Esbjerg, Denmark - August 13: RSL DM Badminton 2021 at Blue Water Dokken on August 13, 2021 in Esbjerg, Denmark. (Photo by Allan Hogholm) - Victor Svendsen - RSL - DM 2021
Allan Høgholm, Badminton Danmark

RSL DM 2021: Her er danmarksmestrene anno 2021

August 13, 2021 21:54 Skrevet af

Tre danmarksmestre forsvarede deres danmarksmesterskab fra 2020, mens to konstellationer fik graveret deres navn på pokalerne for første gang. Se de nykårede RSL DM 2021-vindere her.

 

Line Christophersen, Sara Thygesen/Maiken Fruergaard og Kim Astrup/Anders Skaarup genvandt deres danmarksmesterskab fra sidste år. Det gjorde Niclas Nøhr rent faktisk også, men det var med en ny makker i Amalie Magelund, som omvendt vandt sit første senior DM i karrieren. Det samme hændte Victor Svendsen.

Finaledagens første kamp stod mellem Niclas Nøhr/Amalie Magelund og Mikkel Mikkelsen/Rikke Søby. De mødte også hinanden i sidste uge ved VICTOR DENMARK MASTERS, hvor førstnævnte vandt 21-13, 16-21, 21-16. I dag fik de afgjort kampen i to sæt med 21-13, 21-17, og dermed fik Amalie Magelund DM-guld om halsen for første gang i karrieren, mens Niclas Nøhr vandt sit tredje DM.

Læs også: Viktor Axelsen kåret som Årets Badmintonspiller 2020

Mixedoublefinalen blev fulgt op af damesingle. Det var en gentagelse af finalen fra i fjor mellem Line Christophersen og Julie Dawall. Igen vandt Christophersen flest point, hvilket resulterede i en klar sejr på 21-9, 21-12. Dermed kunne Gentofte-spilleren lade sig hylde på øverste podie for andet år i træk.

I søndags indtog Victor Svendsen andenpladsen i Blue Water Dokken ved VICTOR DENMARK MASTERS. På sit visit i hallen på RSL DM’s finaledag indtog han førstepladsen efter en hårdt fightende indsats.

Svendsen tog sig en masse lange ture rundt på banen, når bolden var gået i jorden for at tørre sig, få nyt pudder på grebet og snakke med sin træner, og det var tydeligt, at han ikke ønskede en tresætskamp mod sin bornholmske modstander Rasmus Messerschmidt. Heldigvis for den 26-årige herresingle fra Hjørring lukkede han kampen i to sæt med 21-18, 21-19.

Læs også: Amalie Schulz Terp-Nielsen kåret som Årets Komet 2020

Damedoublefinalen bød på masser af dramatik, da Alexandra Bøje/Mette Poulsen følte sig bortdømt af servedommeren. Seks gange blev den rødklædte duo dømt for en for høj serv i første sæt – endda fire gange i træk på deres første server. Det forårsagede protester fra Bøje/Poulsen, hvilket fik servedommeren til at ønske sig udskiftet, og det skete efter samtale mellem stigedommeren og referee efter første sæt, som Sara Thygesen/Maiken Fruergaard vandt 21-14.

I andet sæt dømte den nye servedommer også fejlserv på Bøje/Poulsen, hvilket fik dem til at indikere, at de ville trække sig, men det fik deres træner Jakob Poulsen frarådet dem. De kom da også flot igen, men måtte til sidst se Thygesen/Fruergaard forsvare deres danmarksmesterskab med 21-18 i andet sæt.

Klik her og se resultaterne fra RSL DM 2021-finalerne 2021

Kim Astrup/Anders Skaarup forsvarede også deres DM-titel med en sejr på 21-12, 21-16 over Jesper Toft/Andreas Søndergaard. Her viste Astrup/Skaarup, at de stadig havde OL-form nok til at besejre deres holdkammerat fra Højbjerg/ViaBiler Jesper Toft og Værløse-spilleren Andreas Søndergaard.

Resultater fra RSL DM-2021-finalerne:

HS: Victor Svendsen vs. Rasmus Messerschmidt: 21-18, 21-19
DS: Line Christophersen vs. Julie Dawall Jakobsen: 21-9, 21-12
HD: Kim Astrup/Anders Skaarup vs. Andreas Søndergaard/Jesper Toft: 21-12, 21-16
DD: Sara Thygesen/Maiken Fruergaard vs. Alexandra Bøje/Mette Poulsen: 21-14, 21-
XD: Niclas Nøhr/Amalie Magelund vs. Mikkel Mikkelsen/Rikke Søby: 21-13, 21-17



Tags:
Kategori: