Badmintonphoto

Flere danske medaljehåb til EM 2021: – Vi skal ikke tage noget for givet

April 27, 2021 08:50 Skrevet af

Flere af de danske EM-spillere er spået medaljer til EM individuelt, som løber af stablen for 28. gang i historien fra tirsdag formiddag. – Alle vil gerne slå en dansk herresingle til et EM, så vi skal ikke tage noget for givet, siger landstræner Jakob Høi.

Damesinglen Line Christophersen øjner i lyset af Mia Blichfeldts afbud grundet en knæskade gode muligheder for metal ved mesterskaberne, til trods for det er hendes første EM.

 

Lige siden de første individuelle europæiske mesterskaber løb af stablen i 1968, har danske spillere været blandt medaljefavoritterne ved hvert af de hidtil 27 mesterskaber.

I år er ingen undtagelse, og bare i herresinglekategorien er danskere seedet til at tage alle fire medaljer.

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at Anders Antonsen, Viktor Axelsen, Rasmus Gemke og Hans-Kristian Vittinghus partout kommer legende let til podiet, mener den danske landstræner Jakob Høi.

– Alle vil gerne slå en dansk herresingle til et EM, så vi skal ikke tage noget for givet eller for let på tingene, understreger han og benævner blandt andet Hans-Kristian Vittinghus’ lodtrækning som hård.

– HK kan allerede i anden runde få en stor kamp mod irske Nhat Nguyen, som har gjort det godt på det seneste. Vinder han den, kan han rende ind i Mark Caljouw, som også kan være svær. Derudover står også Gemke over for en potentielt svær kamp i en mulig kvartfinale mod Popov (Toma Junior, red.), siger Jakob Høi.

Læs også: 22 spillere udtaget til EM i Ukraine: – Vigtigt mesterskab på flere parametre

I damesinglekategorien har landets største medaljehåb, Mia Blichfeldt, desværre måttet melde afbud som følge af en knæskade. Om end det er ærgerligt, baner det ikke desto mindre en potentiel bedre vej for to af landets øvrige damesinglehåb, Line Christophersen og Julie Dawall, der begge har EM-debut og oprindeligt stod til at møde Blichfeldt i henholdsvis en potentiel kvartfinale og første kamp.

Selv om det er første gang i karrieren, at Line Christophersen er med til de europæiske mesterskaber, øjner hun derfor gode muligheder for en medalje.

– Jeg føler, at mine chancer ser okay ud. Der kan jo altid ske overraskelser, men jeg føler, at jeg har gode chancer for en medalje, siger Line Christophersen, som senest tog en flot andenplads ved Orleans Masters i slut marts.

– Det er selvfølgelig rart at have følt, at jeg har spillet godt både i Frankrig og siden da, efter jeg kom hjem. Det er godt at have med i baghovedet, så jeg glæder mig til at se, hvordan det kommer til at gå, siger Christophersen.

Går alt godt set med danske øjne, støder Christophersen ind i Julie Dawall i kvartfinalen. Et scenarie, landstræner Jakob Høi gerne ser for sig.

– Jeg håber selvfølgelig på en rent dansk kvartfinale. Line Christophersen har haft overtaget de sidste par gange, men de har spillet mange tætte kampe, så vi må se, hvordan det går, hvis de møder hinanden, siger landstræneren.

Læs også: Knæskade driller igen Mia Blichfeldt og afholder hende fra EM 2021

Ligesom den står på EM-debut for Christophersen og Dawall, er der flere nye ansigter med på mesterskabsscenen, herunder i herredoublekategorien, hvor to makkerpar indtil i søndags stod til at debutere. Desværre blev Joel Eipe testet positiv for coronavirus, og sammen med makkeren, Rasmus Kjær, står den således på isolation frem for debut.

Til gengæld får vi Daniel Lundgaard/Mathias Thyrri at se i aktion til deres første EM. Det unge makkerpar har tilmed gjort det så godt på det seneste, at de har landet en ottendeseedning, men ifølge landstræner Jakob Høi kan de spille uden større forventningspres.

– De har før vist, at de, når de spiller deres bedste, kan konkurrere med de bedste. Men vi kan ikke endnu lægge en masse forventninger på skuldrende af de her unge par, som skal ud at prøve at navigere i og agere til et mesterskab, hvor optakten, fokusset og opmærksomheden generelt og fra os trænere har været og er større. Det bliver helt sikkert spændende at følge, siger Jakob Høi, som sammen med de assisterende landstrænere, Thomas Stavngaard og Jesper Hovgaard, står for coachingen af de danske spillere af sted i Ukraine.

Læs også: Misser EM-debut: Testet positiv for Covid-19

Et større pres ligger til gengæld på papiret på Anders Skaarups/Kim Astrups skuldre i form af en topseedning, ligesom Maiken Fruergaard/Sara Thygesen er seedet treer. Mette Poulsen/Alexandra Bøje og Amalie Magelund/Freja Ravn er derudover seedet til en kvartfinale, hvor sidstnævnte til gengæld står til at støde ind i de topseedede bulgarske søstre, Gabriela/Stefani Stoeva. Senest, de mødtes, fik de unge danskere en gedigen lærestreg i SaarLorLux Open-finalen i november.

– Min forventning er, at de får mødet med Stoeva-søstrene og bruger det til at finde ud af, hvad de har fået lagt på af træning, og hvad de teknisk, taktisk og mentalt kan være med til, når de står over en fysisk overlegen modstander, siger Jakob Høi.

Mixeddouble er ifølge den danske landstræner den kategori ved mesterskabet, som rummer flest par, der kan spille lige op med hinanden. På papiret er det bedste danske kort fjerdeseedede Mathias Christiansen/Alexandra Bøje, som har gjort det særdeles godt på det sidste. Niclas Nøhr/Amalie Magelund er ligeledes med til at repræsentere Danmark i kategorien, men skal overraske ad flere omgange for at nå en medalje.

Badminton Danmark og Team Danmarks målsætning for EM 2021 lyder på 12 medaljepoint, mens 10 point er et acceptabelt resultat. En guldmedalje giver tre point, sølv giver to og bronze giver et point.

Det hele går løs fra tirsdag klokken 10.30, dansk tid. Samtlige kampe fra mesterskaberne kan følges direkte på Badminton Europes livestream, som du finder her. TV 2 Sport sender fra fredag og frem.

Klik her for at få overblik over hele kampprogrammet og de danske spilleres kampe



Tags: , , , ,
Kategori: , , ,