Viktor Axelsen - Landshold - Landskamp - VICTOR - Danisa - EM for blandede hold - Badmintonphoto
Badmintonphoto

Danmark er i finalen ved EM for blandede hold

February 17, 2023 15:30 Skrevet af

Det danske badmintonlandshold er klar til finalen ved EM for blandede hold efter en sejr på 3-0 over England. – Jeg er meget stolt på spillernes vegne over det, de går ind og leverer overordnet set på de tre kampe, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen

 

Danmark fastholder muligheden for at genvinde EM for blandede hold for femte gang i træk. Det står klart efter dagens sejr over England på 3-0.

– Det var rigtig højt niveau i dag. Jeg er meget stolt på spillernes vegne over det, de går ind og leverer overordnet set på de tre kampe. Jeg synes, at det var sejt, at Line C kom ind og fik sat os godt i gang med sin gejst og aggressive spillestil. Viktor tillod ingen slinger i valsen og puttede bare masser af pres på. Han viste også masser af gejst, som er vigtigt for holdet, når ens superstjerne træder i karakter. Og så synes jeg, at damedoublen holdt højt niveau næsten hele vejen igennem. Taktisk virkelig, virkelig velovervejet. De var frække og turde at lave nogle af de justeringer som kom fra Jesper (Hovgaard, red.) på stolen. Det må jeg sige, en flot sejr, sagde cheflandstræner Kenneth Jonassen efter kampen.

Klik her for at se flere detaljer fra semifinalen mellem Danmark og England

Med sejren i semifinalen venter enten Tyskland, som Danmark mødte i finalen i 2019, eller hjemmeholdet Frankrig, som Danmark mødte i den seneste finale tilbage i 2021.

– Frankrig er jo på hjemmebane. Jeg er ikke i tvivl om, at da de fik det her mesterskab, så de sig selv stå i finalen mod Danmark. Så der er helt sikkert lagt op til, at det skal blive et brag med en fyldt hal og nogle patriotiske tilskuere. Så der får vi den fulde pakke, og de kan sagtens byde os op til den femte og afgørende kamp. Så det bliver en svær størrelse, siger Jonassen om det potentielle opgør mod Frankrig og fortsætter om Tyskland.

– Hvis det bliver Tyskland, har de også et mandskab, der kan gøre ondt på os. De har verdensklasse doubler, hvor vi vil blive presset, og det er altid en svær opgave at slå Tyskland i de her formater, og det vil det også blive i morgen, hvis vi møder dem, siger Kenneth Jonassen om den potentielle finale mod Tyskland.

Læs også: Danmark slår Frankrig 3-0 og vinder EM for blandede hold for fjerde gang i træk: – Det er helt vildt lækkert

Line Christophersen gav Danmark en perfekt start på semifinalen. På blot 24 minutter vandt hun 21-5, 21-15 over Freya Redfearn. Christophersen strøg igennem første sæt, mens Redfearn bed lidt bedre fra sig i begyndelsen af andet sæt, hvor danskeren blandt andet også måtte kaste sig efter fjerbolden for at stå imod de offensive slag fra englænderen. Men det var ikke noget, som for alvor gav problemer for danmarksmesteren.

Problemer var der heller ikke for verdens bedste badmintonspiller. Viktor Axelsen brugte ikke mere end 26 minutter på at slå sin modstander, Johnnie Torjussen, med 21-12, 21-8.

Så på under en time var Danmark foran 2-0 i holdkampen, og dermed kunne Maiken Fruergaard/Sara Thygesen sikre en plads i finalen, hvis de gentog gårsdagens sejr over Chloe Birch/Lauren Smith.

De to damedoubler stod nemlig også overfor hinanden i går, og her vandt danskerne i tætte tre sæt. I dag var det igen danskerne som var spilstyrende, og selvom de satte en 17-12-føring over styr til 17-17, så fik de lukket første sæt, før de i andet sæt kunne lukke kampen med samlet 21-18, 21-15.

Læs også: Danmark sikrer sig førstepladsen med gruppefinalesejr over England

Med sejrene i herresingle, damesingle og damedouble var der ikke behov for Rasmus Kjær/Frederik Søgaard og Mathias Christiansen/Amalie Magelund. For mens der i gruppespillet blev spillet alle fem kampe, er det anderledes i knockoutkampene. Her slutter semifinalerne og finalen, når en nation har vundet tre individuelle kampe.

Den anden semifinale mellem Frankrig og Tyskland spilles i dag klokken 18.00, og den sendes direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Danmark spiller finale i morgen klokken 13.00. Du kan se med direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

 

Fakta om mesterskabet:

EM for blandede hold afholdes 14.-18. februar i den nordfranske by Aire-sur-la-Lys.

Danmark er den med afstand mest vindende nation ved EM for blandede hold. 18 gange har Danmark stået øverst på podiet og har vundet de seneste fire udgaver. Den seneste i 2021 i Finland.



Tags: , , , ,
Kategori: , , , ,