Badmintonphoto

Viktor Axelsen vinder anden Super 1000-titel i træk i Thailand i danskerfinale

January 24, 2021 10:48 Skrevet af

En fuldstændig flyvende Viktor Axelsen vinder i overlegen stil danskerbraget mod Hans-Kristian Vittinghus i finalen af Super 1000-turneringen Toyota Thailand Open og sikrer sig dermed sin anden titel i streg i Thailand. – Det er ganske enkelt imponerende, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen. 

 

Der herskede på forhånd ingen tvivl om, at titlen i herresingle ved Super 1000-turneringen Toyota Thailand Open ville gå dansk vej.

Til gengæld lå det forinden finalen ingenlunde klart, om det skulle blive Viktor Axelsen eller Hans-Kristian Vittinghus, der tog sejren, om end den klare favoritværdighed lå på Axelsens skuldre.

Den endte den tidligere verdensmester med at leve op til fulde mod en stort set chanceløs Vittinghus, der ikke desto mindre gjorde, hvad han kunne. Axelsen forblev imidlertid i en tilsyneladende ubrydelig, komfortabel zone på banen i Bangkok og bragede smash efter smash mod gulvet, indtil han samlet set kunne øjne cifrene 21-11, 21-7 på scoretavlen.

– Jeg synes, at Viktor ret hurtigt sætter sig på kampen derinde i dag og har det fysiske overskud. Man begynder ret hurtigt at kunne se på HK, at det har været en lang turnering. Han kæmper, hvad han kan, men overmagten er bare for stor derinde, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.

Læs også: Herresinglehattrick i Thailand

Dermed er Viktor Axelsen vinder af den anden Super 1000-turnering i streg i Thailand og hjemtager foruden titel en præmiesum på 70.000 amerikanske dollars, rundt regnet 427.000 danske kroner. Triumfen over Vittinghus er desuden Axelsens 25. internationale kampsejr i streg og den tredje Super 1000-titel i rap, efter han i marts vandt All England.

Viktor Axelsen har med andre ord vist sig uhyggeligt stærk, og selv om den 27-årige danskers niveau ikke kommer bag på hans hovedtræner, må han alligevel tage hatten af for det, Axelsen har vist i Thailand de seneste par uger.

– Jeg så mange ting derhjemme på træningen, der tydede på, at han er et godt sted, men det er ikke ensbetydende med, at man kan gå ind og levere, som han har gjort i to så store turneringer i træk mod flere af verdens bedste spillere. Det er ganske enkelt imponerende efter en skadespause og operation i oktober, samtidig med at han er blevet far. Han har som altid håndteret det yderst professionelt og med et godt bagland, så en kæmpe cadeau til ham, at han har kunnet levere af øverste hylde, siger Kenneth Jonassen.

Læs også: Vittinghus og Axelsen spiller sig i storslået rent dansk finale

Allerede i den kommende uge skal Axelsen på pletten igen, hvor det prestigefyldte finalestævne, World Tour Finals, spilles. Her har Viktor Axelsen, hvis han fortsætter i den stil, han har lagt for dagen i 2021, mulighed for at lave det perfekte hattrick.

I finalestævnet er det kun de stærkeste og højest rangerede spillere, der er med, og der er med andre ord ingen tvivl om, at der bliver kamp til stregen i jagten på titlen og den samlede præmiesum på intet mindre end 1,5 millioner amerikanske dollars.

Udover Viktor Axelsen er Anders Antonsen kvalificeret til finalestævnet, og når turneringssejren har lagt sig, sætter de to singler og cheflandstræner Kenneth Jonassen fokus på den tredje og sidste turnering i Thailand i denne omgang.

– Både kropsligt og mentalt er det vigtigt, at Viktor, når han lige har fået lov at nyde det, får givet slip herfra og koblet af, så der er ressourcer til at være sulten igen og kunne løse tingene i næste uge som den bedste udgave af sig selv. Viktor har sendt nogle stærke signaler om, at han er svær at gøre kål på, men der er ingen tvivl om, at vi skal have respekt for enhver modstander, for i næste uge må vi forvente, at folk kommer med en ny plan, som vi skal navigere i, siger Jonassen.

World Tour Finals-stævnet skydes i gang onsdag, men programmet er endnu ikke klarlagt.

Vi ønsker Viktor Axelsen et kæmpe tillykke med sejren i Bangkok og tager ligeledes hatten af for Hans-Kristian Vittinghus’ flotte andenplads.

Klik her for at se de samlede resultater fra finalerne af Toyota Thailand Open



Tags: , , , ,
Kategori: , , , ,