Allan Høgholm

Grand Prix-turnering i Lillerød trækker talrige deltagere til

November 26, 2020 10:25 Skrevet af

Der er lang vej til podiepladserne for de fleste af spillerne i weekendens Grand Prix-turnering i Lillerød, som har en lang deltagerliste. Spillerne kan til gengæld se frem til en hævet præmiesum og en daglig ”joker-præmie”, som kan tilfalde enhver, der formår at levere en ekstraordinær indsats.

 

Sæsonens tredje Grand Prix-turnering står for døren, og det er der ikke få, der har været opmærksomme på.

Der er nemlig adskillige spillere tilmeldt turneringen, og det glæder turneringsansvarlig i den nordsjællandske klub, Peter Nielsen.

– Vi er rigtig positive over, at der er så stor interesse for turneringen og glade for, at Badminton Danmark har været villige til at ændre på nogle af de oprindelige kriterier for konceptet, hvilket har givet mulighed for at lave en bredere turnering med flere deltagere, siger Peter Nielsen.

Samlet set rummer senior E-turneringen over 150 konstellationer, inklusive singlerne. Udover antallet af spillere er Peter Nielsen også godt tilfreds med at se flere internationale spillere i programmet.

– Det er helt sikkert en positiv overraskelse, at flere udenlandske spillere har fundet turneringen attraktiv. Det sætter noget ekstra kulør på, siger han og nævner blandt andre topseedede Lucas Claerbout fra Frankrig samt Kristin Kuuba fra Estland, der er med i henholdsvis herre- og damesingle.

Læs også: Nyslået Grand Prix-vinder: – Virkelig stort for mig

Flere spændende opgør venter i Lillerød, og turneringslederen glæder sig da også over det stærke felt af spillere, der tropper op. Selv fremhæver han særligt  damedoublekategorien som en af de tunge.

Her løber to stærke konstellationer blandt andet ind i hinanden i første runde af hovedturneringen, når topseedede Mette Poulsen/Alexandra Bøje møder fremadstormende Clara Graversen/Natasja Anthonisen.

Som til sidste års GP-turnering i Lillerød kører klubben desuden med en daglig pengepræmie, der går under betegnelsen ”Dagens Joker”.

– Vi vil gerne belønne det, hvis der er nogen, som gør noget særligt, der ikke nødvendigvis har med resultatet at gøre. Det kunne for eksempel være at kæmpe røven ud af bukserne i en kamp, siger Peter Nielsen.

Dagens Joker tildeles både fredag, lørdag og søndag.

Læs også: Podcast: Grand Prix Circuit er tilbage

Hvad angår de præmiepenge, som søndag tildeles dem, der leverer de bedste resultater, er den samlede sum hævet en smule, fortæller Peter Nielsen.

– Vi synes, at tredjepræmiespillerne skal have minimum deres indskud tilbage. Derfor har vi hævet tredjepræmierne en smule, i forhold til hvad vi skrev i invitationen til turneringen, siger han.

LB Kvickly Allerød Grand Prix spilles fra fredag til og med søndag, og resultaterne kan følges løbende på badmintonplayer.

Lillerød Badmintonklub livestreamer desuden fra turneringen fra fredag og frem på deres Youtube-kanal.

Klik her for at gå til livestreamet

Klik her for at få overblik over programmet

 



Kategori: , , , ,