Bliv træner
Det er sjovt at spille badminton, og badmintontræningen skal være god, sjov og spændende. Derfor skal træningen planlægges og gennemføres, så træningen er alders- og niveausvarende, udfordrende og varierende, giver succesoplevelser og vækker nysgerrighed – og måske allervigtigst: at træneren opleves som engageret og anerkendende. Se også en video om det at være badmintontræner nederst på siden.
Badminton Danmark tror på, at:
- flere og bedre trænere giver (flere) glade og dygtige badmintonspillere
- flere og bedre trænere giver positiv klubudvikling.
- flere og bedre trænere giver et fundament for udvikling af verdens bedste trænere.
Badminton Danmark og DGI Badminton har en ambition om at udvikle og tilbyde uddannelse til alle trænere på alle niveauer. Vi mener, at vejen frem er mere uddannelse til alle badmintontrænere.
Nedenfor finder du en oversigt over badmintonsportens træneruddannelser.
Basistræneruddannelsen
Bliv badmintontræner
Her kan alle trænere starte deres træneruddannelse. På uddannelsen får træneren viden om børns udvikling og forudsætninger samt færdigheder indenfor teknisk og fysisk-motorisk træning, således at træneren kan planlægge, tilrettelægge og gennemføre børnevenlig træning.
Vælg mellem:
- Hjælpetrænerkursus 1 og 2 er to éndagskurser og er for dig, der skal være hjælpetræner
- Trænerkursus 1 til 3 er en grunduddannelse i badminton fordelt på tre weekendkurser. Det er for dig med spiller- eller trænererfaring, som har ansvaret for dit eget hold
- Frivillig badmintontræner-kurset er et lynkursus, hvor du på 4-6 timer får de basale redskaber, der skal til for at lave en god badmintontræning for børn og unge. Kurset er for dig, som har begrænset eller ingen erfaring med badminton eller at være træner
Læs mere om Badmintonsportens træneruddannelser her
Klik her for at finde det trænerkursus som passer dig (kræver login)
Talenttræneruddannelsen
Uddannelsens omdrejningspunkt er træning af unge konkurrencespillere og talenter samt udvikling af et godt talenttræningsmiljø. På uddannelsen tilegner træneren sig viden om børns og unges udvikling og forudsætninger samt færdigheder indenfor teknisk, taktisk, fysisk og mental træning, således at træneren kan planlægge, tilrettelægge og gennemføre individuelle talentudviklingsforløb samt skabe en rød tråd mellem de forskellige alderstrin og klubbens træningshold.
Uddannelsesforløbet på Talenttræneruddannelsen bygger på en helhedstænkning, hvor der er fokus på at udvikle den enkelte spillers badmintonspil og ”Life Skills” samt at udvikle bæredygtige talentudviklingsmiljøer for børn og unge.
Således sigter uddannelsen mod at udvikle trænerens kompetencer og færdigheder i forhold til følgende opgaver:
- Talenttræneren, som træneren på gulvet.
- Talenttræneren, som hovedtræner og vejleder.
- Talenttræneren, som chef og strateg.
Indholdet på uddannelsen er vidensbaseret, og det er via denne viden, at træneren skal udvikle sin egen praksis. Endvidere ønskes det også, at uddannelsen sikrer, at træneren indgår i udviklende netværk med andre trænere.
Uddannelsen er tredelt i et grundforløb, temakurser og et mentorforløb og er tænkt til at kunne gennemføres henover en tre- til femårig periode. For at starte på uddannelsens første del (grundforløbet) skal træneren have gennemført trænerkursus 1-3 på Basistræneruddannelsen.
Rammebeskrivelse for Talenttræneruddannelsens tre dele:
- Grundforløb – 2 weekendkurser. Kursisten skal have gennemført basistræneruddannelsen inden starten på grundforløbet, og kurserne skal gennemføre i kronologisk rækkefølge.
