Badmintonphoto

– De følelser, der opstår i rigtig kamp, kan ikke genskabes

October 6, 2020 08:47 Skrevet af

Danmarks bedste damesinglespiller, Mia Blichfeldt, har brugt den lange turneringspause på at blive skadefri, dyrke nye interesser på privatfronten og rykke sig på områder, der gælder både på og uden for banen. Nu er hun på ny klar til at lade sig overvælde af det adrenalinkick, som rigtige kampsituationer afstedkommer.

 

Meget har kunnet genskabes og efterlignes, men én specifik følelse har Danmarks stærkeste damesingle, Mia Blichfeldt, gennem de seneste mange måneder set særligt frem til igen at fornemme på egen krop.

– At mærke den der adrenalin i kroppen og de følelser, som man får, når man vinder eller taber en duel eller en kamp. Selv om vi har prøvet at genskabe den stemning til træning, så bliver det bare aldrig helt det samme som i turneringsmode, hvor der altid er noget mere på spil, siger Mia Blichfeldt, der senest var i kamp i international turneringsregi ved All England i marts.

Da coronapandemien for snart syv måneder siden satte en stopper for stort set al international og national turneringsaktivitet, blev det ellers en kærkommen mulighed for, at den 23-årige dansker for alvor kunne puste ud. Helt ud og lade kroppen ånde. Det trængte den nemlig i den grad til, fortæller Blichfeldt.

– Det var selvfølgelig vildt underligt, da alting pludselig blev sat på pause, men samtidig lidt rart. Det sidste års tid frem til da havde været meget stressende, for tingene handlede for mig i høj grad om at blive skadefri og komme ud at spille turneringer i OL-kvalifikationen. Selvfølgelig ville jeg gerne af sted til OL, men jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg var kommet det, hvis der stadig lå turneringer op til, for så er det ikke sikkert, at min krop ville have været frisk nok. Så det afbræk kom faktisk rigtig fint, især i forhold til min krop, siger Mia Blichfeldt, der på det tidspunkt længe havde døjet med fodsmerter foranlediget af blandt andet en hælspore og en hævet svangsene.

Læs også: Oplagt Gemke forud for uge 42: – Jeg står skarpt

Begge fødder var i bedring, da Danmark lukkede nede i marts, men den ufrivillige pause fra et presset konkurrenceprogram var tilsyneladende det, der skulle til for at få helt bugt med smerterne.

– Så hvis jeg skal se positivt på det, så har pausen jo gjort, at jeg er blevet skadefri og ikke har haft smerter i fødderne, efter vi vendte tilbage til træningen i april, siger Blichfeldt.

Det er dog ikke alene fysisk, at den over et halvt år lange turneringspause har kunnet mærkes hos den 23-årige. Den tomme turneringskalender gav blandt andet rum til at reflektere over en række ting og til at dyrke andre henseender af livet samt interesser, der ikke har fjer og strenge involveret.

– Der er mange ting, som jeg synes, at man godt kan glemme lidt, når hverdagen er travl, og rejserne er mange. I den periode, der har været, har jeg til gengæld haft lejlighed til at prioritere tid med både en masse andre mennesker end ellers, men også mig selv. Der har været plads til, at det er ok at tage en fridag i ny og næ for eksempel, og det, tror jeg, har været godt for mit mindset, siger Mia Blichfeldt, der blandt andet har kastet sig over at strikke, male og bage.

– Jeg har forsøgt at planlægge ugerne, så jeg hver dag havde noget konkret at stå op til. Alt sammen har det være noget, som jeg følte kunne gøre mig glad. Så i stedet for at jeg skulle gå og irritere mig over verdenssituationen, har jeg forsøgt at påvirke de ting, jeg kunne.

Læs også: DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR-magasinet ude nu

At genoptagelsen af træning såvel som turneringer gang på gang er blevet udskudt har Mia Blichfeldt af gode grunde ikke kunnet påvirke. Til gengæld har hun kunnet styre det fokus, hun har lagt for dagen i hallen, hvor træningsperioden har været ekstraordinært lang.

– Jeg elsker de lange træningsblokke, for jeg ved, at det er dem, der rykker mig. Overordnet set tror jeg også, at en del af pausen har været god for alle spillere, der har døjet med nogle skader eller skavanker af den ene eller anden art. Et halvt år har dog måske nok været lige til den gode side, indrømmer Mia Blichfeldt.

Derfor ser hun da i den grad også frem til atter at pakke tasken og kaste sig ud i kampen om titler og medaljer.

– Jeg glæder mig vildt meget til at rejse ud igen. Hele den proces, man er i med at træne frem mod noget, planlægge de sidste uger op til en turnering og alle de små forberedelseselementer, der hører til i den forbindelse, glæder jeg mig til.

Læs også: Endelige topbadminton på programmet igen: – Den skal have fuld skrald



Tags: , ,
Kategori: , , , ,