Det blev til to gange danske sejre på finaledagen ved Malaysia Masters, efter både Kim Astrup/Anders Skaarup og Viktor Axelsen i dag har spillet sig til sejr i super 500-turneringen. – Jeg synes, at de har været det bedste herredoublepar i denne uge, sagde landstræner Anders Kristiansen om Astrup/Skaarups sejr.
I et forsinket program måtte vi vente længe på den fjerde finale, hvor vi fik de første danskere på banen på finaledagen ved årets Malaysia Masters. De første danskere, der skulle spille finale, var Kim Astrup og Anders Skaarup, som netop er blevet kåret som årets mandlige spillere ved Badminton Europes årlige prisuddeling for deres fænomenale 2023. I dag havde de muligheden for at tage deres første World Tour-sejr i 2024.
De var oppe imod det koreanske par, Jin Yong/Na Sung Seung, som i kvartfinalen slog de førsteseedede hjemmebanefavoritter, Chia/Soh. Koreanerne kom flyvende fra start, og de kom hurtigt foran. Efter 8-13 i koreanernes favør bed danskerne sig dog langsomt mere og mere fast, og ved 15-15 var første sæt helt lige. Fra 15-17 tog danskerne dog fire point i træk, og de fortsatte det gode spil til en sejr på 21-18 i første sæt.
– I første halvdel af første sæt sidder vores spil ikke, som det skal. Men vi bliver ved med at prøve at få de rigtige ting med og hænger i. Det tror jeg, sætter sig i koreanerne, der taber troen, hvorimod Kim og Anders vokser i det, lød det fra landstræner Anders Kristiansen, der i denne uge har været træneren med hovedansvaret for Kim og Anders’ kampe.
Læs også: Her er årets danske vindere ved Badminton Europe Awards 2024
I andet sæt var der aldrig rigtig tvivl om tingene, hvor danskerne virkede klart overlegne. Anders Skaarup slog bolden i jorden til en sejr på 21-14, hvorefter danskerne brød ud i jubeldans.
– Jeg tror, at nøglen til kampen rigtig meget ligger i første sæt. Kim og Anders får en masse selvtillid i, at det lykkes, selv om tingene ikke kørte supergodt, og den selvtillid tager de med sig ind i andet sæt.
Med sejren i dag blev Kim Astrup/Anders Skaarup den første danske herredouble nogensinde til at vinde Malaysia Masters. Titlen var danskernes 8. World Tour titel i karrieren.
– Sejren i dag er meget fortjent med det arbejde, som Kim og Anders ligger for dagen. Jeg synes også klart, at de har været det bedste herredoublepar i denne uge, sagde Anders Kristiansen efter kampen.
Læs også: Danskerne veksler tre semifinaler til to finaler ved Malaysia Masters
I dagens sidste finale var der ligeledes dansk deltagelse i form af verdensetteren Viktor Axelsen, der stod i sin første finale i 2024. Finalen stod mellem den høje dansker og hjemmebanefavoritten Lee Zii Jia.
Axelsen kom tordnende fra start og spillede sig uden slinger i valsen på en 11-2 føring. Det gode spil fortsatte resten af sættet, som han vandt med hele 21-6.
Det var dog en helt anden udgave af Lee Zii Jia, der stillede til start i andet sæt. Ved opholdet var malaysieren foran med 11-4, til stor glæde for de tusindvis af malaysiske badmintonfans der var mødt op i hallen. Axelsen sørgede dog for, at der var spænding til det allersidste i andet sæt, men formåede ikke at fuldende det store comeback, der blev til et nederlag på 20-22 i andet sæt.
Dermed skulle kampen ud i et afgørende tredje sæt. Med et hårdt hopsmash spillede Viktor Axelsen sig på syv matchbolde, og han udnyttede den første. Efter mere end en times spil lykkedes det altså Viktor Axelsen at vinde sin første titel i år med en sejr på 21-13 i tredje sæt.
Se flere resultater fra turneringen her
I næste uge fortsætter turneringerne i Asien med super 750-turneringen Singapore Open, hvor flere danskere også stiller til start. Se programmet her.