Ærgerligt: Flere japanske spillere trækker sig fra DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR

af | okt 6, 2020

En række af de japanske spillere, som havde meldt sig klar til at genoptage turneringsbadminton ved DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR, har desværre valgt at trække sig fra turneringen.

 

Den japanske verdensmester Kento Momota kommer ikke til at forsvare sin titel ved DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR.

Det står klart, efter han og flere af de øvrige japanske spillere, som skulle have troppet op i Odense i uge 42, tirsdag har valgt at trække sig fra turneringen.

Rygterne om, at diverse japanske spillere havde på sinde at melde afbud, begyndte at svirre i slutningen af sidste uge. I weekenden var Badminton Danmark derfor i dialog med det japanske forbund med henblik på at afværge afbuddene, men desværre uden det store held.

Læs også: En række DDOV-billetter refunderes som konsekvens af forsamlingsforbud

Det japanske flag kommer imidlertid fortsat til at flagre blandt de andre nationers i Odense Idrætshal, for det er ikke alle spillere fra topnationen, der udgår af turneringen.

Fortsat at finde i programmet er herresinglen Kenta Nishimoto, den andenseedede damesingle, Nozomi Okuhara og de tre damedoubler Yuki Fukushima/Sayaka Hirota, Nami Matsuyama/Chiharu Shida og Mayu Matsumoto/Wakana Nagahara.

I stedet for de japanere, der har meldt afbud, indgår spillere fra reservelisten i turneringsprogrammet.

Læs også: – De følelser, der opstår i rigtig kamp, kan ikke genskabes