Badmintonphoto

Thygesen og Fruergaard er klar på igen at jagte en helt særlig følelse

October 8, 2020 09:09 Skrevet af

2020 begyndte mere end godt for det danske damedoublepar Sara Thygesen og Maiken Fruergaard, der kæmpede sig til en andenplads ved Indonesia Masters og dermed deres hidtil største resultat. De danske piger drømte om at ride videre på den bølge af succes, de havde haft i Indonesien. Men så kom Corona, og med ét blev den drøm brast.

 

19. januar i år stod Sara Thygesen og Maiken Fruergaard side om side på podiet i den historiske Istora Senayan. Smilene på deres læber afslørede, at det var et stort øjeblik for dem. Og et stort øjeblik var det, for de havde vundet karrierens største triumf, fortæller Maiken Fruergaard.

– Det var en ubeskrivelig følelse, og det er uden tvivl det største, vi har præsenteret i vores karriere indtil videre. Den følelse, vi fik, da vi spillede vores livs største kamp i en hal, hvor stemningen var på kogepunktet og fyldt med folk, som elsker badminton – det er en følelse, vi vil jagte for at få igen, siger hun.

Læs også: – De følelser, der opstår i rigtig kamp, kan ikke genskabes

Det gode spil i Indonesien og andenpladsen i super 500-turneringen viste pigerne, at de er i stand til at blande sig med den absolutte verdenstop. Med blod på tanden og følelsen af at ride på en bølge af succes gav det dem troen på, at de kunne skabe flere gode World Tour-resultater umiddelbart efter.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå.

Coronakrisen greb hastigt om sig, og derfor blev en suspendering af World Touren et nødvendigt onde – til stor ærgrelse for det bedste danske damedoublepar, som netop havde fået god vind i sejlene.

– Vi havde fået en god start på 2020. Det er klart, at finalepladsen i Indonesien gav os en større tro på os selv. Finalepladsen viste os, at vi kan bide skeer med verdens bedste par, så vi var sultne efter at komme ud og skabe flere store resultater, siger Sara Thygesen.

Samme følelse sad Maiken Fruergaard tilbage med.

– Det var kort sagt noget lort. Vi spillede godt i den periode, og vi troede mere på os selv end nogensinde før. Så det var selvfølgelig et slag i ansigtet, at vi ikke kunne komme ud og jagte flere store resultater.

Læs også: Kim Astrup: – Jeg har været som en løve i et bur

Ikke alene savner makkerparret at komme ud og spille de store internationale turneringer og mesterskaber, de savner generelt også den livsstil, der følger som professionel badmintonspiller.

– Jeg savner at besøge vores favoritsteder rundt i verden, ikke at skulle lave mad hver dag, og jeg savner at sove på hotel, fortæller Sara Thygesen, mens makkeren Maiken Fruergaard fortæller, at det, hun savner mest, er det kick og adrenalinsus, hun får, når hun står på banen til en vigtig kamp.

Heldigvis for makkerparret genoptages international topbadminton snart, og det glæder Danmarks bedste damedoublepar.

– Jeg er max klar til at komme ud og spille igen. Jeg glæder mig helt vildt og håber, at vi kan finde tilbage til vores gode spil og skabe flere gode resultater, siger Maiken Fruergaard.

Og netop det får de da også mulighed for allerede i den kommende uge, når DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR løber af stablen.

Podcast: Mathias Christiansen: – Jeg glæder mig rigtig meget til at mærke turneringsstemningen igen



Tags: , ,
Kategori: , , , ,