Bliv klar til de danske herrespilleres første kamp ved Thomas Cup i Thailand. Første modstander er Algeriet, hvis spillere Danmark har nogle gode statistikker imod. Samtidig giver kampen seniorlandsholdsdebut til Lasse Mølhede og Jeppe Bay.
Når de danske herrespillere igen træder på banen til Thomas Cup, er det uden hjemmebanepublikum på lægterne, men med en bronzemedalje fra Thomas Cup 2020 i ryggen.
Med en dansk ambition om at blive gruppevinder i puljen med Kina, Frankrig og altså Algeriet, bør den første kamp også styres hjem med en sikker sejr mod de noget lavere rangerede algeriske spillere. For at det skal ske, har det danske landstrænerteam valgt dette hold til morgendagens kamp.
Holdopstillingerne til Danmark vs. Algeriet:
1. herresingle: Viktor Axelsen vs. Youcef Medel
2. herresingle: Anders Antonsen vs. Mohamed Belarbi
3. herresingle Hans-Kristian Vittinghus vs. Adel Hamek
1. herredouble: Mathias Christiansen/Anders Skaarup vs. Koceila Mammeri/Youcef Medel
2. herredouble: Lasse Mølhede/Jeppe Bay vs. Mohamed Belarbi/Adel Hamek
Læs også: Bliv klogere på Danmarks 12 Thomas Cup-profiler
Flere af de danske spillere har da også gode statistikker med sig fra sidste gang, de to nationer var i pulje sammen. Det var var Thomas Cup i 2018 – også i Bangkok, Thailand. Danmark vandt 5-0, og Viktor Axelsen besejrede der Youcef Medel på 16 minutter, hvilket er den hurtigste kamp den olympiske mester nogensinde har spillet ved et Thomas Cup.
Anders Antonsens største Thomas Cup-sejr og hurtigste Thomas Cup-kamp i karrieren var også at finde i det tidligere indbyrdes opgør mod Algeriet. Her vandt han 21-5, 21-9 på 28 minutter.
Det samme gør sig gældende for Mathias Christiansen der dengang vandt 21-6, 21-11 over Koceila Mammeri/Youcef Sabri Medel på 21 minutter.
Algeriets historik ved Thomas Cup:
Seneste opgør mellem Danmark og Algeriet: 2018 (Danmark vandt 5-0)
Antal opgør mellem Danmark og Algeriet: 1 (Danmark fører 1-0)
Antal Thomas Cup-titler: 0
Algeriets bedste placering ved Thomas Cup: Gruppespil (2020, 2018)
Seneste resultater ved Thomas Cup: Gruppespil (2020), Gruppespil (2018)
Info: Algeriet har deltaget ved Thomas Cup to gange tidligere: i 2020 og 2018. Det er dog aldrig lykkes dem at vinde en kamp. Til gengæld har Algeriet vundet det afrikanske mesterskab for hold på herresiden ved de seneste tre mesterskaber (2018, 2020, 2022).
*Officielt er seneste Thomas- og Uber Cup beskrevet som spillet i 2020, selvom turneringen først blev afviklet i 2o21.
Fremhævede spillere/par hos Algeriet:
Youcef Sabri Medel
Medel er den højest placerede algeriske spiller på verdensranglisten i både herresingle (139) og -double (59). Ved det seneste møde mellem Danmark og Algeriet til Thomas Cup, stod Medel over for Viktor Axelsen i en kamp, der sammenlagt tog 16 minutter. Med cifrene 21-4, 21-8 var sejren til danskeren sikker.
Koceila Mammeri
Mammeri er Medels makker i herredouble, og de er nummer 59 i verden. De spillede også sammen i 2018, hvor de til Thomas Cup mødte danske Boe/Christiansen.
Læs også: Jakob Høi: Hårde danske lodtrækninger til Thomas og Uber Cup
Kampen spilles ikke på en TV-bane, men TV 2 SPORT har deres eget kamera, de kan vise billeder fra, når de sender fra Thomas & Uber Cup fra klokken 4.00. Så se med på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY klokken og støt de danske drenge kl.04.00 og de danske piger mod Egypten kl.09.00.
Fakta om turneringen:
Thomas & Uber Cup, VM for herre- og damelandshold, spilles i Impact Arena, Bangkok, Thailand, den 8.-15. maj.
Det er samme arena, der var vært ved Thomas & Uber Cup i 2018 samt Thailand Open I, Thailand Open II og World Tour-finalerne i januar 2021. Det er tredje gang, at Thailand afholder Thomas Cup (VM for herrelandshold), mens det er anden gang, de afholder Uber Cup (VM for damelandshold).
Indonesien er forsvarende Thomas Cup-vinder, og med 14 titler er det også den nation, der har vundet mesterskabet flest gange.
Hos kvinderne er Kina forsvarende Uber Cup-vinder, og de er også den mest vindende nation med 15 titler.
De danske herrer tabte 1-3 i semifinalen til Indonesien ved det seneste Thomas Cup i Aarhus. De danske damer røg ud i kvartfinalen til Korea med 0-3.
Sådan ser de danske herrers kampprogram ud i gruppespillet:
- Danmark vs. Algeriet (mandag 8. maj kl. 4)
- Danmark vs. Frankrig (tirsdag 10. maj kl. 9)
- Danmark vs. Kina (onsdag 11. maj kl. 14)
Sådan er de danske damers kampprogram ud i gruppespillet:
- Danmark vs. Malaysia (søndag 8. maj kl. 9)
- Danmark vs. Egypten (mandag 9. maj kl. 9)
- Danmark vs. Thailand (tirsdag 10. maj kl. 14)
Danmark var i oktober 2021 det første land i Europa som var værter for Thomas & Uber Cup.
Oprindeligt skulle de seneste mesterskaberne have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev de først flyttet til august 2020, senere så oktober 2020, før de til sidst blev skubbet til oktober 2021.
Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.
Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016.
Det danske Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.
Læs også: Kenneth Jonassen skal opereres: Misser EM og VM for hold