Danmark taber gruppefinale til værtsnation

af | maj 10, 2022

10 år efter landenes første Uber Cup-møde lykkedes det igen Thailand at besejre Danmark. Begge lande er videre til kvartfinalen torsdag.

 

De danske Uber Cup-kvinder slutter på andenpladsen i sin gruppe.

Tirsdag tabte de gruppefinalen 0-5 til Thailand, som også er værtsnation for Uber Cup – VM for damehold.

Læs også: Uber-Cup holdet: – God energi, plads til forskelligheder og det sociale i top

Den danske Uber Cup-landstræner, Rune Ulsing, pointerer, at især vindforholdene på de forskellige sider drillede danskerne mere end thailænderne.

–  Vi havde måske lidt svært ved at vænne os til sideskiftene. Det brugte vi lidt for lang tid på og lidt for mange dueller. Så havde vi også en tendens til i nogle af kampene, at vi fik lavet nogle fejl, som vi ikke lavede inden, siger den danske træner.

Selvom det ikke blev til nogen sejre i holdkampen, gik fire af kampene i tre sæt. Derfor havde Rune Ulsing da også positive ting at tage med fra holdkampen.

– Jeg kan godt lide, at folk prøvede. De blev ikke passive, og jeg synes, de virkede forberedte derinde. De vidste, hvad de skulle taktisk, og så havde de en god indstilling. De var klar til at kæmpe for det. Så de virkede til at være det rigtige sted, og så må man også bare give Thailand ros. De var rimelig cool i dag. De spillede rigtig godt. Også når det spidsede til, og vi pressede dem, siger Ulsing om Thailand, der vandt bronze ved det seneste Uber Cup i oktober.

Læs også: Bliv klogere på Danmarks Uber Cup-profiler

Det var landenes andet møde i Uber Cup-sammenhæng, efter de mødtes for 10 år siden i kvartfinalen, hvor Thailand vandt 3-1.

Trods tirsdagens nederlag er Danmark som nummer to i gruppen klar til kvartfinalen, hvor der venter en gruppevinder. Det er endnu uvist, hvem Danmark skal møde i kvartfinalen. Det finder de ud af onsdag morgen, når der bliver trukket lod til torsdagens kvartfinaler. Tidspunktet er endnu også uvist, men det hele vil blive offentliggjort på badminton.dk og Badminton Danmarks sociale medier, når det er på plads.

 

Mia Blichfeldt – Ratchanok Intanon: 13-21, 19-21

For første gang siden sit skadescomeback fik Mia Blichfeldt mulighed for at teste sig mod en af verdens bedste spillere. Ratchanok Intanon, som ligger nummer otte på verdensranglisten.

Danskeren havde svært ved at følge med sin modstander i begyndelsen af kampen. Ratchanok Intanon gik fra 8-7 til 12-7, og den føring blev kun udbygget resten af sættet.

I andet sæt fik Blichfeldt bedre gang i benene, og det begyndte også at lugte af et tredje sæt, da hun bragte sig på 17-13. Det blev også 19-17, inden thailænderen, som blev verdensmester i 2013, viste klassen ved at vinde fire point i træk.

Læs også: De første danske spillere er udtaget til individuelt VM i Tokyo

Sara Thygesen/Maiken Fruergaard – Jongkolphan Kititharakul/Rawinda Prajongjai: 21-14, 19-21, 9-21

Modsat Blichfeldt lykkedes det for Thygesen og Fruergaard at vinde et sæt i deres kamp. Den danske damedouble spillede med masser af gnist og intensitet mod verdens nummer otte. Det var også tæt på, at Danmark fik udlignet i holdkampen, da Thygesen og Fruergaard efter flot spil førte 19-18 i andet sæt. I tredje sæt var der dog for mange fejl fra de danske spilleres ketsjere.

 

Line Christophersen – Pornpawee Chochuwong: 21-18, 6-21, 7-21

22-årige Christophersen havde revanche til gode fra World Tour Finals i december, hvor hun var yderst tæt på at nuppe et sæt mod den to år ældre thailænder. Begge sæt gik dog i Pornpawee Chochuwongs favør efter ombolde. Christophersen fik i tirsdagens kamp en fremragende start og lod sig ikke kue af, at thailænderen fik arbejdet sig tilbage i sættet. Første sæt gik Christophersens vej, men efter sidebyttet havde hun svært ved at styre boldene i vinden. Der kom flere og flere fejl, mens thailænderen var meget mere sikker i sin boldomgang på begge sider af nettet.

 

Alexandra Bøje/Amalie Magelund – Benyapa Aimsaard/Nuntakarn Aimsaard: 15-21, 21-16, 17-21

Selvom holdkampen på dette tidspunkt allerede var tabt, var det ikke til at se på indstillingen hos Magelund og Bøje. Efter et tabt første sæt mod verdens nummer 30 viste de god fight, stod godt i defensiven og tog fuldt fortjent andet sæt. Trods bagud ved opholdet i det afgørende sæt, var danskerne, som kun har spillet to kampe sammen tidligere, ved at få kæmpet sig tilbage efter sidebyttet, men comebacket udeblev.

 

Line Kjærsfeldt – Busanan Ongbamrungphan: 10-21, 21-18, 16-21

Klokken havde passeret midnat lokal tid, da den sidste damesinglekamp blev færdigspillet. Kjærsfeldt haltede efter i første sæt, men hun leverede flere skarpe slag i andet og tredje sæt, hvor hun ligesom de andre danskere nægtede at give op. Thailænderen ligger ellers 21 pladser længere fremme på ranglisten end Kjærsfeldt, men på banen var det marginaler, der gjorde, at udfaldet gik thailænderens vej. Dermed sluttede dagen med det fjerde danske nederlag i tre sæt.

 

Fakta om turneringen:

Thomas & Uber Cup, VM for herre- og damelandshold, spilles i Impact Arena, Bangkok, Thailand, den 8.-15. maj.

Det er samme arena, der var vært ved Thomas & Uber Cup i 2018 samt Thailand Open I, Thailand Open II og World Tour-finalerne i januar 2021. Det er tredje gang, at Thailand afholder Thomas Cup (VM for herrelandshold), mens det er anden gang, de afholder Uber Cup (VM for damelandshold).

Indonesien er forsvarende Thomas Cup-vinder, og med 14 titler er det også den nation, der har vundet mesterskabet flest gange.

Hos kvinderne er Kina forsvarende Uber Cup-vinder, og de er også den mest vindende nation med 15 titler.

De danske herrer tabte 1-3 i semifinalen til Indonesien ved det seneste Thomas Cup i Aarhus. De danske damer røg ud i kvartfinalen til Korea med 0-3.

Sådan ser de danske herrers kampprogram ud i gruppespillet:

  • Danmark vs. Kina (onsdag 11. maj kl. 14)

Danmark var i oktober 2021 det første land i Europa som var værter for Thomas & Uber Cup.

Oprindeligt skulle de seneste mesterskaberne have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev de først flyttet til august 2020, senere så oktober 2020, før de til sidst blev skubbet til oktober 2021.

Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.

Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016.

Det danske Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.