Maiken Fruergaard - Freja Ravn - VICTOR - Denmark - Danmark - landshold - EM for blandede hold - Mesterskab - Amalie Magelund
Badmintonphoto

Danmark er i EM-finalen for 20. gang i træk: – Vi vinder på fight, fight og fight

February 19, 2021 23:57 Skrevet af

De forsvarende mestre fra Danmark er klar til finalen for 20. gang i træk. Det danske badmintonlandshold hev en hårdt tilkæmpet 3-2-sejr i land over Tyskland i semifinalen ved EM for blandede hold. – Vi vinder på fight, fight og fight, siger landstræner Jakob Høi.

 

For anden gang i denne uge tvang Tyskland de rød-hvide ud i en femte og afgørende kamp for at afgøre den indbyrdes holdkamp. Og for anden gang fightede Danmark sig til en 3-2-sejr. Bortset fra Viktor Axelsens overlegne sejr var de øvrige kampe tætte og åbne på forhånd. Derfor var det også en ovenud lykkelig dansk landstræner, vi talte med efter semifinalen.

– Vi har de sejeste spillere. Vi kan ikke blive overrasket over, at kampen bliver tæt. Det er så simpel og destruktiv badminton, Tyskland leverer, men de gør det, de skal, og det må vi jo prøve at løse. Vi vinder på fight, fight og fight, og lige nu er vi simpelthen så glade. Specielt over at vi har nye folk med, som går ind og leverer, siger landstræner Jakob Høi.

Kampen blev afgjort, da Maiken Fruergaard/Amalie Magelund besejrede Isabel Herttrich/Kilasu Ostermeyer med 21-11, 18-21, 21-19 i en kamp som varede 83 minutter. Det var derfor en stor lettelse, da Danmark endelig kunne kalde sig finaleklar.

– Jeg har det fandeme godt. Jeg er satme glad og stolt. Vi arbejdede hårdt, og Maiken arbejdede i særdeleshed hårdt, siger den blot 20-årige Amalie Magelund, der tog presset på sine skuldre som en oplevelse.

– Personligt synes jeg, at det var en fed kamp at få, og en fed kamp at spille, som jeg vil huske. Jeg synes også, at det var fedt at spille den sidste kamp i onsdags, så det befinder jeg mig udmærket i, siger Magelund.

Klik her for at se flere detaljer fra EM-semifinalen mellem Danmark og Tyskland 

Men før Danmark kunne bryde ud i jubel, blev der spillet nogle intense og spændende kampe.

Mathias Christiansen/Alexandra Bøje lagde ud mod Mark Lamsfuss/Isabel Herttrich i en af de kampe, som på papiret var helt åben. De to par mødte ikke hinanden i gruppespillet, men deres seneste indbyrdes opgør gik til danskernes fordel med 21-15, 19-21, 21-11, hvilket skete i SaarLorLux Open-finalen i november. Total set førte danskerne også med 2-1 i indbyrdes opgør, men alle tre kampe havde været ude i tre sæt, så der var lagt op til en tæt affære mellem nummer 18 og 15 i verden.

Tæt blev det også i første sæt. De to par fulgtes ad hele vejen gennem sættet, og fra Danmarks side var det i høj grad Alexandra Bøje, som fik sat ketsjer på fjerbolden. Højbjerg/ViaBiler-spilleren fik sat sig på nettet, og vandt herfra størstedelen af Danmarks point. Til sidst måtte danskerne dog se sig slået 18-21 efter en flad serv, som Bøje gik på efterfulgt af en returnering i nettet fra Christiansen.

Christiansen kunne desværre heller ikke få gang i sit spil i den tunge hal i andet sæt. Det var medvirkende til, at det danske par ikke kunne holde trit med Lamsfuss/Herttrich, hvilket resulterede i et 17-21-nederlag.