I alt 2 x 22 lektioner + 2 e-læringsforløb - Temakurser – fire fagspecifikke dagskurser samt et tværfagligt temakursus om træningsplanlægning. Kursisten skal have gennemført grundforløbet inden starten på det første temakursus. Temakurserne kan gennemføres i vilkårlig rækkefølge – dog skal det tværfaglige temakursus gennemføres til sidst. Temakurserne kombineres med prelearning fx via e-læring. I alt 4 x 8/10 timer + 16 lektioner
- Mentorforløb – et individuelt mentorforløb enten i eget træningsmiljø kombineret med to undervisningssamlinger eller to komprimerede forløb af tre-fire dages varighed med undervisning, samtaler og supervision. Andre temaer på forløbet er etik, trænerfilosofi og miljøbesøg.
Samlet varighed: 40-50 timer. Adgangskrav – bestået Talenttræneruddannelsens temakurser.
Det anbefales at gennemføre uddannelsens sidste del sammen med DIF Diplomtræneruddannelse, som du kan læse mere om her.
Klik her for at finde det trænerkursus som passer dig (kræver login).
Kursisterne består som udgangspunkt et kursusmodul ved aktivt fremmøde.
Elitetræneruddannelsen
Uddannelsen er bygget op om tre temaer, som alle i sidste ende handler om optimering af præstationen og træning for landsholdsspillere. Temaerne er træningsplanlægning og dosering, turneringsforberedelse og præstationsoptimering samt personlig udvikling og trænerrollen.
Uddannelsens primære formål er at bibringe deltageren viden, indsigt og erfaring i arbejdet med badmintonspillere på internationalt senioreliteniveau, så træneren på sigt bliver i stand til at varetage træneropgaver i tilknytning til det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby. På uddannelsen opnår træneren:
- Indsigt, erfaring og relationer i Badminton Danmarks eliteprogram og træning af elitespillerne på NETC
- Viden og færdigheder, der gør træneren i stand til at varetage træning og ledelse af badmintonspillere på seniorlandsholdsniveau
Uddannelsens indhold er opdelt i tre hovedtemaer, hvor det sikres, at trænerne opnår viden, færdigheder, erfaring og afklarede holdninger inden for:
- Sporten – den badmintonspecifikke indsigt
- Træneren som leder – personligt lederskab
- Sportsvidenskab og samarbejde med eksperter
Uddannelsen indeholder både praktik (deltagelse i træning og turnering), mentoring samt undervisning, projektarbejde og formidlingsopgaver.
Temakurser
MiniTon og senior – for dig med interesse i bestemte målgrupper
- MiniTon-kurset klæder dig på til at træne børn og forældre i MiniTon på 4 timer.
- Seniortræner-kurset giver dig på 5 timer konkrete værktøjer til at opbygge badmintontræning for seniorspillere.
Trænerforum
Trænerforum er et tilbud til alle aktive trænere, der ønsker inspiration og videreudvikling.
Kurserne er temabaserede og tager udgangspunkt i den nyeste viden inden for træning og trænerverdenen. Badminton Danmark sikrer et forum, hvor der er mulighed for vidensdeling og erfaringsudveksling.
Du kan læse mere om og få overblik over kommende trænerfora via kursuskalenderen her
Klubkursus
Kursus på din hjemmebane. Skræddersy et trænerudviklingsforløb ud fra klubbens og træneres ønsker, behov og udfordringer. Kontakt din lokale badmintonkonsulent og kom i gang!
Styrk Klubbens Træningsmiljø er fællesbetegnelsen for skræddersyet trænerudvikling på jeres hjemmebane i jeres klub.
- Hvilke udfordringer møder I i jeres klub? Det tager vi udgangspunkt i.
Kontakt din lokale badmintonkonsulent, så tilrettelægger vi forløbet sammen med jer.
Trænerinspiration
Som træner er du en af de vigtigste personer i klubben, og det er ofte trænerens indsats, som kan gøre hele forskellen.
Spillere på alle niveauer ønsker en træner, der kan lære dem noget, og som har engagementet på det rette sted.
Hvad enten du vil træne begyndere eller elite, så er det kombinationen mellem din erfaring, træneruddannelse og engagement samt evnen til at reflektere over din uddannelse og dit virke som træner, der gør forskellen og dig til en endnu bedre træner.
Nedenfor har vi samlet en række materialer og links til inspiration for dig og din træning.
