Efter en forrygende holdkamp af det danske damelandshold, står vores skarpe Uber Cup-trup nu klar til kvartfinalen.
Med alt på spil gik vores damelandshold ind og leverede en brandkamp, som sikrede dem en billet til kvartfinalerne.
Forum Horsens lagde igen i dag kulisse til verdensklasse fjer, hvor hele seancen blev afrundet på fornemmeste vis af det danske Uber Cup-hold. I dagens holdkamp vandt de danske damer fire af fem kampe.
Det resultat bringer Danmark videre som to’er i gruppen, der bestod af Kina, Indien og Ukraine.
Klik her for at se alle resultater og kampprogrammet ved Thomas & Uber Cup
Amalie Cecilie Kudsk/Mette Werge lukkede ballet med en fornem sejr i to sæt mod Sofiia Lavrova/Mariia Stoliarenko på 21-14, 21-10.
– Jeg synes, at vi giver den god gas, og jeg synes, at vi leverer en rigtig god kamp. Jeg synes, at hele holdet leverer rigtig godt. Jeg er super tilfreds, fortæller Mette Werge
Kvartfinalepladsen giver grund for glæde og optimisme i den danske lejr, og den skarpe førstedouble ser frem til at spille kvartfinale på hjemmebane.
– Det bliver virkelig fedt. Vi havde håbet på det men måske ikke helt regnet med det. Det er helt fantastisk, at det sker. Det bliver en stor oplevelse, og vi glæder os meget, siger Amalie Cecilie Kudsk.
Danmark – Ukraine resultater:
Line Christophersen – Polina Buhrova: 21-12, 19-21, 15-21
Line Kjærsfeldt – Sofiia Lavrova: 21-10, 21-9
Amalie Schulz – Mariia Stoliarenko: 21-12, 21-4
Alexandra Bøje/Simona Pilgaard – Raiia Almalalha/Anastasiia Alymova: 21-6, 21-6
Amalie Cecilie Kudsk/Mette Werge – Sofiia Lavrova/Mariia Stoliarenko: 21-14, 21-10.
Danmarks kvartfinalemodstander bliver fundet ved lodtrækning efter de sidste gruppekampe i årets Uber Cup. De danske herrer spiller sidste gruppekamp onsdag.

