Badminton Danmarks sportslige ledelse har udtaget henholdsvis herre- og damelandsholdet, der skal repræsentere Danmark ved Thomas & Uber Cup, VM for herre- og damelandshold. Fokus har været at udtage spillere, der udgør to slagkraftige hold, hvor alle har potentialet til at gøre en forskel, forklarer cheflandstræner Kenneth Jonassen.
Om mindre end en måned iklæder de danske badmintonspillere sig de rød-hvide farver, når de skal repræsentere Danmark ved Thomas & Uber Cup, VM for herre- og damelandshold, som spilles den 8.-15. maj.
Nu har Badminton Danmarks sportslige ledelse sat navne på, hvem der skal pakke landsholdssættet og forberede sig til mesterskabet.
– Vi har ved dette verdensmesterskab valgt at vægte spillere, som vi potentielt kan se komme i spil, så de ikke bare sidder på bænken. Alle kan komme i spil, og det udgør to slagkraftige hold, hvor alle har potentialet til at gøre en forskel, og så har vi fokuseret på, at der er spillere, som giver muligheder for at lave nogle taktiske ændringer i doublekonstellationerne. Det, der er atypisk, er, at vi allerede under et år efter skal ud og spille Thomas & Uber Cup igen med den friske erindring fra Aarhus. Men det er et mesterskab, som alle spillere, trænere, stab ser frem til. Det er noget helt unikt at repræsentere Danmark ved et mesterskab, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.
Læs også: Jakob Høi: Hårde danske lodtrækninger til Thomas og Uber Cup
På herrelandsholdet er det værd at lægge mærke til, at der er blevet plads til Rasmus Gemke, som har været ude med sportsbrok i lysken siden VM for individuelle i december. Med cirka tre uger til afgang mod Thailand er der en begrundet tro på, at den danske herresinglespiller kan nå at blive klar.
– Der er givet plads til Rasmus Gemke, som har været ude med skade. Der er tre uger til, at vi skal rejse, så tiden arbejder for Gemke, og han er godt på vej, så han kan fuldføre sit comeback. Derudover er Thomas Cup-holdet et super homogent hold. Grundpillerne er de samme som i oktober, men spillerne har fået mere erfaring under bæltet, og vi får både behov for niveau og erfaring i den gruppe, vi er sat i, siger Jonassen og pointerer.
– Vi har ikke øjnene rettet på de mulige scenarier efter gruppespillet. Vi har fuld fokus på at komme videre fra gruppen. Det kræver vores fulde opmærksomhed.
Læs også: Rasmus Gemke melder fra til EM
Thomas Cup-holdet:
- Viktor Axelsen
- Anders Antonsen
- Rasmus Gemke
- Hans-Kristian Vittinghus
- Kim Astrup
- Anders Skaarup
- Frederik Søgaard
- Mathias Christiansen
- Lasse Mølhede (debutant)
- Jeppe Bay
- Victor Svendsen (Non travelling)*
- Rasmus Kjær (Non travelling)*
(’Non travelling’ betyder, at spillerne er udtaget og nomineret til BWF. Men hvis alle spillere er klar, så er det de ti første spillere på Thomas Cup-holdet, der tager af sted. Skulle der ske uforudsete hændelser såsom sygdom (Covid-19) eller skader, kan de to ’non travelling’-spillere kaldes ud til Thailand. Det vil være en sportslig vurdering af trænerne om, hvorvidt spillerne i sidste ende kaldes ud)
Læs også: Danmark taber Thomas Cup-semifinalen: – Vi er skuffede over ikke at hive sejren hjem
Uber Cup-holdet kan forhåbentlig også se frem til at få Danmarks p.t. bedst rangerede damesinglespiller tilbage i og med, at Mia Blichfeldt er udtaget til truppen.
– Mia Blichfeldt er godt på vej gennem sin genoptræning, og derfor ryger hun selvfølgelig også ind på holdet. I vores tro og håb på, at hun når at blive klar. Ellers er Uber Cup-holdet besat af spillere, som vi tror på kan gøre en positiv forskel i den meget svære gruppe, de er havnet i, siger Kenneth Jonassen.
Uber Cup-holdet:
- Mia Blichfeldt
- Line Christophersen
- Line Kjærsfeldt
- Julie Dawall
- Sara Thygesen
- Maiken Fruergaard
- Freja Ravn
- Amalie Magelund
- Alexandra Bøje
- Amalie Schulz (Non travelling)*
- Rikke Søby (Non travelling)*
(’Non travelling’ betyder, at spillerne er udtaget og nomineret til BWF. Men hvis alle spillere er klar, så er det de ni første spillere på Uber Cup-holdet, der tager af sted. Skulle der ske uforudsete hændelser såsom sygdom (Covid-19) eller skader, kan de to ’non travelling’-spillere kaldes ud til Thailand. Det vil være en sportslig vurdering af trænerne om, hvorvidt spillerne i sidste ende kaldes ud)
Læs også: Danmark taber kvartfinale ved Uber Cup: – Vi rammer ikke vores højeste niveau
Badminton Danmarks stab:
Landstræner Jakob Høi har ansvaret for Thomas Cup-holdet
Center- og transitionstræner Rune Ulsing har ansvaret for Uber Cup-holdet
Assisterende landstræner Thomas Stavngaard er coach for begge landshold
Elite- og sportschef Jens Meibom er Team Manager for begge landshold
Kenneth Jonassen deltager ikke grundet en hofteoperation, og assisterende landstræner Jesper Hovgaard deltager ikke, da han står til at blive far for anden gang.
Fra Team Danmark deltager:
Fysioterapeuter: Marlene Vestergaard og Kaare Mejding
Fysiske trænere: Mads Brink og Christina Ørntoft
Sportspsykologiske konsulenter: Nina Stagis og Gregory Diment
Præstationsanalytiker: Benjamin Jensen
De danske landshold rejser til Bangkok onsdag den 4. maj.
Fakta:
Thomas & Uber Cup, VM for here- og damelandshold, spilles i Impact Arena, Bangkok, Thailand, den 8.-15. maj.
Det er samme arena, der var vært ved Thomas & Uber Cup i 2018 samt Thailand Open I, Thailand Open II og World Tour-finalerne i januar 2021. Det er tredje gang, at Thailand afholder Thomas Cup (VM for herrelandshold), mens det er anden gang, de afholder Uber Cup (VM for damelandshold).
Indonesien er forsvarende Thomas Cup-vinder, og med 14 titler er det også den nation, der har vundet mesterskabet flest gange.
Hos kvinderne er Kina forsvarende Uber Cup-vinder, og de er også den mest vindende nation med 15 titler.
De danske herrer tabte 1-3 i semifinalen til Indonesien ved det seneste Thomas Cup i Aarhus. De danske damer røg ud i kvartfinalen til Korea med 0-3.
Sådan ser de danske herrers kampprogram ud i gruppespillet:
- Danmark vs Algeriet (søndag 8. maj klokken 04.00 dansk tid)
- Danmark vs Frankrig (tirsdag 10. maj klokken 09.00 dansk tid)
- Danmark vs Kina (onsdag 11. maj klokken 14.00 dansk tid)
Sådan ser de danske damers kampprogram ud i gruppespillet:
- Danmark vs. Malaysia (søndag 8. maj klokken 09.00 dansk tid)
- Danmark vs. Egypten (mandag 9. maj klokken 09.00 dansk tid)
- Danmark vs. Thailand (tirsdag 10. maj klokken 14.00 dansk tid)
Danmark var i oktober 2021 det første land i Europa som var værter for Thomas & Uber Cup.
Oprindeligt skulle de seneste mesterskaberne have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev de først flyttet til august 2020, senere så oktober 2020, før de til sidst blev skubbet til oktober 2021.
Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.
Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016.
Det danske Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.