Læs også: Ny besværlig sejr sender Danmark i semifinalen som gruppevinder ved EM for blandede hold: – Set over en bred kam er vi ikke gode i dag

Viktor Axelsen udspillede Fabian Roth i onsdags, og Tyskland havde måske af den årsag skiftet Roth ud med Max Weisskirchen. Det gjorde dog ikke den store forskel. Axelsen levede op til favoritværdigheden og vandt 21-13, 21-8, hvor den sidste bold blev smashet direkte i gulvet af den dobbelte Thailand Open-vinder.

Kunne Mia Blichfeldt tage revanche mod Yvonne Li fra hendes nederlag i gruppespillet, ville danskeren bringe Danmark i front 2-1 i holdkampen. Det startede godt for Solrød Strand-spilleren, som vandt første sæt 21-17 med en flot attitude og en lavere fejlprocent end i onsdags. Det gik så helt modsat i andet sæt, som Blichfeldt tabte 12-21.

På imponerende vis kom danskeren ud af sit frustrerende mind-set i tredje sæt. Hun fik flyttet Yvonne Li bedre rundt på banen, og da Blichfeldt vandt sættet 21-16, fik fejringen fuld smæk.

Læs også: Danmark vinder tæt EM-holdkamp mod Tyskland: – Det er vildt, vildt fedt

Med den sejr kunne Anders Skaarup/Kim Astrup sikre Danmark en plads i EM-finalen for 19. gang i træk. Det krævede til gengæld en sejr over Mark Lamsfuss/Marvin Seidel, som de ikke havde tabt til i deres seks tidligere indbyrdes opgør. Det skulle de så desværre komme til i dag.

Første sæt var tæt, og efter at have været lige bagefter kom Skaarup/Astrup foran for første gang ved 19-18. Den føring holdt kort, og danskerne blev overrumplet i servesituationen til sidst, hvilket sendte dem fra sættet med 19-21.

Andet sæt var et decideret kollaps. Intet gik som det skulle, fokus virkede til at være rettet mod servedommerens manglende kendelser, og så havde tyskernes offensiv ikke svært ved at komme forbi danskernes defensiv. Det gav en afklapsning på 5-21 til Skaarup og Astrup, hvoraf sidstnævnte grundet knæproblemer spillede sin første kamp ved dette mesterskab her til aften.

Dermed skulle semifinalen afgøres i damedoublen. Tyskland gav genvalg til Isabel Herttrich/Kilasu Ostermeyer fra onsdagens kamp, mens Danmark byttede Alexandra Bøje ud med Amalie Magelund som partner til Maiken Fruergaard.

Allerede fra start havde den nye danske damedouble tur i spillet. De kom på banen med masser af gejst og spillede hurtigt og konsekvent, hvilket gav en 21-11-sejr i første sæt. I andet sæt kom danskerne til at blive lidt for stillestående, hvilket Herttrich/Ostermeyer udnyttede, og danskerne tabte 18-21. De kom dog stærkt igen i tredje, hvor de havde matchbold ved 20-15, men nerverne spillede ind i sådan en grad, at det først var på den femte matchbold, at Fruergaard/Magelund kunne sende Danmark i finalen.

I morgendagens finale venter Frankrig, som brugte seks timer på banen i deres semifinale mod Rusland, før de vandt 3-2. Med start klokken 12.00 betød det, at Danmarks EM-semifinale blev fem kvarter forsinket ovenpå maratonkampen.

Klik her og se flere detaljer fra Frankrig og Ruslands EM-semifinale

Mens det er Danmarks 20. finale i træk siden 1984 og 24. finale i alt ved EM for blandede hold, er det Frankrigs første nogensinde. Frankrig havde end ikke vundet en medalje ved mesterskabet – nu er de som minimum sikret en sølvmedalje.

Danmark er forsvarende mestre ved EM for blandede hold og har vundet de seneste tre gange – i 2019, 2017 og 2015. Danmark er med sine 17 sejre ved EM for blandede hold den nation, som har vundet mesterskabet flest gange af alle europæiske nationer.

TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender finalen i morgen den 20. februar klokken 14.00 dansk tid.



Tags: , , , , ,
Kategori: , , ,