Privatfoto

2. nominerede til Talentprisen: Martin Røjkjær Kjøbsted

April 3, 2024 09:12 Skrevet af

For niende gang skal vinderen af Badminton Danmarks Talentpris findes. Formålet med prisen er at sætte fokus på og anerkende det store talentarbejde, der bliver gjort i dansk badminton.

 

– Jeg blev lidt overrasket, for jeg har været med i gamet i mange år. Jeg bliver bare glad og stolt, for når jeg ser på de trænere, der har været nomineret og vundet, så er det nogle gode navne, sagde nominerede Martin Røjkjær Kjøbsted.

Martin Røjkjær Kjøbsted har i sine mange års engagement med badminton i Nordjylland arbejdet med nogle af de største og mest lovende talenter i sporten på tværs af landet. Røjkjær har haft stor indflydelse på udviklingen hos dygtige ungdomsspillere som, Jeppe Bruun,  Kajsa Van Dalm, datteren Sofie Røjkjær og landsholdsspilleren Magnus Johannesen. Det store og flotte stykke arbejde med morgendagens badmintonstjerner belønnes i år med en nominering til Badminton Danmarks Talentpris.

Læs også: 1. nominerede til Badminton Danmarks Talentpris: Sune Gavnholt

Martin Røjkjær Kjøbsted er senior-cheftræner i Aalborg Triton, og det er selvsamme klub, der har indstillet ham til Badminton Danmarks Talentpris. Dog er de ikke ene om at være af det synspunkt, at Kjøbsted fortjener den hæder. Regionens afdeling Badminton Nordjylland har nemlig også indstillet ham, med bevæggrundene, at han er med til at styrke badminton fællesskaber, skabe et trygt træningsmiljø og er i øjenhøjde med alle han møder i sit virke som træner i det nordjyske.

– Når man gør et stykke arbejde, og man gør det bedste man kan, så er jeg selvfølgelig glad for, at Badminton Nordjylland lægger mærke til, hvad det er, jeg går og laver. Klubben ved jo godt, hvad man står inde for, og hvad man går og arbejder med, men Badminton Nordjylland ved ikke hundrede procent, hvad der sker i klubben. Måske gennem de store resultater jeg har været en del af, så tror jeg, at det er det der gør, at de synes, at jeg skulle indstilles. Jeg er glad for, at Badminton Nordjylland også har set det, jeg går og laver, sagde Martin Røjkjær Kjøbsted om de to indstillinger.

Klik her for at læse mere om Badminton Danmarks Talentpris og om kriterierne bag

Martin Røjkjær Kjøbsted er en bærende kraft i både Aalborg Triton, hvor han som sagt er cheftræner for seniortruppen og Brønderslev Badminton Club hvor han er ungdomstræner. Kjøbsted har som før nævnt været en stor del af udviklingen hos nogle af dansk badmintons største talenter, men det er ikke kun arbejdet med eliten, der driver ham.

– Når man er i Nordjylland, så kan man ikke tillade sig kun at kigge på de bedste. Vi er et lille område. Kan vi lave elitespillere, så er vi naturligvis stolte af det, men vi skal have bredden med, for det er dem, der danner klubberne heroppe. Det er rigtig vigtigt for mig, at jeg har det hele med. Det er vigtigt for mig, at jeg kan give hver enkelt, det de gerne vil have, fortalte Martin Røjkjær Kjøbsted om sit daglige virke som træner.

Vinderen af Badminton Danmarks Talentpris 2024 bliver kåret i forbindelse med VICTOR UDM den 14. april.

 

Tidligere vindere af Badminton Danmarks Talentpris

2023 – Ann Nielsen, Lillerød

2022 – Tanja Berg, Værløse

2021 – Thomas Nielsen, abc Aalborg

2020 – Jakob Poulsen, Solrød Strand Badmintonklub

2019 – Lennart Engler, Odense BK

2018 – Michael Kjeldsen, Højbjerg Badmintonklub

2017 – Steen Thomsen og Peter Nedergaard, Kolding BK

2016 – Preben Nørgaard, Solrød Strand Badmintonklub



Tags: , ,
Kategori: , , ,