En flot dansk uge i Singapore nåede sit endeligt lørdag: – Vanvittigt flot uge

af | jun 1, 2024

Singapore Open - Mads Vestergaard - Christine Busch - Mixeddouble - Badmintonphoto

Badmintonphoto

En stor dansk semifinale dag i Singapore stod for døren. Det skulle have været tre kampe med dansk deltagelse, men Viktor Axelsen var desværre nødt til trække sig med skade, og tre kampe blev til to.

 

Mads Vestergaard/Christine Busch har leveret på et tårnhøjt niveau hele ugen, og lørdag skulle de forsøge at veksle deres første Super 750 semifinale til en finaleplads. Modstanderen hed Yang Po-Hsuan/Hu Ling Fang fra Taiwan. Taiwanerne ligger nummer 28 på verdensranglisten, mens vores danske par ligger nummer 29, der var lagt i ovnen til et spændende opgør.

Vil du se verdensstjernerne i aktion? Klik her for at tilgå billetsalget til VICTOR DENMARK OPEN 2024

Opgøret startede lige så intenst som håbet med flere tempofyldte dueller. Taiwanerne var marginalt bedre mod første sæts ophold, hvor de førte med 9-11. Første sæt havde fortsat tæt islæt, men det lykkedes ikke Vestergaard/Busch at lukke forspringet, og Taiwanerne vandt første sæt med 17-21. I kampens andet sæt trak Taiwanerne mere fra end i opgørets første, omend den danske mixeddouble bed fra sig.  Yang Po-Hsuan/Hu Ling Fang lukkede kampen 12-21.

– I første sæt står de på den svære side og har ekstremt meget medvind. Så er det faktisk som om, der bliver slukket for airconditionen i andet sæt, og så har de lige pludselig ikke så meget modvind, og de andre har slet ikke den medvind, hvor de ikke kan styre den, og så bliver vi buldret lidt over, og gassen går lidt af ballonen synes jeg, sagde landstræner Thomas Stavngaard om Vestergaard/Busch semifinale og forholdene i hallen.

Læs også: To danske titler ved Malaysia Masters 2024: – Det er meget fortjent

Mads Vestergaard/Christine Busch har spillet en fænomenal turnering i Singapore. Mads Vestergaard startede desuden ugen med at slå verdensetteren i herredouble Rankireddy/Shetty med sin herredouble-makker Daniel Lundgaard, inden han og Christine Busch spillede sig i semifinalen. Det vækker stolthed og optimisme hos landstræneren. 

– Det er rart for dem at se, at de kan slå nogle gode par. Det er svære forhold, så jeg håber bare, at de har troen på, at de godt kan vinde i de her forhold. Vanvittigt flot uge, og flot at komme til Singapore, måske et af de sværeste steder at spille, hvor det blæser lige så meget, som hvis du står og spiller ude i haven, sagde Stavngaard om parrets flotte uge i Singapore.

Læs også: Her er årets danske vindere ved Badminton Europe Awards 2024

Dagens anden danske kamp stod mellem sidste uges danske Malaysia Masters vindere Kim Astrup/Anders Skaarup og årets All England vindere Fajar Alfian/Muhammad Ardianto fra Indonesien. Statistikken var før kampen med danskerne, der førte 4-2  indbyrdes.

Indoneserne lagde bedst ud og havde Astrup/Skaarup i tovene i første sæt, som Alfian/Ardianto vandt med 11-21. Rollerne var vendt i andet sæts begyndelse, hvor Astrup/Skaarup havde den klare overhånd. Astrup/Skaarup tvang semifinalen i tre sæt med cifrene 21-16. Tredje sæt havde et jævnbyrdigt udgangspunkt, og den første håndfuld bolde bølgede frem og tilbage dog med Indonesisk fortegn. Indoneserne opbyggede et forspring, som det aldrig lykkedes Astrup/Skaarup at indhente. Alfian/Ardianto lukkede kampen med: 12-21.

– Jeg synes, at vi kommer til at give for meget fart på i tredje bold, og vi er ikke helt lige så skarpe som i går til at spille den rigtige retning. Vi er lidt udisciplinerede i dag. Når det så er sagt, så synes jeg, at det er ekstremt flot, at de kommer igen i andet sæt, for vi bliver kørt midt over i første sæt, og det er på lige så meget fight og gejst, som det er på klogt spil, at vi kommer igen i andet, sagde landstræneren om Astrup/Skaarups opgør mod indoneserne.

Forinden dagens semifinale var Astrup/Skaarup ubesejret i otte kampe i streg, og det er noget der luner i forhold til formen og seedningen frem mod årets helt store mål: De Olympiske Lege i Paris. 

– Der er en god stemning. Vi ligger og kæmper om den her seedning, hvor vi ikke kunne bruge det her resultat til noget. Vi kan både selv afgøre det, og de andre kan afgøre det for os, for alle top-parrene mister nogle point, så den sejr de får i sidste uge er totalt vigtig, og den sejr de tager i går er ekstremt vigtig, for det er de par vi skal holde bag os, sagde Stavngaard om Astrup/Skaarups form og OL-seedning og aspirationer.

 

TV2 Sport sender søndagens finaler i Singapore fra kl.8.00. Klik her for TV2s sendeplan.