Badmintonphoto
Badmintonphoto

12 danske sejre i torsdagens kampe ved EM

April 11, 2024 19:03 Skrevet af

Torsdag har 16 danske spillere/par været i aktion ved det individuelle EM, der afholdes i Saarbrücken i Tyskland – nogle for første gang, mens andre spillede om en plads i semifinalen. I alt er 12 danske spillere/par gået videre til i morgen, hvor der spilles kvart- og semifinaler. 

På en dag, hvor der er hele 12 danske sejre at glæde sig over, er der alligevel to sejre, som stikker særligt ud for cheflandstræner Kenneth Jonassen.

– Jeg synes især, at Jesper Toft og Andreas Søndergaard spiller en rigtig flot herredouble mod de franske Popov-brødre, som på papiret kune siges at være favoritter, idet de var seedede. Og så synes jeg også, at Mathias og Alexandra spiller en flot kvartfinale mod et velspillende engelsk par i Marcus Ellis og Lauren Smith, lød det fra cheflandstræneren, efter den sidste danske kamp var færdigspillet.

Derudover hæfter Kenneth Jonassen sig ved, at alle de danske spillere/par nu er kommet i gang ved EM. I dag var både Maiken Fruergaard/Sara Thygesen, Frederik Søgaard/Rasmus Kjær og Kim Astrup/Anders Skaarup nemlig i aktion for første gang ved EM i Saarbrücken. For alle tre par blev det til en sejr i åbningskampen.

Vil du se verdensstjernerne i aktion? Klik her for at tilgå billetsalget til VICTOR DENMARK OPEN 2024

Alligevel er der også to hårde nederlag, som fylder for cheflandstræneren på en dag med mange gode danske kampe, idet hverken Mia Blichfeldt eller Magnus Johannesen formåede at leve op til favoritværdigheden og vinde deres ottendedelsfinale. Den unge Magnus Johannesens kamp blev lidt af en gyser i tredje sæt, hvor han leverede et flot comeback efter at have været bagud 10-15 – men desværre måtte han se sig slået med 21-19 af sin modstander fra Aserbajdsjan.

– Det er et flot comeback, Magnus leverer, men han får det desværre ikke fuldendt. Marginalerne var der ikke, og blandt andet taber han på en netruller, der bliver på hans side. Men det er selvfølgelig en stor skuffelse og superærgerligt, når han kæmper sig så flot tilbage.

– For Mias vedkommende lykkedes det hende ikke, set over tre sæt, at finde det rette niveau konstant nok. Det bliver for meget op og ned for Mia, der løber tør for gode løsninger derinde. Og så gælder det for både Mia og Magnus, at de møder en velspillende modstander, der griber chancen på en dag, hvor hverken Mia eller Magnus spiller deres bedste.

– Jeg glæder mig både over sejrene i dag, hvor flere spiller virkelig flot. Men samtidig ved jeg også, at det er hårdt at rejse hjem fra Tyskland uden at have opnået det, som man har trænet for og håbet på at opnå her til EM. Det er sport i sin nøddeskal – der vil altid både være noget, vi kan glæde os over, og andre vi må være skuffede sammen med, lød det fra cheflandstræner Kenneth Jonassen.

Læs også: Stor dansk onsdag ved EM: Alle danske spillere sejrer i Tyskland

Få et overblik over dagens danske resultater her:
Julie Dawall Jakobsen (8.) – Tereza Svabikova: 21-16, 21-8
Mia Blichfeldt (2.) – Rosy Oktavia Pancasari: 21-19, 15-21, 12-21
Mathias Christiansen/Alexandra Bøje (1.) – Marcus Ellis/Lauren Smith (5.): 21-15, 21-18
Magnus Johannesen (6.) – Ade Resky Dwicahyo: 19-21, 21-12, 19-21
Line Kjærsfeldt (3.) – Ozge Bayrak: 21-13, 21-15
Daniel Lundgaard/Mads Vestergaard (7.) – Callum Hemming/Ethan van Leeuwen: 20-22, 16-21
Andreas Søndergaard/Jesper Toft – Christo Popov/Toma Popov (8.): 21-8, 21-13
Maiken Fruergaard/Sara Thygesen (1.) – Anna Kupca/Jekatarina Romanova: 21-6, 21-10
Rasmus Gemke (5.)– Tobias Kuenzi: 21-15, 21-11
Viktor Axelsen (1.) – Kalle Koljonen: 21-14, 21-9
Mathias Thyrri/Amalie Magelund (4.) – Jesper Toft/Clara Graversen: 21-19, 21-17
Rasmus Kjær/Frederik Søgaard (2.) – Ruben Garcia/Carlos Piris: 21-7, 21-10
Line Christophersen (6.) – Agnes Korosi: 21-17, 21-15
Kim Astrup/Anders Skaarup Rasmussen (1.) – Ivan Rusev/Ilian Stoynov: 21-16, 21-13
Anders Antonsen (2.) – Marc Caljouw: 21-18, 21-11

Klik her for flere resultater fra EM

I morgen venter endnu en dag ved EM med masser af danske kampe. I mixeddouble gælder det allerede semifinalerne, mens der i de resterende fire kategorier spilles kvartfinaler. Der er dansk deltagelse i begge semifinaler, hvor Christiansen/Bøje møder hollandske Tabelling/Piek, der i marts måned stod i semifinalen ved All England, mens Thyrri/Magelund får fransk modstand i form af andenseedede Gicquel/Delrue.

– Det er to topklassemodstandere, der venter os i semifinalerne i morgen. Tabeling og Piek har spillet noget af deres bedste badminton det seneste stykke tid, men forhåbentligt kan det lykkedes os at få revanche fra sidste års European Games semifinale. Thyrri og Amalie skal op imod franskmændene, der helt sikkert er favoritter, men det bliver spændende at se, hvor ondt vi kan gøre på dem, sagde cheflandstræneren forud for morgendagens kampe.

Se fredagens program her

For første gang ved dette EM kan du følge med på TV2 Play i morgen. De sender dog først fra kl. 19.

Vil du gerne se de kampe, der spilles tidligere, kan du følge med på BadmintonEurope.tv.



Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
Kategori: ,