Allan Høgholm, Badminton Danmark

Guld-bejlerne har sat deres hold: – Vi håber at kunne sprælle mere i år

June 23, 2021 16:12 Skrevet af

En gentagelse af sidste års RSL Final 4-ligafinale står for døren, men om det også bliver med tilsvarende udfald og vindere som sidste år, er langt fra afgjort på forhånd. Få overblik over, hvad der venter i det storslåede finalebrag mellem Skovshoved og Værløse her i kampen om at blive danske mestre 2021 her.

 

Det var to yderst stærke, kampklar og tændte hold, som tirsdag spillede sig i RSL Final 4-finalen.

Først overraskede Værløse gevaldigt med en storsejr på 5-1 over de klare favoritter og grundspilsvindere, Vendsyssel. Senere var det Skovshoved, der med blandt andre Viktor Axelsen og Natalia Koch Rohde på holdkortet tog fusen på Team Skælskør-Slagelse, som ligeledes blev besejret 1-5.

Således står de forsvarende mestre, Skovshoved, onsdag aften over for de forsvarende sølvvindere fra Værløse, som efter alt at dømme har tænkt sig at give alt, de har for at undgå, at historien fra sidste år gentager sig.

Det er i al fald det, som Skovshoved-træner, Henrik PK Rohde, forbereder sine spillere på.

– Sidste år kom Værløse ikke rigtig ud til finalen på samme måde, som de gjorde i semifinalen sidste år og i år, og det gør man nok ikke to gange. Så vi er meget klar på, at de kommer med det niveau, vi så fra dem i semifinalen mod Vendsyssel, siger Henrik PK Rohde.

Læs også: Skovshoved booker anden finaleplads med solid sejr over TSS

Ifølge Værløse-træner Tanja Berg er håbet da også, at det mentale og fysiske overskud er større i aften, end det var i sidste års finaleopgør.

– I forhold til sidste år så kommer vi helt sikkert mere klar til kampen. Det var en rigtig hård kamp, vi havde i semifinalen sidste år, hvor vi heller ikke havde trænet ordentligt eller spillet kampe i flere måneder. Så jeg tror, at vi i år vil være mindre brugte og mindre trætte, og jeg håber, at det overskud både mentalt og fysisk kan være med til, at vi kan sprælle lidt mere, end vi gjorde sidste år, siger Tanja Berg.

Læs også: Værløse overrasker med storsejr i første RSL Final 4-semifinale

Ikke overraskende og til glæde for tilskuerne på lægterne og bag fjernsynsskærmene, så stiller begge finalehold med deres stærkeste spillere og holdopstillinger, der er identiske med semifinaleopstillingerne. Det betyder, at aftenens indbyrdes matcher ser ud som følger:

Værløse vs. Skovshoved 

1. MD
Mathias Thyrri Jørgensen/Mai Surrow vs. Carsten Mogensen/Sara Lundgaard

2. MD
Andreas Søndergaard/Julie Finne-Ipsen vs. Joel Eipe/Mette Poulsen

1. DS
Julie Dawall Jakobsen vs. Natalia Koch Rohde

2. DS
Sofie Holmboe Dahl vs. Sophia Grundtvig

1. HS
Rasmus Messerschmidt vs. Viktor Axelsen

2. HS
Ditlev Jæger Holm vs. Rasmus Gemke

1. DD
Julie Finne-Ipsen/Mai Surrow vs. Mette Poulsen/Sara Lundgaard

1. HD
Andreas Søndergaard/Daniel Lundgaard vs. Joel Eipe/Rasmus Kjær Pedersen

2. HD
Mathias Thyrri Jørgensen/Ditlev Jæger Holm vs. Carsten Mogensen/Rasmus Gemke

 

Badminton Danmark følger naturligvis alle herlighederne fra finalen, og du kan følge med for interviews, behind the scenes-indhold, kampreferat, resultater og meget andet her på badminton.dk samt på vores sociale mediesider; facebookinstagramtwitter.

Guldkampen kan naturligvis følges direkte på TV 2 Sport.

Vi ønsker de to finalehold rigtig god kamp! Må det bedste hold vinde.

Læs også: Eufori, forløsning og kuldegysninger: – Jeg var glad for bare at være med

 



Kategori: , , , , ,