Sæby Badmintonklub - Ukraine - ukrainske - flygtninge - krig - bredde - hjælp - støtte
Sæby Badmintonklub

Sæby Badmintonklub byder ukrainske flygtninge velkommen

April 12, 2022 15:54 Skrevet af

Badminton Danmark har modtaget denne rørende historie fra Sæby Badmintonklub, som har aktiveret klubbens frivillighed for at hjælpe ukrainske flygtninge. Bliv inspireret af cheftræner Klaus Bluncks beretning om klubbens arrangement i søndags. Måske kan din klub også hjælpe mennesker i nød?

 

Badminton er en sport alle kan samles om. Når mennesker med forskellig baggrund får en ketsjer og en fjerbold i hånden, taler alle samme sprog.

Det beviste de i Sæby Badmintonhal på Skovalleen i Sæby, som en større flok ukrainske flygtninge søndag den 10. april var blevet kørt til. Her blev der spillet badminton samt drukket, spist og hygget i cafeteriet.

– Det var som at mødes med en familie, man ikke vidste, man havde. Man undrer sig over, hvem pokker der kan sende bomber og missiler efter disse børn og familier. Fredelige mennesker, der bare vil leve et godt liv. De kærlige, tillidsfulde og taknemmelige ukrainere var en kæmpestor oplevelse at stifte venskaber og nye bekendtskaber med. Så søde børn og voksne, skriver Klaus Blunck.

Læs også: Badminton Danmark og DGI Badminton er i tæt dialog med det ukrainske badmintonforbund om hjælp

Også ukrainerne imellem blev der tid til meget snak over kaffen, idet familierne med forskellige boliglokationer i Frederikshavn Kommune ikke nødvendigvis har kendskab til hinanden. Så de fik selvfølgelig delt nogle nyheder fra hjemlandet. Den interne kontakt mellem ukrainere er også en meget vigtig del af arrangementet, skriver Klaus Blunck.

En del af klubbens unge, samt andre lokale, havde også doneret brugt idrætstøj og varme jakker som gæsterne kunne få, hvis tøjet passede, og SuperBrugsen i Sæby er samarbejdspartner på Ukraine-projektet, hvilket betød, at der intet manglede af mad, drikke og lækkerier.

Læs også: Danske EM-spillere i karantæne kan komme hurtigere hjem fra Ukraine – Axelsen er allerede i Danmark

Hal og cafeteria boblede af hygge og sjov, og det var en stor forløsning for alle i arrangørgruppen, at det hele forløb så nemt og gnidningsløst på selve dagen, efter der havde været en del udfordringer med transportlogistikken i forberedelsesfasen.

Sæby Badmintonklub havde sendt flere biler tur/retur til Frederikshavn for at hente familierne, men da tilslutningen til arrangementet var stor, blev logistikken et problem.

Der var et problem med at skaffe det fornødne antal autostole og selepuder med så kort varsel. Så klubben måtte desværre sige nej til nogle, og det var ifølge Klaus Blunck meget ærgerligt.

Om to uger finder næste arrangement sted med Ukrainere i Sæby Badmintonklub, og til den tid håber de, at nogen vil stille en bus med chauffør til rådighed, da behovet er stort, og kun bliver større.

Badmintonklubben i Sæby har nu også kontakt med en ukrainsk hjælper der taler engelsk, og en herboende armensk-født hjælper der forstår ukrainsk og taler flydende dansk. Så sprogligt er klubben nu rigtig godt kørende i både skrift og tale, og det bruges fremadrettet.

Ifølge Klaus Blunck vil alle søndagens gæster gerne vende tilbage den 24. april, og klubben håber til den tid, at få logistisk hjælp til transport.

– En til er helt sikkert. Dem der støtter op, og hjælper med projektet, gør en kæmpe forskel for nogle hårdt ramte medmennesker. Alle i og omkring badmintonklubben arbejder 100 procent frivilligt med opgaven, og ukrainerne er meget taknemmelige, slutter Klaus Blunck af med i sin mail til Badminton Danmark.



Tags: , ,
Kategori: , , , ,