Kjærsfeldt og Dawall udtaget til VM

af | nov 29, 2021

Danmark kommer samlet til at have fire damesingler med til det individuelle VM. – Det er en kæmpe drøm, siger debutanten Julie Dawall.

 

Yderligere to danske damesingler får mulighed for at svinge ketcheren i det sydspanske til december.

Line Kjærsfeldt og Julie Dawall Jakobsen er blevet efterudtaget af Badminton Danmarks sportslige ledelse til det individuelle VM, som begynder 12. december i Huelva.

– Line og Julie er en fast del af træningen på det Nationale Elite Træningscenter, så vi var ikke i tvivl om, at de skulle med, da muligheden for at udtage dem opstod, siger elite- og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom.

Læs mere: Eipe og Kjær med til individuel VM

Verdensranglistens nummer 31, Line Kjærsfeldt, kommer til VM med masser af rutine. Hun har deltaget ved de seneste seks individuelle verdensmesterskaber, og hun ser frem til at komme af sted endnu engang.

– Jeg er rigtig glad for at komme med, selvom jeg var ked af, at jeg i første omgang ikke havde kvalificeret mig.

– Jeg havde egentlig regnet med, jeg skulle have en god træningsperiode nu, men jeg glæder mig over at komme af sted igen, for det er altid fedt at repræsentere sit land og spille VM, siger hun.

Læs mere: Yderligere to danske mixeddoubler med til VM

Mens Kjærsfeldt er meget erfaren i VM-sammenhæng, står det anderledes til hos Dawall.

Det er første gang i karrieren, hun skal med til et individuelt verdensmesterskab.

– Jeg blev overrasket, da Kenneth (Jonassen, cheflandstræner) ringede og fortalte mig nyheden. Jeg havde ikke forventet det, så det er mega fedt.

– Jeg har altid har drømt om at stå øverst på skamlen til et mesterskab, og første kriterie er derfor at komme med. Så det er en kæmpe drøm, og jeg er virkelig glad for at få lov til at opleve det i år, siger Julie Dawall, som ligger nummer 40 på ranglisten.

Læs mere: Flere danske spillere efterudtaget til individuel VM

Dermed kommer Danmark til at have fire damesingler med til VM.

 

Få overblikket over de danske spillere til individuel VM i december:

Herresingle:

  • Viktor Axelsen
  • Anders Antonsen
  • Rasmus Gemke
  • Hans-Kristian Solberg Vittinghus

Damesingle:

  • Mia Blichfeldt
  • Line Christophersen
  • Line Kjærsfeldt
  • Julie Dawall Jakobsen

Herredouble:

  • Kim Astrup og Anders Skaarup
  • Daniel Lundgaard og Mathias Thyrri
  • Joel Eipe og Rasmus Kjær

Damedouble:

  • Sara Thygesen og Maiken Fruergaard
  • Amalie Magelund og Freja Ravn
  • Mette Poulsen og Alexandra Bøje
  • Amalie Schulz og Christine Busch

Mixeddouble:

  • Alexandra Bøje og Mathias Christiansen
  • Niclas Nøhr og Amalie Magelund
  • Mathias Thyrri og Mai Surrow
  • Mikkel Mikkelsen og Rikke Søby

Individuel VM spilles i år fra søndag 12. december til søndag 19. december i den spanske by Huelva.

Seneste danske VM-medalje var i 2019 i Basel, hvor Anders Antonsen vandt sølv. Seneste verdensmestertitel til Danmark stod Viktor Axelsen for i 2017 i Glasgow.