Lindholm Badminton Klub, LBK, er nomineret til Årets Idrætsforening, som arrangeres af Dansk Idrætsforbund. I LBK bliver der lagt særlig vægt på fællesskab og ansvar på tværs i klubben, hvilket også hører til blandt årsagerne for, at klubben er nomineret til prisen. Hør fra formanden og bliv klogere på Lindholm Badminton Klub herunder.
En jury fra DIF har udvalgt seks idrætsforeninger fra landets seks regioner, som har gjort sig særligt bemærket i løbet af året. I den forbindelse er Lindholm Badminton Klub, som repræsenterer Region Nordjylland, blevet nomineret til Danske Spil og DIF’s Årets Idrætsforening 2023.
Formanden for Lindholm Badminton Klub, Gitte Paulsen, udtrykker naturligvis også stolthed over den fornemme nominering.
– Det er stort, at det arbejde, der bliver lagt i klubben bliver anerkendt. Ingen kan tage æren alene. Vi har løftet i flok, hvor folk er gode til at tage ansvar, lyder det fra Gitte Paulsen, der videre fortæller om hvor vigtigt fællesskab og det sociale aspekt er i LBK.
– Vi er ikke en eliteklub. LBK er mere en klub, hvor fællesskab er i højsædet. Hvor man hjælper hinanden og vil være sammen på kryds og tværs.
LBK har nået deres maksimum antal medlemmer på 450 og må derfor henvise til venteliste, hvis flere skulle have interesse. Klubben tilbyder aktiviteter, som spænder fra de helt unge op til deres ældste medlem på 94 år.
Samtidig har de skabt forskellige tilbud, som skaber klubber i klubben. Det inkluderer blandt andet en løbeklub, vinterbadeklub, spise-klubber, gus-klub, gå-hold, madklub, yogahold og fitnesshold for ældre. Sidstnævnte er tiltænkt ældre, der ikke har muligheden for et spille badminton længere, men som stadig kan dyrke fællesskabet og røre sig.
Lindholm Badminton Klub prøver derved at fastholde et godt miljø i klubben, selvom det ikke nødvendigvis skal handle om badminton.
Selv når der spilles holdturneringer involverer LBK modstanderholdet med fællesspisning og dertilhørende drikkevarer bagefter.
– Når vi spiller holdkampe er der fællesspisning og fest. Der står mad i klublokalet, som man bare tager. Udeholdet bliver ofte og hygger, fortæller Gitte Paulsen og refererer til ældre dyder, hvor unge som gamle kan involvere sig i fællesskabet.
– Det er nogle dyder, som vi har prøvet at indføre igen. Vi vil gerne have, at der skal være rum til at hygge sig. Ungdomsspillere skal for eksempel kunne gå i vores ubemandet cafeteria og lave en toast, hvis det er det, de har lyst til.
Derudover fremhæver Gitte Paulsen også, at det er en klub, der går op i, hvordan man går og har det. Og det er både de voksne og de yngre, der udviser interesse for sine med-medlemmer.
– Man kerer sig om hinanden. Hvis en ikke har været der i 14 dage, lægger man mærke til det og spørger ind til hinanden. Så der er bygget et godt miljø op, hvor børn og voksne bekymrer sig for hinanden, nævner Gitte Paulsen.
Læs også: Fjertøser Fyn sætter fokus på pigerne: Det er taget rigtig godt imod
Frem til og med den 28. november er det muligt at stemme på den forening, man mener bør vinde prisen. Det kan gøres på DIF’s hjemmeside. Efter afstemningen lægges point fra jury og afstemning sammen.
Lindholm Badminton Klub må derfor vente i spænding indtil den 29. november, hvor afstemningen afsluttes og finalistfeltet skæres ned til tre idrætsforeninger. Herefter afsløres vinderen den 6. januar i forbindelse med DR Sportens store Sport 2023-show i Jyske Bank Boxen i Herning.
Årets Idrætsforening tildeles den forening, der gør en helt særlig og ekstraordinær indsats. Samtidig handler prisen om at hylde de lokale idrætsforeninger og sætte fokus på, at de skaber stærke fællesskaber og, sammen med frivillige kræfter, udfylder en afgørende rolle i sammenhængskraften i Danmark.
Vinderen af Årets Idrætsforening får tildelt 100.000 kr., hvor de fem øvrige finalister får 10.000 kr.