Lakshya Sen
Badmintonphoto

Optakt til Danmarks Thomas Cup-semifinale mod Indien

May 13, 2022 06:46 Skrevet af

Der skulle endnu en nervepirrende holdkamp til, før Gemke som sidste dansker på banen kunne sende Danmark i semifinalen ved Thomas Cup. Dermed er de danske herrespillere sikret en medalje til VM for hold. I kampen om en finaleplads står danskerne over for Indien. Bliv klar til opgøret om finalen her.

 

Det blev endnu engang tætte kampe for Danmark ved Thomas Cup, men i sidste ende lykkedes det de danske spillere at vinde kvartfinalen mod Korea med 3-2. 

Dermed er Danmark som minimum sikret en bronzemedalje ved dette års VM for herrehold, men først er der Thomas Cup-gensyn med Indien. I oktober vandt Danmark med 3-1 i kvartfinalen, og ved dette års VM for herrehold skal danskerne forbi Indien igen for at veksle semifinalen til en finaleplads. I den anden semifinale står Indonesien og Japan.

Indien mødte i gruppespillet Tyskland, Canada og Taiwan, hvor inderne gik videre som toer i puljen. I kvartfinalen mødte de Malaysia, og ligesom i Danmarks kvartfinale kom alle fem kampe i spil. Det endte i indisk sejr på 3-2.

Klik her for at sikre dig billet til Denmark Open 2022 presented by VICTOR

Selvom Indien har deltaget ved Thomas Cup mere end 30 gange, så er det aldrig lykkedes for holdet at vinde en medalje. Det kan dog ikke ses på indernes holdkort, hvor alle spillere, der har været på banen ved dette års Thomas Cup, er i top-50.

Særligt i herresingle har Indien stærke spillere. Lakshya Sen er første herresingle for Indien, og han er placeret som nummer ni i verden. Sen har haft en flot start på badmintonåret 2022, der kulminerede med en All England-finale mod Viktor Axelsen. Det blev som bekendt en sejr til danskeren, men den 20-årige inder øjner sandsynligvis revanche.

Indien har stillet med de samme herresinglespillere gennem hele turneringen, og derfor venter der sandsynligvis kampe mod Kidambi Srikanth som anden herresingle og Prannoy H.S. som tredje herresingle.

Læs også: Medalje til Danmark: Herrelandsholdet er i VM-semifinalen

Men i double har Indien også et verdensklassepar i form af Satwiksairaj Rankireddy og Chirac Shetty. Som nummer otte på verdensranglisten i herredouble står de utroligt stærkt til semifinalen. Andet doublepar for Indien var i kvartfinalen Garage/Panjala, der er placeret som verdens nummer 45.

Thomas Cup-semifinalen mod Indien spilles fredag den 13. maj kl. 13.00 dansk tid.

Klik her og se alle resultater fra alle kvartfinaler ved Thomas og Uber Cup

Indiens historik ved Thomas Cup:

Seneste opgør mellem Danmark og Indien: 2020* (Danmark vandt 3-1 i kvartfinalen)

Antal opgør mellem Danmark og Indien: 6 (Danmark fører 5-1 i indbyrdes opgør)

Antal Thomas Cup-titler: 0

Indiens bedste placering ved Thomas Cup: Tredjeplads (1979, 1955, 1952)

Seneste resultater ved Thomas Cup: Kvartfinale (2020*), gruppespil (2018), gruppespil (2016)

*Officielt er seneste Thomas- og Uber Cup beskrevet som spillet i 2020, selvom turneringen først blev afviklet i 2o21.

Læs også: Første gang i 24 år: Danmark besejrer Kina

Fremhævede spillere/par hos Indien:

Rankireddy/Shetty

Den indiske herredouble med Rankireddy/Shetty har leveret solide resultater indtil videre ved Thomas Cup, hvor det kun er blevet til et enkelt nederlag til verdens nummer tre, Lee Yang og Wang Chi-Lin. 2022 har dog ikke budt på de helt store resultater for parret, hvis bedste resultat er en turneringssejr på hjemmebanen ved Super 500-turneringen India Open.

Ved kvartfinalen ved Thomas Cup 2020 var inderne også lige akkurat stærkere end danske Astrup/Skaarup, hvor Rankireddy/Shetty sejrede i tre sæt med cifrene 21-15, 17-21, 21-18.

Lakshya Sen

20-årige Sen har vundet to kampe i gruppespillet ved Thomas Cup, mens han har lidt nederlag til Chou Tien Chen (fire på ranglisten) fra Taiwan og i kvartfinalen mod malaysiske Lee Zia Jia (seks på ranglisten). Den unge inder kan dog prale af hele tre finaler i 2022, herunder finalenederlaget ved All England til Viktor Axelsen. Sen startede dog året ud med en turneringssejr ved India Open.

Kidambi Srikanth

Den mere erfarne Srikanth er tidligere verdensetter tilbage i 2018, mens han i dag tangerer en 11. plads på verdensranglisten. 29-årige Srikanth er indtil videre ubesejret ved Thomas Cup i 2022 som Indiens anden herresingle. Hans bedste resultat i 2022 er en semifinaleplads ved Swiss Open, hvor han i kvartfinalen slog Anders Antonsen ud med cifrene 21-19, 19-21, 22-20. Ved Thomas Cup i 2020 stillede han op som første herresingle i kvartfinalen mod Danmark, hvor han tabte til Viktor Axelsen med 21-12, 21-13.

Klik her og se detaljer fra kvartfinalen mod Korea

Fakta om turneringen:

Thomas & Uber Cup, VM for herre- og damelandshold, spilles i Impact Arena, Bangkok, Thailand, den 8.-15. maj.

Det er samme arena, der var vært ved Thomas & Uber Cup i 2018 samt Thailand Open I, Thailand Open II og World Tour-finalerne i januar 2021. Det er tredje gang, at Thailand afholder Thomas Cup (VM for herrelandshold), mens det er anden gang, de afholder Uber Cup (VM for damelandshold).

Indonesien er forsvarende Thomas Cup-vinder, og med 14 titler er det også den nation, der har vundet mesterskabet flest gange.

Hos kvinderne er Kina forsvarende Uber Cup-vinder, og de er også den mest vindende nation med 15 titler.

De danske herrer tabte 1-3 i semifinalen til Indonesien ved det seneste Thomas Cup i Aarhus. De danske damer røg ud i kvartfinalen til Korea med 0-3.

Læs også: Bliv klogere på Danmarks 12 Thomas Cup-profiler

Sådan så de danske herrers kampe ud ved Thomas Cup:

  • Gruppespil: Danmark vs. Algeriet: 5-0
  • Gruppespil: Danmark vs. Frankrig: 5-0
  • Gruppespil: Danmark vs. Kina 3-2
  • Kvartfinale: Danmark vs. Korea 3-2
  • Semifinale: Danmark vs. Indien (Fredag den 13. maj kl. 13.00)

Sådan så de danske damers kampe ud ved Uber Cup:

  • Gruppespil: Danmark vs. Malaysia: 3-2
  • Gruppespil: Danmark vs. Egypten: 5-0
  • Gruppespil: Danmark vs. Thailand: 0-5
  • Kvartfinale: Danmark vs. Korea 0-3

Danmark var i oktober 2021 det første land i Europa som var værter for Thomas & Uber Cup.

Oprindeligt skulle de seneste mesterskaberne have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev de først flyttet til august 2020, senere så oktober 2020, før de til sidst blev skubbet til oktober 2021.

Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.

Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016.

Det danske Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.



Tags: , , , , ,
Kategori: , , , , ,