Badmintonphoto

Tilfreds sportschef oven på hektisk EM: – Gode præstationer trods trælse omstændigheder

May 4, 2021 15:37 Skrevet af

Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom, som fortsat er i Ukraine for at hjælpe de resterende tre coronaramte spillere hjem, ser tilbage på en ikke så lidt stressende uge i Kiev, hvor præstationerne på trods af svære omstændigheder godkendes. – Grundlæggende havde vi vores vilkår taget i betragtning tilfredsstillende præstationer, og særligt Line Christophersens sølvmedalje var over al forventning, siger Jens Meibom.

 

Syv medaljer gik ved EM 2021 dansk vej, mere specifikt én guldmedalje, to sølvmedaljer og fire gange bronze.

Dermed blev den acceptable målsætning på 10 medaljepoint også opnået med et enkelt overskydende point – en guldmedalje giver tre point, sølv giver to point og bronze giver et.

– Overordnet set er det et resultat, som er acceptabelt, konkluderer Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom.

– Grundlæggende synes jeg, at vi – vores vilkår taget i betragtning – (mangel på træning, styrketræning, spillernes priming og deres vidtgående isolation) havde tilfredsstillende præstationer over hele linjen uden nogen, der faldt fuldstændig igennem. Samtidig var det fantastisk at opleve Line Christophersen få sit internationale seniorgennembrud, hvor hun både nåede finalen og spillede en rigtig flot kamp mod verdens bedste damesingle, Carolina Marin. Det er enormt positivt og et kæmpe resultat, siger Jens Meibom.

Læs også: Line Christophersen om tabt EM-finale: – Det var en meget svær kamp

De svære vilkår, som sportschefen påpeger, skyldtes primært de begrænsninger Badminton Danmark selv lagde over den danske spillertrup, efter det viste sig, at Joel Eipe lørdag op til mesterskabet var smittet med Covid-19.

Haltræning, styrketræning og behandlinger af spillerne blev stillet i bero hele ugen i Kiev, hvor også spillerne blev isoleret fra hinanden.

– På trods af det leverer Line (Christophersen, red.) spil fra øverste hylde hele vejen igennem. Samtidig synes jeg, at vi så flere gode takter fra vores damedoubler. Både Freja og Amalie (Ravn og Magelund, red.) og Sara og Maiken (Thygesen og Fruergaard, red.) taber til Stoeva-søstrene, men leverer begge rigtig gode præstationer. Havde Sara og Maikens stået i den anden halvdel af programmet, mener jeg ikke, at det er urealistisk, at vi kunne have set dem stå i finalen i stedet, siger Jens Meibom og tilføjer:

– Herresingle leverede igen på højt niveau som kategori, og jeg synes også, at præstationerne i Herre- og Mixed double er godkendte. Det betyder ikke, at vi ikke har ambitioner om flere guldmedaljer, men ud fra hvor vi står i de forskellige kategorier i øjeblikket, og de omstændigheder vi endte med at have omkring dette mesterskab, mener jeg bestemt, at det samlede resultat ved dette års EM er godkendt, siger Jens Meibom.

Læs også: Syv danske EM-medaljer sikret efter godkendt kvartfinaledag

De danske medaljetagere ved årets EM:

Herresingle:
Anders Antonsen, guld
Viktor Axelsen, sølv
Hans-Kristian Vittinghus, bronze

Damesingle:
Line Christophersen, sølv

Herredouble:
Kim Astrup/Anders Skaarup, bronze

Damedouble:
Sara Thygesen/Maiken Fruergaard, bronze

Mixeddouble:
Mathias Christiansen/Alexandra Bøje, bronze

Klik her for at se alle tidligere EM-guldvindere



Kategori: , , , ,