Badmintonphoto

Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen spiller sig overbevisende i OL-kvartfinalen: – Vi er klar til at æde os selv

July 26, 2021 12:11 Skrevet af

Den danske herredouble Kim Astrup/Anders Skaarup Rasmussen har sikret sig en plads i OL-kvartfinalen efter en overlegen sejr over deres nigerianske modstandere i parrets anden gruppekamp ved OL. – Det er sindssygt fedt, at vi selv kan gå ind at afgøre, om vi skal være etter eller toer i gruppen, siger Kim Astrup.  

 

Den første danske badmintonkonstellation har sikret sig en plads i en OL-kvartfinale.

Det står klart, efter Kim Astrup/Anders Skaarup Rasmussen mandag formiddag landede deres anden sejr i gruppespillet uden det mindste slinger i valsen mod deres nigerianske modstandere.

Dermed står Astrup og Skaarup nu over for fjerdeseedede Endo/Watanabe i den sidste gruppekamp om, hvem der skal ende som gruppens etter og toer.

– Det er sindssygt fedt, at vi allerede nu ved, at vi er i kvartfinalen, og at vi selv kan gå ind at afgøre, om vi skal ende som etter eller toer i gruppen. Vi glæder os helt vildt til og er klar til at æde os selv. Vi går 100 procent efter at vinde, siger Kim Astrup.

Læs også: Astrup/Skaarup tager første danske OL 2020-sejr: – De virker bedre forberedt og trænet end nogensinde før

At æde sig selv bliver da efter alt at dømme også i den grad nødvendigt ifølge landstræner Jakob Høi.

– Den største udfordring i opgøret i morgen bliver at blive i det, for der skal virkelig arbejdes hårdt for at komme igennem japanerne og lave point, siger Jakob Høi, som dog påpeger, at landstrænerteamet og den danske herredouble har forberedt sig godt på hjemmebanemodstanderne, japanske Endo/Watanabe.

– Vi har sat os godt ind i deres servesituation og set meget på, hvordan de selv laver point. Vi skal ind at spille tempo uden at søge det helt vilde, og hvis vi er klar, så kan vi også vinde duellerne. Det bliver bare vanvittigt hårdt, siger landstræneren.

Læs også: Christiansen/Bøje slutter OL af med overbevisende sejr

Kvartfinalepladsen blev sikret, idet Astrup/Skaarup besejrede nigerianerne 21-7, 21-10, efter de i deres første og yderst vigtige OL-opgør med russiske Ivanov/Sozonov også vandt i to sæt.

Det er de to bedste par i hver af de fire puljer, som går videre til kvartfinalerne, hvor gruppeetterne møder -toerne i de respektive kvartfinaler.

Om Astrup/Skaarup slutter som etter eller toer i deres gruppe (Gruppe B), vil vise sig allerede i nat, omtrent klokken 4.20, dansk tid.



Tags: , , , , ,
Kategori: , , ,