Hvert år kårer Badminton Danmark og DGI Badminton: Årets Træner, Årets Ildsjæl og Årets Klub. Dette års nominerede til Årets Badmintontræner er: Pernille Andersen fra SIK Skibby, Alexander Søndergaard Nimeh fra Hjallerup og Thor Christtreu fra Ribe Badminton Club.
Køb billet til EM 2025 i Horsens!
Hvis man er Årets Badmintontræner, er man en træner, der bidrager til et stærkt træningsmiljø og er med til at udvikle hele spillertruppen både sportsligt, menneskeligt og socialt. Derudover har man et godt overblik i klubben på alle parametre, her i blandt forældre, frivillige og andre afdelinger.
Årets nominerede til Årets Badmintontræner bæger præg af en stærk passion for sporten og et stort engagement som træner.
Læs også: Vinderne af Årets Ildsjæl, Årets Badmintonklub, og Årets Badmintontræner 2024 er fundet
De tre nominerede er:
Pernille Andersen fra SIK Skibby
- Pernille er nomineret for sin flid og optimisme. Hun har lagt mange kræfter i at få klubben på sporet igen, hvilket ses i klubbens fremgang og hold udfyldning. Derudover har hun stor tiltro til, at den nylige klubsammenlægning nok skal lykkedes. Hun træner hold for 1. og 2. klasse, og hun er et stort virkemiddel for, at børnene melder sig til både turneringer og holdkampe.
Alexander Søndergaard Nimeh fra Hjallerup
- Alexander er nomineret for sit engagement og sin evne til at tilpasse sine hold. Han har tre hold, der er fordelt på både alder og niveauer, og han er særdeles god til at gøre hver træning til en unik oplevelse. Derudover er hans arbejde med hjælpetrænerne også bemærkelsesværdigt, da han her er med til at sikre fremtidige engagerede trænere. Alexander er dermed ikke blot en træner men også en mentor, rollemodel og inspirationskilde.
Thor Christtreu fra Ribe Badminton Club
- Thor er nomineret for sin passion for sporten og hans evner som træner af forskellige typer hold. Han er en træner, der gerne vil hjælpe, selv med de trivielle ting, og han formår at få alle med på sine hold. Han har formået at skabe et træningsmiljø, der både motiverer og udfordrer spillerne, og så har han været med til at skaffe et forløb med en mentaltræner til talent- og seniorholdet, der skal sætte fokus på evnen til at værdsætte udviklingen og ikke kun resultaterne.
I år bliver vinderne offentliggjort på Badminton Danmarks hjemmeside og sociale medier i perioden 1.- 7. februar 2025. Derudover vil vinderne bliver hyldet den 8. februar 2025 på finaledagen ved Victor DM 2025.
Stort tillykke til de tre nominerede!