De danske kvinder havde noget af en opgave foran sig, da de tidligt torsdag morgen stod overfor de kinesiske verdensstjerner og hjemmebanefavoritter i kvartfinalen ved Uber Cup. Overraskelsen udeblev desværre, og med et 0-3 nederlag er Danmark nu ude af Uber Cup.

 

– Jeg er lidt skuffet over, at det er overstået, var den første reaktion fra landstræner Jesper Hovgaard, efter Danmarks exit ved Uber Cup-turneringens 2024-udgave var en realitet.

De danske kvinder mødte tidligt torsdag morgen verdensstjernerne fra værtsnationen Kina, og selv om man blandt andet havde forsøgt sig med en alternativ konstellation i første damedouble, var det desværre ikke nok til at levere den overraskelse, som der skulle til for at slå hjemmebanefavoritterne. Heller ikke i damesinglerne var der sejre at hente i dag, og det blev altså således til et nederlag på 3-0.

– Det bliver måske lidt for hurtig en holdkamp derinde i dag. Man går lidt og drømmer om, at vi kan drille dem, og selvfølgelig er det også fede kampe, når man møder Kina på hjemmebane, så vi vil gerne have så mange af dem som muligt. Så ja, skuffet over at det er overstået, og at vi taber med 3-0, sagde Jesper Hovgaard efter kampen.

Køb billetter til VICTOR Ligafinalen 2024 her

Første dansker i ilden var Line Kjærsfeldt, der stod overfor den regerende olympiske mester og verdens nr. 2, Chen Yufei. Kineseren blev også for stor en mundfuld for danskeren, der tabte med 10-21, 12-21.

– Jeg synes, at det er en god udgave af Chen Yufei i dag, som ikke giver noget som helst ved dørene. Hun håndterer forholdene godt og sørger for at spille banen stor og får taget brodden og tempoet ud af Line fra starten af. Det er bare høj klasse af hende. Hun er rigtig omhyggelig og får knækket Line fra starten af begge sæt, og hun er god til at spille Line mindre god. Omvendt så synes jeg heller ikke, at Line kommer i nærheden af det niveau, som vi kan forvente os og af og tit ser fra hende. Så det er ærgerligt, men stor klasse af modstanderen, lød det fra landstræner Jesper Hovgaard efter holdkampen.

Læs også: Så er det nu: Billetsalget til VICTOR DENMARK OPEN 2024 er i gang

De næste, der skulle prøve at få en sejr til Danmark, var den til lejligheden sammensatte konstellation med Alexandra Bøje og Maiken Fruergaard. De mødte verdensetterne Chen Qing Chen/Jia Yi Fan, og det blev til endnu et to sæts nederlag, denne gang med cifrene 12-21, 15-21.

– Man går lidt og drømmer, når man sætter sådanne konstellationer sammen, at det vil blive noget instinktivt og noget friskt. Det synes jeg, at vi så i perioder, men jeg synes også, at vi i perioder så, at de var tyngede derinde af, hvor svært det var, og de havde svært ved at finde løsninger, sagde Jesper Hovgaard.

Læs også: VM for hold og EM i badminton på dansk jord i 2025 og 2026

Dermed var Danmark presset til sejr i næste kamp, hvis det ikke skulle blive et nederlag efter de første tre kampe. Det var op til Line Christophersen, og hun mødte endnu en verdensstjerne fra Kina i verdens nummer seks, He Bing Jao. Selv om danskeren var tæt på at vinde et sæt, blev det til endnu et to sæts nederlag, med cifrene 16-21, 20-22.

– Supergod præstation. Også en rigtig velspillet badmintonkamp. Jeg synes, at Line spiller meget modent, men jeg synes også, det er stærkt, at hun kommer ind på 0-2 mod så dygtig en modstander og spiller kampen på den her måde. Hun er både sej derinde og står imod rigtig meget godt fra He Bing Jao, men samtidig ser man også Line spille på egne kvaliteter derinde og få mere tro på det igennem kampen. Så det var godt at se, var ordene fra landstræner Jesper Hovgaard.

Følg med i de øvrige Uber Cup-resultater her

Med nederlaget til Kina er de danske kvinder altså færdige ved dette års Uber Cup, men at de spillede sig i kvartfinalen, betyder samtidig, at de opnåede målsætningen for mesterskabet.

– Selvfølgelig er målsætningen opfyldt, men jeg har det lidt blandet. Det gik nemmere mod USA end forventet, og jeg synes, at de spiller en god holdkamp mod Korea. Men så synes jeg, at det går en smule for hurtigt derinde i dag.

– Vi er langt fra Kina, men vi er ikke nødvendigvis så langt fra de andre, var konklusionen på mesterskabet fra landstræner Jesper Hovgaard efter nederlaget til Kina.

Læs også: Bliv klogere på de danske landshold til Thomas & Uber Cup

De danske herrer mangler stadig at spille deres kvartfinale ved Thomas Cup. De møder Taiwan i morgen kl. 11, og du kan følge kampen på TV2 Sport og TV2 Play.