Rutineret herre erstatter Gemke i Danmarks EM-trup

af | feb 4, 2020

34-årige Hans-Kristian Solberg Vittinghus erstatter Rasmus Gemke, som på grund af betændelse i knæet ikke kan medvirke til EM for herrehold i næste uge. – Heldigvis står vi i en gunstig situation, siger Kenneth Jonassen.

 

Klik her for at livestreame RSL DM 2020 direkte

Rasmus Gemke bøvler stadig med betændelse i sit knæ, som har drillet den talentfulde herresinglespiller de seneste to uger. Det betyder, at han udgår af den danske EM-trup til næste uges mesterskab. Selvom han skulle nå at blive betændelsen kvit inden starten går i Liévin, vil det ikke være i en konkurrencedygtig forfatning, vurderer cheflandstræner Kenneth Jonassen.

– Vi havde selvfølgelig håbet på, at Rasmus (Gemke, red.) kunne nå at blive klar til EM, men vi har behov for at have en kampklar trup for at genvinde europamesterskabet. Det havde været en god mulighed for Rasmus at få mesterskabserfaring, men vi bliver nødt til at tage højde for hans situation og resten af holdet. Heldigvis står vi så i den gunstige situation, at vi har ”HK” (Hans-Kristian Solberg Vittinghus), vi kan sætte ind i stedet for, som alle omkring holdet ved er en kvalitetsspiller, siger Kenneth Jonassen.

Klik for at købe din billet til RSL DM 2020 i Aarhus

Badminton Danmarks sportslige ledelse skulle træffe sin beslutning om at erstatte Gemke med Vittinghus senest i går, den 3. februar, hvor der var deadline på at foretage ændringer i EM-trupperne. Det har givet den 23-årige herresingle så lang tid som mulig for at nå at blive klar, men uden held hvilket ærgrer den unge aarhusianer.

– Jeg havde glædet mig rigtig meget til at repræsentere Danmark og forhåbentlig være med til at genvinde EM-guldet. Men mit knæ irriterer mig stadig, og det bliver jeg nødt til at tage seriøst, så selvom jeg er bitter og ærgerlig over ikke at kunne tage med til EM, er det her også den rigtige beslutning, siger Rasmus Gemke.

Klik her for at læse det spritnye DM-magasin

Skovshoved-spillerens suppleant må siges at være en erfaren og i høj grad kompetent EM for herrehold-spiller. Siden sin debut i 2008 har Hans-Kristian Solberg Vittinghus hjulpet Danmark til fem EM-guldmedaljer (i 2008, 2010, 2012, 2014 og 2016), mens han ikke var med i 2018, hvor Danmark også vandt guld. Nu glæder han sig til igen at iklæde sig den rød-hvide trøje og forhåbentlig gentage de seneste års triumfer, når mesterskabet går løs i næste uge.

– Det er klart, at jeg er ked af det på Rasmus’ vegne, men omvendt er jeg også glad for at få chancen, og jeg elsker at spille for Danmark. Så jeg håber, at jeg kan bidrage med at genvinde mesterskabet og vinde endnu en guldmedalje sammen med holdet, siger Hans-Kristian Solberg Vittinghus.

Læs også: De danske EM-hold er sat: To formstærke trupper udtaget

Herrelandsholdet er i gruppe med Wales, Letland og Schweiz, mens damelandsholdet er i gruppe med Holland, Irland og Estland.

Det danske landstrænerteam til EM for hold består af Jakob Høi og Jesper Hovgaard, mens Anders Madsen er med som fysioterapeut.

En landskamp består af tre singlekampe og to doublekampe. Både herre- og damelandsholdet spiller første kamp den 11. februar mod henholdsvis Wales og Holland.

Rasmus Gemkes knæskade betyder også, at han ikke deltager til RSL DM 2020, der begynder i morgen i Ceres Arena. Det gør Hans-Kristian Solberg Vittinghus til gengæld. Han er fjerdeseedet og spiller sin første kamp torsdag omkring kl.18.30.

SE PROGRAMMET TIL RSL DM 2020 HER