Kenneth Jonassen
Bamdintonphoto

Jonassen glæder sig til All England-finalen: – Jeg forventer et rigtig, rigtig spændende opgør

marts 21, 2021 09:53 Skrevet af

Viktor Axelsen står for tredje gang i træk i All England-finalen. I dag møder han malaysiske Lee Zii Jia, som har været suverænt godt spillende i Birmingham. Derfor spår den danske cheflandstræner en stor finale. – Det er to spillere, som står godt til hinanden og kan byde hinanden op til dans.

 

I dag har Viktor Axelsen mulighed for at vinde All England for andet år i træk. Skulle det ske, vil det være første gang siden 2011, at en herresinglespiller genvinder All England, hvilket var netop det, som Lee Chong Wei gjorde. Det er også en bedrift som er overgået Poul-Erik Høyer (1996-1995) og Morten Frost (1987-1986), mens Erland Kops vandt hele fire gange i træk (1963, 1962, 1961 og 1960).

Axelsen har altså mulighed for at skrive sig i historiebøgerne på ny, men det kræver en sejr over 22-årige Lee Zii Jia fra Malaysia, som har set stærk ud i årets udgave af Super 1000-turneringen.

– Jeg forventer et rigtig, rigtig spændende opgør. Det er to spillere, som står godt til hinanden og kan byde hinanden op til dans. De har mødtes et par gange. Sidste år var det i semifinalen, som var rigtig tæt. I World Tour-finalerne slog Viktor ham overlegent, men det bliver ikke det samme i den her finale. Finaler er bare en speciel størrelse, der ikke kan sammenlignes, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.

Læs også: For tredje år i træk: Viktor Axelsen er klar til All England-finalen

Sidste års semifinale var en tæt og hæsblæsende affære, hvor Axelsen var bagud 18-19 i tredje sæt. Men med tre point i træk, sikrede odenseaneren sig pladsen i finalen. Ved World Tour-finalerne i januar vandt danskeren overlegent 21-15, 21-4, men siden da har Jonassen set store forbedringer i malaysierens spil.

– Han har vist et nyt højt niveau på sin forbane, og så slog han Momota i kvartfinalen, så det bliver en udfordring for Viktor. Lee slår rigtig, rigtig hårdt og står en bundsolid defensiv. Han har ganske enkelt været exceptionelt godt spillende. Så det bliver både det mentale og fysikken, som vil spille ind, siger den danske cheflandstræner og ser nærmere på de to aspekter.

Selvom Axelsen var ude i et intens opgør mod Antonsen som varede 1 time og 6 minutter, og Lee Zii Jias semifinale mod Mark Caljouw kun tog 44 minutter og blev spillet to timer før danskerkampen, ser Kenneth Jonassen ikke det som værende en fysisk fordel for malaysieren.

– Det er ikke tidsforskellen fra i går, som bliver afgørende i dag. Det er i højere grad den samlede kamptid under hele turneringen, man skal kigge på, siger Jonassen, der fortsætter til det mentale del.

– Der kan være en mental fordel hos Viktor, fordi han har stået i finalen før, og fordi han slog Lee i januar. Men finaler er bare anderledes, og lidt mere stimepræget end almindelige kampe. Men erfaring kan give ro og tro på egne evner, men Lee har formentlig stor selvtillid ovenpå en flot turnering.

Læs også: Højt japansk tempo gjorde udslaget: – Der kunne vi ikke være med

Rent spillemæssigt forudser Danmarks herresingleansvarlige også de elementer, der skal lykkes for Axelsen, hvis trofæet skal løftes af danske hænder.

– Der skal stor variation i Viktors angreb. Han skal i princippet spille sit eget spil, men rette ind, i forhold til hvad malaysieren kommer med. De er ikke vant til at stå mod hinanden i en finale, så det bliver anderledes, siger Kenneth Jonassen.

Mens det er Viktor Axelsens tredje All England-finale, er det Kenneth Jonassens tiende, hvoraf han har været med til at vinde fire af de forgangne ni finaler, hvor han har været ansvarlig træner eller assisterende træner.

Herresinglefinalen mellem Viktor Axelsen og Lee Zii Jia er den eneste finale med dansk deltagelse. Den er placeret som nummer fire i kamprækkefølgen og kan forventes at blive spillet omkring klokken 14.00 dansk tid.

Klik her og se finaleprogrammet for All England

Alle All England-finaler kan ses direkte på TV 2 PLAY og TV 2 SPORT.



Tags: , ,
Kategori: ,