Badmintonphoto

Værløse klarer lige akkurat skærene til Final 4, mens Vendsyssel vinder Badmintonligaens grundspil

February 8, 2021 22:48 Skrevet af

Mandag aften var der særdeles vigtige og afgørende point på spil, da Badmintonligaens grundspil skulle afgøres. Her var det Vendsyssel der løb med den samlede sejr i grundspillet, mens Værløse akkurat sneg sig ind i top fire. Det samme gjorde TSS og Skovshoved. Aarhus AB slutter nederst, mens RSL Odense OBK skal kæmpe for deres overlevelse i Badmintonligaen.

 

Regnskabet er nu gjort op og Badmintonligaens grundspil har nået sin afslutning efter en dramatisk sidste runde.

Her ender Vendsyssel som fortjente vindere af Badmintonligaens grundspil efter en sejr over Team Skælskør-Slagelse, som dog også kvalificerer sig til Final 4-stævnet. Alt imens kæmpede Solrød Strand, Højbjerg/Via Biler, Skovshoved og Værløse om de sidste top fire-placeringer. Her var det Værløse og Skovshoved der sikrede sig de eftertragtede pladser.

I nedrykningskampen ender Aarhus AB sidst, mens Greve får fightet sig væk fra 9. pladsen, hvilket sikrer dem overlevelse i Danmarks fineste holdturnering. Her ender i stedet RSL Odense OBK, der nu skal kæmpe om overlevelse i Badmintonligaen.

Klik her for at få overblik over den endelige stilling efter grundspillets afgørelse

I den direkte kampe om førstepladsen i Badmintonligaens grundspil tog Vendsyssel mandag aften imod gæsterne fra Teams Skælskør-Slagelse, der forud for aftenens kamp indtog andenpladsen. Her var det hjemmebaneholdet fra Vendsyssel der viste sig stærkest med en 6-3 sejr over TSS. Nordjyderne kan dermed lade sig hylde som vindere af grundspillet, mens TSS beholder andenpladsen. Begge hold havde på forhånd sikret sig billetter til det eftertragtede Final 4-stævne.

I kampens 1. herresingle var der dømt på topkamp mellem Vendsyssels Jan Ø. Jørgensen og hollandske Mark Caljouw fra TSS. Her var det den rutinerede og tidligere landsholdsstjerne Jan Ø. Jørgensen der løb med en kneben sejr på 21-19, 21-18 over Caljouw. I anden herresingle var det dog svenske Felix Burestedt fra TSS der løb med sejren over Victor Svendsen med 15-21, 10-21.

Læs også: I aften afgøres grundspillet: Bred kamp om pladserne i RSL Final 4

Mens Vendsyssel og TSS var sikre på deres pladser i top fire, så var sagen en ganske anden i kampen mellem sidste års guld- og bronzevindere Skovshoved og Solrød Strand. Begge hold lå før sidste runde i top fire, og hver enkelt match kunne være afgørende for den endelige stilling. Her var det de forsvarende guldvindere fra Skovshoved der tog sejren med 6-3 i et spændende opgør. Dermed fastholder ‘Skovserne’ deres plads i top fire med en fjerdeplads, mens Solrød Strand ender på sjettepladsen.

I 1. damesingle var Solrød Strand-stjernen Mia Blichfeldt tilbage på holdkortet efter en kortere skadespause. Her levere Blichfeldt en sikker sejr over Sophia Grundtvig fra Skovshoved på 21-15, 21-16. I 1. herredouble var der derimod spænding lige til det sidste, da de rutinerede ‘Skovsere’ Carsten Mogensen/Joachim Fischer var oppe imod Lasse Mølhede/Jeppe Bay Madsen. Her var det de rutinerede Mogensen og Fischer der løb med sejren i tre sæt på 18-21, 21-12, 21-15.

Klik her og få det fulde overblik over aftenens resultater

Et andet hold der også kæmpede om en plads blandt de fire bedste var Værløse, der var oppe imod RSL Odense OBK. Sidstnævnte havde også brug for vigtige point i kampen om at forblive i top otte og dermed undgå nedrykning. Her var det hjemmebanefavoritterne fra Værløse der nappede den samlede sejr med 8-1, i en holdkamp spækket med tætte kampe. Værløse kravler dermed op på tredjepladsen i grundspillet og sikrer sig en Final 4-billet. RSL Odense OBK må dog se til takke med niendepladsen. De skal derfor fortsat kæmpe om overlevelse i Badmintonligaen.

Værløses 1. damesingle Julie Dawall Jakobsen vandt en tæt tresætskamp over Odenses Camilla Martens med 21-18 i tredje sæt. Det var naturligvis en meget glad damesingle, vi talte med efter aftenens holdkamp.

– Det er så fedt. Vi er mega glade og stolte af, at vi kunne gøre det færdigt i dag. Vi vidste godt, at vi stod godt til dem, men det skal stadig gøres færdigt. Vi vinder i dag, fordi vi var klar og tændte fra start. Alle var på, både på og udenfor banen, siger en glad Julie Dawall efter sejren. Nu ser hun og resten af holdet frem mod Final 4 for andet år i træk.

– Final 4 lyder rigtig godt. Vi kom med på et afbud sidste år, hvilket var virkelig sjovt. Men det er endnu federe, at vi selv har spillet os til det i år. Vi er SÅ klar, fortæller Dawall.

Læs også: Næstsidste runde af Badmintonligaens grundspil bød på topkamp, dramatiske opgør og en enkelt storsejr

Også i kampen mellem Højbjerg/Via Biler og Aarhus AB var der ekstremt vigtige point på spil for hjemmeholdet, der før mandagens runde havde længst til en plads i top fire. De tog imod ligaens bundhold fra Aarhus AB, der ikke kunne stille noget op mod et målrettet mandskab fra Højbjerg/Via Biler, der gjorde rent bord og vandt kampen med imponerende 9-0.

Uanset den imponerende præstation var det imidlertid ikke nok for højbjergenserne, der også var afhængige af udfaldene i de øvrige opgør. Disse endte ikke fordelagtigt for Højbjerg/Via Biler, der må se sig til takke med grundspillets femteplads. Blot 1 point uden for top fire.

Læs også: Mental Motion: Er dit barn i farezonen for at udvikle skader?

Aftenens sidste kamp stod mellem Gentofte og Greve. Her var der endnu engang altafgørende point på spil for begge hold. Ingen af de to mandskaber kunne nemlig være sikre på en plads i top otte og dermed overlevelse i den fineste badmintonrække for hold. Efter en velspillet og dramatisk kamp løb udeholdet Greve med en sejr på 4-5. Holdkampen bød på hele seks tre-sæts afgørelser.

Det var blandt andet i kampens to mixeddoubler at kampens livestream-seere fik noget for pengene. I 1. mixeddouble stod Greves Niclas Nøhr/Amalie Magelund for en sejr over Gentoftes Kasper Antonsen/Celine Juel med 21-16, 14-21, 21-9. Også i 2. mixeddouble var Greve stærkest, da Mikkel Mikkelsen/Rikke Søby slog Gentoftes Frederik Colberg/Line Christophersen med 21-18 i kampens tredje sæt.

Gentofte ender på grundspillets syvendeplads, mens Greve ender på ottendepladsen. Begge hold har dermed sikret sig overlevelse i Badmintonligaen.

 



Tags: , , ,
Kategori: , ,