Træning af begyndere og letøvede – gå til materialet her.
“Lær at spille badminton” er et materiale til trænere, der træner børn og unge i badminton. Materialet er bygget op omkring fire temaer, som hjælper den nye træner i gang og kan give inspiration til den erfarne træner. Indholdet bliver primært præsenteret via korte videoer og temaerne er: Tekniktræning, FUNdamentals, planlægning og trænerrollen.
E-kurser i badminton
Badminton Danmark tilbyder dig seks e-kurser, som du kan tage, lige når det passer dig. Gennem e-kurserne får du basal viden om følgende emner:
- Doubletaktik
- Mixeddoubletaktik
- Parabadminton
- Singletaktik
- Taktisk træning
- Træning af voksne motionsspillere
Klik her for at tilgå Badminton Danmarks e-kurser (klik på badminton i venstre kolonne)
MiniTon er et mix af badminton og motorisk leg – Klik her for at gå til materialet.
MiniTon er forældre/barn-badminton på børnenes præmisser med en legende tilgang, så de får den bedst mulige start på et forhåbentlig langt liv som badmintonspiller. I centrum er glæden ved at bevæge sig, leg med bold og ketsjer og det at indgå i et fællesskab. MiniTon er for børn i alderen 5-9 år med fokus på leg, bevægelse og glæde, hvor forældrene deltager aktivt.
Et løft mod toppen – styrketræning i dansk badminton – Køb bogen her eller læs bogen nu
For at etablere styrketræning i en klub er der tre nøglespørgsmål, man på et overordnet og konkret plan bør tage stilling til:
- Hvorfor bør unge og ambitiøse badmintonspillere styrketræne?
- Hvordan organiserer vi styrketræningen i praksis?
- Hvad bør styrketræningen indeholde?
Materialet er bygget op omkring disse tre spørgsmål.
Fysisk-motorisk basistræning – Klik her for at gå til materialet
Materialet med over 360 øvelser på video giver inspiration til aktiviteter og bevægelser, der kan bruges direkte i din træning. Målet er at hjælpe med implementering af den fysisk-motoriske basistræning i badminton.
Tekniktræning – Køb bogen her eller læs bogen nu
Hvordan gøres træningen alders- og niveausvarende, udfordrende og varierende, så den giver succesoplevelser og vækker nysgerrighed? Hæftet med tilhørende DVD, sætter bogen fokus på koblingen mellem BATK-viden og gennemførelsen af træning i praksis.
Benarbejdsteknik i badminton
Uanset om du arbejder med nybegyndere eller elitespillere, er fokus på benarbejdsteknik et vigtigt element. I dette videomateriale kan du lære mere om erfaringerne på området.
Benarbejdets formål:
Stemskridt
Det lange forhåndshjørne
Saksning ved baglinjen – Fremløbsrytmen
Piger i hård konkurrence – Køb bogen her eller læs bogen nu
Hvordan får man piger til både at præstere og til at trives i en eliteverden? I guiden til træning med piger kan du hente en masse konkrete råd til, hvordan du i praksis først forstår pigerne – så møder dem – og i sidste ende skubber dem videre.
Badmintons Aldersrelaterede TræningsKoncept (BATK) – Køb bogen her eller læs bogen her
BATK skal give alle børn en chance for at udnytte deres fulde potentiale. Børnene skal stimuleres og motiveres med de rigtige elementer på de tidspunkter, hvor det giver den mest optimale udvikling.
Teknik i badminton – Køb bogen her eller læs bogen nu
Materialet gennemgår benarbejdsteknik, slagteknik samt principper og grundbevægelser ved hjælp af både video og tekst.
Taktik i badminton – Køb bogen her eller læs bogen nu
Hvordan kan træner og spiller arbejde med de taktiske emner i træningen? Materialet beskæftiger sig både med taktik for single og double og er velegnet til dem, som vil vide noget om, hvordan man træffer de gode valg i kampen.
Fysisk træning for badmintonspillere – Køb bogen her
Et materiale, der sætter fokus på den fysiske træning for badmintonspillere og giver indsigt i træningsprincipperne og træningsplanlægning.
Læs også om badmintonsportens træneruddannelser på siden her.