EM - Pokal - Medalje - EM for herre- og damelandshold - Landshold - Danmark
Badmintonphoto

Stor EM-finaledag venter begge danske landshold

February 16, 2020 09:10 Skrevet af

Danmarks to landshold er i EM-finalen ved europamesterskaberne for herre- og damelandshold. Damelandsholdet møder Tyskland klokken 10.00, mens herrelandsholdet skal op imod Holland klokken 14.00. Damelandsholdet kan genvinde EM for tredje gang i træk, og herrerne kan gøre det for imponerende ottende gang i streg.

 

Det danske damelandshold vandt en solid og stærk 3-1-sejr over værtsnationen Frankrig i går. Til trods for manglende profiler i Mia Blichfeldt og Sara Thygesen viste de unge spillere, at der er god bredde på det danske damelandshold.

I dag skal der leveres på en lige så høj klinge, når Tyskland venter i finalen i det som landstræner Jesper Hovgaard vurderer til at kunne blive en lige finale.

– Uden at sætte procentsats på, synes jeg det virker til at kunne blive en åben kamp. Vi og de har en reel mulighed for at vinde alle kampe i holdkampen, så det kan blive rigtig spændende. Alle kampe er i min bog åbne, og det er sjældent, at vi ser det i holdkampe som denne. Vi skal ikke stræbe efter det perfekte badmintonspil i dag, men finde et spændingsniveau hvor vi kan bevæge os i den planlagte taktik og så justere undervejs. Der er lige så god energi og positiv stemning i truppen, som der har været hele ugen, så jeg fornemmer, at folk vil ind og klø på, siger Jesper Hovgaard.

Vil du se det danske herre- og kvindelandshold på hjemmebane mod verdens bedste? Så kan du allerede i dag købe billet til Thomas & Uber Cup 2020 i Aarhus

Holdopstillingen er den samme for Danmark i EM-finalen, som den var i semifinalen. Det samme er tilfældet for Tyskland.

Det betyder, at Julie Dawall Jakobsen møder Yvonne Li i 1. damesingle. Selvom Li ligger seks pladser over Dawall, kan danskeren gå ind til kampen med oprejst pande og løftet ketcher, da hun har vundet de seneste tre opgør og i alt fem af deres seks indbyrdes kampe.

Mette Poulsen/Alexandra Bøje spillede i går en intenst og tæt kamp, som de vandt 21-17, 22-20. Det kan meget vel også gå hen og blive intenst og tæt i dag, når de møder Linda Efler/Isabel Herttrich. De to par har ikke mødt hinanden før, og der er kun seks pladser mellem dem på verdensranglisten.

Herefter følger Line Christophersen mod Fabien Deprez som minimum, og hvis finalen ikke er afgjort i tredje kamp, kan 2. damesingle blive fulgt op af Maiken Fruergaard/Amalie Magelund mod Lara Kaepplein/Kilasu Ostermeyer. Er EM-finalen stadig ikke afgjort, står afgørelsen mellem Freja Ravn og Ann-Kathrin Spöri i den sidste og femte kamp.

Klik her for at se flere detaljer og følg med på livescore fra EM-finalen mellem Danmark og Tyskland

De to nationer mødte også hinanden i finalen for to år siden. Her vandt Danmark 3-1, hvor Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen, Line Kjærsfeldt og Maiken Fruergaard/Sara Thygesen hentede de danske sejre.

Maiken Fruergaard er eneste danske genganger fra finalen i 2018. For Tyskland går Fabienne Deprez, Yvonne Li og Isabel Herttrich igen.

Danmark har vundet de seneste tre europamesterskaber og fem i alt ud af syv mulige. Tyskland vandt EM i 2012, i 2018 vandt de sølv, og de øvrige år har de vundet bronze.

Læs også: Damelandsholdet er i EM-finalen: – Pigerne gjorde det rigtig godt

Herrelandsholdet er i den ottende EM-finale i træk, mens dagens finalemodstander står i sin første. Holland slog sig i historiebøgerne i går med en 3-2-sejr over Frankrig, og spillede sig med det flotte resultat i landets første EM-finale nogensinde.

Landstræner Jakob Høi havde gerne mødt værtsnationen Frankrig i finalen, da det formentlig kunne have givet en god atmosfære i hallen, men omvendt giver mødet med Holland gode chancer for Danmark, vurderer landstræner Jakob Høi.

– Jeg synes, at Holland står bedre til os end Frankrig. Vi har fem kampe, vi kan vinde, og jeg tror og håber på, at vi kan vinde 3-0 igen. Så skulle der være en enkelt en der snubler, er jeg ikke så bange, for vi et par bundpropper, der kan lukke kampen for os. Og som jeg sagde til drengene i går så står de alle sammen på den plads de står på, fordi det er dem, der kan slå det sidste søm i kisten. Det har jeg fuld tillid til. Vi skal skærpe os fra starten, men vi er klar på, at vi kan blive samlet op, hvis vi glider, siger Jakob Høi.

Læs også: Herrelandsholdet er i ottende EM-finale i træk: Det en fantastisk følelse at vinde den sidste bold

Det er første gang i EM for herrelandshold-historien, at Danmark møder Holland ved mesterskabet.

Skulle Danmark (7-9-13) undgå at tabe et sæt i dagens finale, vil det være første gang i EM-historien, som går tilbage til 2006, at en nation går gennem mesterskabet uden at tabe et eneste sæt.

Holdopstillingerne til herrelandsholdsfinalen er ikke offentliggjort endnu.

Klik her for at holde dig opdateret med holdopstillingerne til herrelandsholdets EM-finale mod Holland

Herrelandsholdets finale spilles klokken 14.00. Den kan dog blive forsinket, hvis EM-finalen for damelandshold trækker ud.

Begge EM-finaler kan ses direkte på TV 2 SPORT fra klokken 10.00.



Tags: , , , ,
Kategori: , , , ,