Badmintonphoto
Badmintonphoto

Cathrine Rosengren sejrer overbevisende i første kamp ved VM i parabadminton

February 21, 2024 11:37 Skrevet af

Kun 21 minutter skulle Cathrine Rosengren bruge på at afgøre første gruppekamp ved årets verdensmesterskab i parabadminton i Thailand.

 

VM i parabadminton løber disse dage af stablen i Pattaya i Thailand. Blandt de mange dygtige para-atleter er vores egen dobbelte europamester og tredobbelte VM-bronzevinder Cathrine Rosengren at finde. 

Klik her for at få et overblik over Cathrine Rosengrens kampe ved VM

Rosengrens første modstander ved årets verdensmesterskab var hollandske Meike De Kraa. Hollænderen er et relativt ubeskrevet blad på dette niveau, og hun skulle ikke vise sig at volde Cathrine Rosengren de store problemer i deres første indbyrdes opgør. Danskeren vandt opgøret i to sæt med cifrene: 21-13,21-6. 

Klik her for at få et overblik over alle dagens kampe ved VM i parabadminton

– Der er tydelig niveauforskel på Cathrine og hendes modstander i dag. Da boldene først begyndte at køre, og Cathrine spillede mere frit, så var niveauforskellen tydelig, sagde landstræner Michael Rasmussen om Cathrine Rosengrens første gruppekamp ved årets VM.

Læs også:Rosengren sikrer sin tredje medalje i træk ved para-VM

Cathrine Rosengren har gang i en god periode med flere store resultater, og er qua de præstationer blevet seedet som nummer to ved dette års VM i parabadminton. I lejren omkring Cathrine, som foruden træner Michael Rasmussen ved dette VM også tæller en fysisk træner, er der ambitioner for dette mesterskab, men også mulighed for at finpudse og afprøve visse ting frem mod årets helt store mål. 

– At Cathrine er seedet to’er, vidner om det flotte kalenderår, hun har haft. Vi har stor respekt for feltet ved mesterskabet, og Cathrine har tabt til modstandere, der ved dette VM er seedet lavere end hende, og lodtrækningen efter gruppespillet kan gå hen og blive svær. Vi giver os også tid til at prøve nogle ting af og arbejde med nogle ting i løbet af ugen. Der ligger et PL (Paralympiske Lege) i år, som vi ser meget frem til, og arbejder os hen imod, sagde Michael Rasmussen om VM og årets helt store mål i Paris. 

I Rosengrens anden gruppekamp venter Mikaela da Costa Almeida fra Brasilien.

Hvis du vil følge Cathrine Rosengren og de andre dygtige parabadminton-spillere, så kan du følge alle kampene live på BWF’s YouTube kanal.



Tags: , , ,
Kategori: , , , ,