Sådan gik det danskerne på førstedagen ved World Tour Finals

af | dec 13, 2023

Kim Astrup/Anders Skaarup, Anders Antonsen og Viktor Axelsen spillede onsdag deres første kamp ved dette års World Tour Finals. Ud af de tre kampe med dansk deltagelse blev det til to sejre, som Astrup/Skaarup og Anders Antonsen stod for. – En sand fornøjelse at se på, lød det fra landstræner Thomas Stavngaard om Astrup/Skaarups sejr.

 

Onsdag har verdenseliten i badminton taget hul på World Tour Finals, der bliver holdt i den kinesiske by Hangzhou.

Kim Astrup/Anders Skaarup var de første danskere i aktion. Fra morgenstunden skulle de op imod deres overmænd fra VM-finalen, Kang Min Hyuk/Seo Seung Jae. Resultatet blev dog heldigvis ikke en gentagelse af VM-finalen, da det i dag var danskerne, der kunne trække sig sejrrigt ud af kampen.

– Jeg synes, at det var en rigtig god kamp. Jeg hæfter mig allermest ved, at de bevæger sig rigtig godt i dag. Og når de så holder taktikken, synes jeg, at de gør det rigtig godt. En sand fornøjelse at se på, lød det fra landstræner Thomas Stavngaard efter kampen.

Læs også: Kim Astrup/Anders Skaarup vinder sølv ved VM i Royal Arena 

Astrup/Skaarup fik en forrygende start på deres kamp og kunne gå til første ophold foran 11-4. I alt tog det dem kun 12 minutter at spille sig frem til 10 sætbolde, hvor de udnyttede den første og dermed vandt første sæt med 21-10.

Helt omvendt begyndte andet sæt, hvor Kang/Seo hurtigt spillede sig til en føring. Danskerne var bagud med 3-11 til opholdet, og selv om de fik indhentet en smule, tabte de andet sæt med 15-21.

Tredje sæt blev en yderst tæt affære, der bølgede frem og tilbage. Astrup/Skaarup spillede sig frem til en matchbold ved 20-19, som koreanerne afværgede. Herefter var det danskernes tur til at afværge en matchbold ved 20-21, hvor Astrups servreturnering tog fat i netkanten. Der skulle et par dueller yderligere til, inden Astrup kunne lukke sættet med en bold på linjen til 24-22.

– Vi har lidt svært ved at blive i den rigtige taktik i både andet og tredje sæt. De er hurtigere end os i både ketsjer og ben, og derfor skal vi ikke spille med fart, men i stedet prikke den af til dem.

– Afslutningen havde det hele, og publikum var også helt oppe og køre. Jeg synes, det er vigtigt, at de holder overblikket og holder taktikken, selv om de til tider blev lidt ivrige. Men virkelig fedt holdt fast, sagde Thomas Stavngaard efter den vilde afslutning.

Læs også: Kim Astrup/Anders Skaarup opnår karrierens højeste ranglisteplacering

Kim Astrup/Anders Skaarup er dog ikke de eneste danskere, der har været i aktion ved World Tour Finals i dag. Både Anders Antonsen og Viktor Axelsen var efter middagstid også en tur på de røde baner.

Antonsen var oppe imod den forsvarende All England- og Asian Games-vinder, Li Shi Feng, som Antonsen inden dagens kamp var bagud med 2-0 i indbyrdes opgør mod. Den halvkedelige statistik blev der dog gjort noget ved i dag – det blev til en overbevisende sejr til danskeren, hvor særligt andet sæt var imponerende. Her spillede Antonsen sig på 20-7, hvor han dog skulle bruge fem matchbolde, inden han kunne lukke kampen med 21-18, 21-12.

Viktor Axelsen, der vandt sidste års udgave af World Tour Finals, spillede i dag mod Shi Yu Qi. Kineseren fik den bedste start på kampen og kom foran med 19-14. Axelsen kæmpede sig tilbage på 19-19, men tabte derefter de næste to bolde og dermed det første sæt. Andet sæt var ligeledes tæt, men fra 14-14 trak Shi Yu Qi en smule fra og kunne lukke kampen med 21-19.

Læs også: Axelsen videre ved World Tour Finals 2022 

Ved World Tour Finals er spillerne i hver kategori inddelt i to grupper med fire spillere/par i hver. Alle spiller tre gruppekampe, hvor de to bedste i hver pulje går videre til semifinalerne. Gruppekampene spilles fra onsdag til fredag, semifinalerne lørdag og finalerne søndag.

Dette format betyder altså også, at alle tre danske spillere/par som minimum skal i aktion igen både i morgen og i overmorgen.

TV2 Sport sender fra turneringen alle dage. Se deres sendeplan her

Du kan også se programmet for de næste par dage, og hvornår danskerne skal spille, hvis du klikker her.