Tirsdag den 7. maj løb VICTOR Ligafinalen af stablen i Frederiksberg Hallen. Over 1.000 tilskuere var med til at sikre en fantastisk stemning til finalekampen mellem Højbjerg/Via Biler og Skovshoved. Efter en intens og spændende holdkamp kunne Højbjerg/Via Biler løfte guldet. – En god reklame for vores sport, siger eventchef Brian Moesgaard om arrangementet.

 

Frederiksberg Hallen dannede tirsdag den 7. maj ramme om VICTOR Ligafinalen, hvor over 1.000 fans og tilskuere var mødt op for at overvære holdkampen mellem Højbjerg/Via Biler og Skovshoved. Ligafinalen bød på masser af spænding og intensitet, og spillere og publikum sørgede for en fremragende atmosfære i Frederiksberg Hallen.

– En fantastisk ligafinale i Frederiksberg Hallen. Efter et par år med Final4 i Brøndby Hallen, hvor outcomet ikke helt har stået på mål med anstrengelserne, var vi tilbage ved semifinaler i klubberne og en enkeltstående finalekamp i Frederiksberg Hallen. Vi oplever, at der igen blev pustet liv i Ligafinalen med masser af tilskuere, spænding, passion og en fantastisk finale mellem Højbjerg/Via Biler og Skovshoved. En god reklame for vores sport, lyder det fra eventchef Brian Moesgaard.

Kulminationen på aftenen blev, da Anders Skaarup/Karan Rajan Rajarajan fra Højbjerg/Via Biler sikrede sig sejren over Skovshoveds Mikkel Mikkelsen/Mads Christophersen i anden herredouble og dermed sendte guldet til den østjyske klub – til stor begejstring for de mange medrejste fans.

Det var første gang siden 1987, at Højbjerg/Via Biler vandt det danske mesterskab, samt tredje gang i alt. Sølvet gik til Skovshoved, mens Vendsyssel tog sig af bronzemedaljerne.

Stort tillykke med guldet til Højbjerg/Via Biler!

Læs også: Højbjerg/Via Biler vinder VICTOR Ligafinalen

Se resultaterne fra holdkampen her (spillerne fra Højbjerg/Via Biler er angivet først):

  • MD: Jesper Toft/Amalie Magelund vs. Mikkel Mikkelsen/Sara Lundgaard: 21-13, 21-11
  • MD: Mads Vestergaard/Selena Piek vs. Joel Eipe/Mette Poulsen: 21-14, 18-21, 21-13
  • HS: Jakob Houe vs. Mads Christophersen: 19-21, 16-21
  • DS: Amalie Schulz vs. Benedicte Silassen: 17-21, 21-17, 12-21
  • DS: Line Kjærsfeldt vs. Line Christophersen: 21-14, 13-21, 21-18
  • HS: Ygor Coelho vs. Rasmus Gemke: 21-18, 10-21, 12-21
  • HD: Jesper Toft/Mads Vestergaard vs. Daniel Lundgaard/Joel Eipe: 22-20, 18-21, 22-20
  • HD: Anders Skaarup Rasmussen/Karan Rajan Rajarajan vs. Mikkel Mikkelsen/Mads Christophersen: 21-16, 21-13

Højbjerg/Via Biler vs. Skovshoved: 5-3

Vil du også opleve den fede stemning? Køb billetter til VICTOR Denmark Open 2024 her.

Om VICTOR Ligafinalen:

VICTOR Ligafinalen er kulminationen på Badmintonligaen, hvor sæsonens to bedste hold mødes i intense rammer efter at have kæmpet sig gennem grundspillet. Her mødes de i en intens finale til VICTOR Ligafinalen, hvor sæsonens bedste danske klubhold skal findes.

Vinderen af VICTOR Ligafinalen kan kalde sig danmarksmester, og klubben får indgraveret sit navn på vandrepokalen – ligesom alle vinderklubberne har fået siden 1950. I 2023 var det Vendsyssel, der løb med sejren over Team Skælskør-Slagelse i finalen, mens Skovshoved snuppede sejren i bronzekampen.