Badmintonphoto

Sudirman Cup begynder med nøglekamp for Danmark

May 13, 2023 07:30 Skrevet af

Singapore og Danmark har mødt hinanden én gang tidligere i Sudirman Cup-sammenhæng. Dengang vandt Danmark 4-1.

 

Så er det tid. Søndag klokken 11 spiller Danmark sin første kamp ved Sudirman Cup – VM for blandede hold. Og hvilken kamp at starte med. Meget tyder på, at det kan blive en helt afgørende kamp for Danmark i forhold til at spille sig videre til en kvartfinale, selvom der venter yderligere to gruppekampe.

Læs også: Skader forhindrer Antonsen og Søgaard i Sudirman Cup-deltagelse

Egypten må betegnes som den svageste nation i gruppen, mens Kina er storfavoritter. Det efterlader formentlig Danmark og Singapore tilbage om at kæmpe om den andenplads i gruppen, som ligesom førstepladsen giver avancement til kvartfinalen. Der er derfor masser af grund til at se med i kampen mod Singapore, som vises på TV 2 SPORT.

Ved Sudirman Cup består en dyst af én kamp i hver kategori. Det vil sige én herresingle, én damesingle, én herredouble, én damedouble og én mixeddouble. Kamprækkefølgen ligger ikke fast, da det afhænger af, om nogle spillere er på holdet i to kategorier. Holdopstillingen bliver offentliggjort seneste fire timer før kampstart.

 

Seneste opgør mellem Danmark og Singapore ved Sudirman Cup: Danmark vandt 4-1 i 2013

Antal opgør mellem Danmark og Singapore ved Sudirman Cup: 1 (Danmark fører 1-0)

Antal titler til Singapore ved Sudirman Cup: 0

Singapores bedste placering ved Sudirman Cup: 9. plads (2013)

Singapores seneste resultater ved Sudirman Cup: 17. plads (2019), 14. plads (2017), 16. plads (2015)

Læs også: Bliv klogere på de 13 danske Sudirman Cup-profiler

Fremhævede spillere/par hos Singapore:

Loh Kean Yew:

Uden tvivl den største stjerne på Singapores landshold. I 2021 vandt han det individuelle VM, hvor han blandt andet slog Viktor Axelsen og Anders Antonsen undervejs. 25-årige Loh Kean Yew ligger nummer fire på verdensranglisten og blev senest nummer to ved de asiatiske mesterskaber efter blandt andet at have slået verdens nummer 17, Lee Cheuk Yiu, og verdens nummer 12, Lu Guang Zu, ud. Udover ved VM i 2021 viste han også ved sidste års DENMARK OPEN presented by VICTOR, at han mestrer at besejre Viktor Axelsen.

 

Yeo Jia Min:

Verdens nummer 34 havde en svær start på 2023, men Yeo Jia Min formtopper op til Sudirman Cup. Efter at have vundet challengeturneringen Polish Open strøg hun videre til Super 300-turneringerne Spain Masters og Orleans Masters, hvor hun nåede henholdsvis semifinalen og kvartfinalen. Hendes bedste resultater i karrieren er en finaleplads ved Super 500-turneringen HYLO Open i 2021 samt en bronzemedalje ved Commonwealth Games i 2022.

 

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

Fakta:

Sudirman Cup 2023 spilles i Kina den 14.-21. maj i Suzhou Olympic Sports Centre. Det er kun 50 km fra Kunshan Sports Centre, hvor det danske herrelandshold vandt Thomas Cup i 2016.

Danmark vandt senest en Sudirman Cup-medalje i 2013. Her blev det til bronze efter et semifinalenederlag til Kina på 1-3. Danmark har aldrig vundet Sudirman Cup.

De fire grupper til Sudirman Cup 2023:

Gruppe A: Kina, Danmark, Singapore, Egypten

Gruppe B: Indonesien, Thailand, Tyskland, Canada

Gruppe C: Malaysia, Taiwan, Indien, Australien

Gruppe D: Japan, Korea, Frankrig, England

Det bliver første gang nogensinde ved et Sudirman Cup, at Danmark møder Egypten. Det bliver samtidig blot anden gang, at danskerne skal op imod Singapore ved VM for blandede hold. Det eneste indbyrdes opgør går tilbage til 2013, hvor Danmark vandt 4-1.

Omvendt har Danmark mødt Kina otte gange og aldrig formået at slå den mest vindende Sudirman Cup-nation.

Klik her for at se Danmarks tidligere resultater ved Sudirman Cup

Danmarks spilleplan ved Sudirman Cup 2023:

Søndag den 14. maj klokken 11.00 dansk tid: Danmark-Singapore

Tirsdag den 16. maj klokken 11.00 dansk tid: Danmark-Egypten

Torsdag den 18. maj klokken 11.00 dansk tid: Danmark-Kina



Tags: , , ,
Kategori: , , , ,