger Lyduch.
Læs også: Unikt fællesskab hos linjedommere: Nærmest som en familie
I damesinglen med Kajsa van Dalm og damedoublen med Sofie Røjkjær/Maria Tommerup, havde Jonas Lyduch tidligere udtalt om forhåbninger til kampene, grundet tidligere godt spil under mesterskabet. Topniveauet blev dog desværre ikke ramt.
– I halvanden sæt rammer Kajsa desværre ikke det niveau, hun har vist i de første kampe. Men det skifter, og hun vinder andet sæt 21-17, og så kommer troen. Men i tredje sæt får hun en ærgerlig start og får ikke fundet tilbage ind i rytmen. Overordnet ikke noget at sætte på hendes indsats. Hun kæmper med, hvad hun har, nævner Lyduch.
Damedoublen skulle møde et velkendt par, som Danmark stod overfor sidste uge til holdmesterskabet.
– Vi havde lidt forhåbninger til den inden. Vi mødte dem i holdkampen og troede, vi var bedre forberedt. Vi havde måske regnet med, vi var lidt tættere på og spillet lidt bedre. Den var lidt ærgerlig at slutte af på. Men stor credit til amerikanerne, de spillede virkelig godt, afslutter Lyduch.
Danske kampe i kvartfinalen (spilles fredag aften kl. 20.00)
- Otto Reiler/Amanda Aarrebro Petersen – Zhu Yi Jun/Huang Ke Xin (1.), Kina
- Mike Vestergaard/Sofie Røjkjær (13.) – Liao Pin Yi/Zhang Jia Han (3.), Kina
Du kan få resultater fra alle kampe ved UVM lige her.
Der er desværre ikke nogen officiel livestream af kampene, men spillerne har lavet en gruppe på Facebook, hvor de forsøger at opdatere live. Den hedder ‘VM Spokane – livestream’, og du er velkommen til at følge med her.