Badmintonphoto

Astrup og Skaarup opnår karrierens højeste ranglisteplacering

October 31, 2023 08:57 Skrevet af

Danmarks tre bedste herredoubler opnår alle højeste placering i karrieren på den nyeste verdensrangliste.

 

Fire vilde måneder med fem titler for Kim Astrup og Anders Skaarup afspejler sig i den grad på verdensranglisten, som er blevet opdateret tirsdag.

Efter French Open-titlen rykker herredoublen frem som nummer tre i verden. Den højeste placering i karrieren for de to spillere. En dansk herredouble har ikke ligget så højt på ranglisten siden 10. september 2018 med Mathias Boe og Carsten Mogensen. Astrup og Skaarup topper med søndagens sejr i Frankrig desuden OL-kvalifikationsranglisten.

Læs også: Kim Astrup/Anders Skaarup vinder French Open 2023: – Det er meget imponerende

Alle Astrup og Skaarups fem titler i år er vundet på højere end challengeniveau, hvilket ikke er sket af en dansk herredouble siden 1993 med Thomas Lund og Jon Holst-Christensen.

– Det er en historisk og fantastisk præstation, som ikke er set i nyere tid. Jeg må erkende, at jeg er overrasket. Jeg havde ikke troet på, at de ville kunne tage så stort et skridt op i niveau og ranglisteplacering i så sen en alder. Så det er også en god læring for både os og alle spillerne om, det faktisk godt kan lade sig gøre sent i karrieren at tage et stort skridt op, omend det er ekstraordinært, og det kræver, man arbejder hårdt og er professionel i alt, hvad man gør, siger elite- og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom.

Flere andre danske doubler har også opnået karrierens højeste placering på den nye verdensrangliste. Rasmus Kjær og Frederik Søgaard rykker op som nummer 23, mens Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard er nummer 38.

– Kim og Anders’ præstationer er en stor inspiration for alle vores andre herredoubler i miljøet, og det er en meget positiv udvikling, vi har set i herredouble de seneste par måneder, hvilket selvfølgelig også er en stor cadeau til landstræner Thomas Stavngaards gode arbejde, siden han overtog herredoublekategorien tilbage i januar, pointerer Meibom.

Læs også: Tilfreds sportschef: – Et godt VICTOR DENMARK OPEN

Også i mixeddouble er der succes at spore på den nye rangliste. Mads Vestergaard og Christine Busch opnår karrierens højeste placering som nummer 36, mens Mathias Thyrri og Amalie Magelund tangerer karrierens bedste som nummer 21.

I denne uge er der mulighed for flere point til ranglisten for flere af de danske spillere, når Super 300-turneringen HYLO Open afvikles i Tyskland fra tirsdag til søndag.



Tags: , , , , , , , , , ,
Kategori: , , ,