Badmintonphoto

Kvartfinaleoptakt: “Den næste” og den afgående i episk mano-a-mano

October 16, 2020 08:00 Skrevet af

Feltet er snævret ind, og der er fortsat rød-hvide flag ud for en stor del af navnene i turneringen. Nu gælder det kvartfinalerne ved DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR, og du kan få en lille smagsprøve på fredagens menu her. 

 

En af tidens største danske herresinglespillere står fredag over for ”den næste” i det, der kan gå hen at blive en på alle måder legendarisk kvartfinalekamp ved DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR.

Det er selvfølgelig den snarligt pensionerede Jan Ø. Jørgensen, som skal op imod andenseedede Anders Antonsen i kvartfinaledagens formentlig største trækplaster.

Begge har leveret solidt i de indledende kampe, og oddsene for et show af de seværdigste er mildt sagt mægtige.

Antonsen og Jørgensen spiller dagens næstsidste kamp, men inden da er der heldigvis adskillige andre opgør i vente, som de færreste har lyst til at gå glip af.

Læs også: Line Christophersen om Marin-møde: – Jeg skal vænne mig til det høje tempo hele tiden

Et af dem står mellem Mia Blichfeldt og Michelle Li, som hver især har gjort kort proces i deres indledende dyster. To korte giver som bekendt én lang, og der er altså potentiale for, at dette bliver en af de neglebidende for tilskuerne og tandtrækkende for konkurrenterne.

I herresingle venter derudover et interessant asiatisk opgør. Favoritten i kategorien Chou Tien Chen skal kæmpe mod Srikanth Kidambi, der tidligere på ugen udtalte, at det er som et eventyr at være til DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR.

Om eventyret får en lykkelig slutning søndag eller en brat ende i dag, ved vi mere om fra omtrent klokken 16.30.

Læs også: Srikanth Kidambi: – Det føles som et eventyr

Maiken Fruergaard og Sara Thygesen kom langt om længe i kamp torsdag efter hele ni måneder væk fra grønsværen. De får fredag deres sag for, når de møder de andenseedede japanere, Nagahara/Matsumoto.

Også på herredoublefronten er der guf på gaflen. De storoverraskende udfordrere Joel Eipe/Rasmus Kjær, som torsdag tog fusen på Astrup/Skaarup har gode chancer for at spille sig i deres første Super 750-semifinale, hvis de har held med at besejre franske Fabien Delrue/William Villeger på blot henholdsvis 20 og 19 år.

Det samme kan gå hen at ske for Jeppe Bay/Lasse Mølhede, som torsdag storsejrede og i dag skal bryde med de bomstærke russere, Ivanov/Sozonov.

Jeppe Bay får både sin sag for i herredouble, men skal ligeledes ind spille sin chance i mixeddouble, hvor han og makkeren Sara Lundgaard skal krydse klinger med favoritterne i kategorien, Marcus Ellis/Lauren Smith. Danskerne skal med andre ord slibe skeen godt og grundigt skarp for at kunne skære sig selv en af de fire semifinalestykker.

Klik her for at få overblik over alle de spændende kvartfinalekampe, se resultater og følg turneringen via livescore

Også for singlerne Hans-Kristian Solberg Vittinghus og Julie Dawall er der udfordringer i sigte. Begge af den japanske slags.

“HK” møder Kenta Nishimoto i aftenens sidste kamp på TV 2 Sport, og Dawall står over for den tidligere verdensmester Nozomi Okuhara.

Det er bare et beskedent udpluk af de forrygende kvartfinaler, som står for døren fredag med dansk deltagelse en masse!

Er man ikke blandt de få, der har en billet til kampene i Odense Idrætshal, kan man heldigvis stadig følge med hele dagen – enten på Badminton Danmarks digitale platforme, badminton.dk, denmarkopen.dk, på TV 2 Sport, der sender direkte fra kl. 14.00, eller på vores sociale medieplatforme:

Facebook
Instagram
Twitter
Youtube
LinkedIn

Foruden hovedturneringen i Odense Idrætshal finder også to sidebegivenheder sted i Odense, som tæller både de yngre og de ældre.

Du kan klikke her for at følge VICTOR DENMARK JUNIOR presented by DANISA og klik her for at følge VICTOR DENMARK SENIOR presented by DANISA.



Tags: ,
Kategori: , , ,